Bloggen

14 + 4 =

Spørgsmål, ønsker om coaching, uddannelse eller andet, smid dem afsted i ovenstående formular og jeg skal være der.

Indlæggende er en anelse lange og de kommer ikke i traditionelle blogindlæg. Det betyder at hvis der er et emne du finder mere interessant end andet, er du nødt til at scrolle lidt ned.

Der er aktuelt følgende indlæg her:

#12 Selvværd
#11 Når man dedikerer sit liv
#10 Beslutningsparalysen – lidt om beslutninger
#9 Lidt om stress
#8 Begrænsende overbevisninger
#7 Skal jeg blive eller gå
#6 Om mobning
#5 Om skilsmisse og komme ind i kampen
#4 Om mistrivsel
#3 Om at blive mødt der hvor man er
#2 #rækud – en hverdagsfortælling

#1
Om at arbejde som coach

“Hvad er det egentlig du laver John-Erik?

Jeg får ofte spørgsmål om hvad det nu er det der coaching og hvordan man arbejder.

Her på bloggen kommer der større og mindre indlæg om hvad der rør sig og hvad jeg oplever i forhold til 1:1 samtaler, workshops og processer.

Jeg har været i gang i mange år nu og derfor er specialerne blevet mange og mine gæster spreder sig over en “bred kam.”
En typisk dag på mit kontor i indre københavn, kunne snildt starte med et ungt menneske i 12-13 års alderen og rundes af med et besøg af en leder eller en forsker. Og så alt der i mellem.
Kønsfordelingen er mere eller mindre 50/50.

Det foregår “on ground” down town Kbh og ofte også via zoom mm. rundt verden. Aktuelt Hawaii, London, Luxemburg, Frankrig, Østrig, Norge, Mexico mm. 

Alle navne er ændret med mindre andet er skrevet. Enkelte steder er også enkelte fysiske steder ændret.

Diversiteten iblandt de mennesker jeg får lov at møde, er en evig inspirationskilde for mig.

Jeg er max ydmyg over at få lov at møde hvert eneste menneske der vælger, at vælge sig selv til, vælger at række ud for at komme i mål med det der synes svært.
Ydmyg over at få lov til, forsigtigt at give den rette støtte.

Der kommer her indlæg om de redskaber jeg bruger og hvorfor de virker og fra tid til anden kommer der indlæg i forhold til de forskellige spørgsmål jeg får.

En ting der er 100% sikkert er, at jeg er der for dem der kommer hos mig!

Se mere her om mine tanker om det at arbejde som coach.

We mere om mine aktiviteter her:
www.bang-coaching.dk
www.trivsel.nu
www.mobbehaandbogen.dk

 

#12 
Selværd og selvtillid

”Sig mig ved du ikke hvem jeg er?”

Hun kiggede på mig med let vantro øjne.

”Øøh jo du er Olivia X…” svarede jeg tilbage. (det er ikke det rigtige navn)

”Ja ja” sagde pigen,
”Men ved du reelt ikke hvem jeg er?”  

 Jeg blev en anelse forvirret og sagde,
”Altså hvad mener du?”

Historien her er et par år gammel. Jeg har fået lov at gengive den af ”Olivia”

Jeg fik en sød sms fra hende forleden (derfor historien), den lød sådan her:

 Hej John-Erik
Lang tid siden. Jeg skriver egentligt bare for at sige tusind tak for al den hjælp du har givet mig hen over de sidste år. Jeg kan ikke beskrive hvor taknemlig jeg er. Du sagde du var der ”any time” – det var/er jo rigtigt. Tak! Og jeg håber alt går godt hos dig.
Kh

Det var vores 6. session og vi var godt i gang med at arbejde med selvværd og selvtillid. Hun tog fat i mig i sin tid, da hendes selvbillede var helt i bund. Hun så at sige kunne ikke rigtig li´ sig selv. Hun var på dette tidpunkt 26 år og havde gang i en spændende karriere, men hun var ikke glad og derfor havde hun tog hun fat i mig.

Hun havde haft en ret hård /vild barndom, med mobning i skolen og en (psykopat-far, undskyld for dette hårde ord, men for pokker altså…) far der mobbede hende, og svinede hende til på daglig basis. Hendes far havde kontinuerligt fortalt hende, at hun var et nul og at hun ikke skulle regne med at blive til noget. At han skammede sig over hende, og at han ikke forstod, at hun kunne være hans barn. Hans stemme var stadig inde i hendes hoved.
Moren var der ikke rigtig.
Skolen var et helvede og ingen tog mobberiet alvorligt. Når hun sagde det var svært derhjemme, blev hun ikke rigtig mødt i dette. Hendes far var jo en sød mand og kendt fra medierne.

Hendes opvækst havde sat sig ret voldsomme spor i hendes egen selvforståelse. Hun kunne ikke li´ sig selv (det er den milde udgave) og havde en indre uven der højlydt inde i hendes hoved, sørgede for at svine hende godt og grundigt til. Hver dag, hele tiden, hver time, hvert minut.

Dét er opslidende.

Hun havde skiftet navn – og taget hendes mormors pigenavn i stedet. Hun associerede en masse dårligt til hendes oprigtige navn.

Vi arbejdede forsigtigt ind i selvværd og selvtillid og lige så let det kan lyde, lige så svært kan det være for den enkelte.

Første skridt er at man lige får begrebsafklaret, hvad det egentlig betyder de der begreber. For mange er nemlig ikke helt skarpe på det.

Derfra går man så i gang. Som facilitator/coach af sådanne samtaler skal man være ualmindelig varsom, hjælpsom og støttende. Det er nemlig en hård rejse den enkelte skal ud på.

Når vi arbejder ind i selvværdet er jeg ekstrem påpasselig og bygger forsigtigt processen op. På et tidspunkt i denne proces er der en række sætninger, jeg arbejder ind i sammen med min gæst.

De er megasimple og alligevel oplever jeg, igen igen, mennesker der ikke kan sige dem, alene på grund af betydningen i dem.
Den ene sætning er:
”Jeg er ok!”
Jeg spurgte Olivia om hun kunne sige sætningen.
Olivia sagde sætningen meget lavt og forsigtigt, og jeg spurgte hende om hun troede på det hun sagde.

Så fik hun blanke øjne og vi måtte lige holde en pause, rejse os og trække vejret.

Der er en sætning mere som jeg introducerer i forhold til selvværd, og da jeg nævnede den, sagde Olivia højlydt og med masser af modstand:

”Det der får du mig aldrig til at sige. Aldrig!”

Vi arbejdede forsigtigt videre i processen.

På et tidspunkt spurgte jeg hende, om hun kunne se den smukke pige jeg kunne se. Om hun kunne se hende i spejlet når hun kiggede her.

Det var her hun svarede:

”Sig mig ved du ikke hvem jeg er?”

Da jeg svarede tilbage: ”Altså hvad mener du?” svarede hun,

”Jeg ved godt jeg ser godt ud, men jeg kan ikke se det!”

”Altså hvad mener du…. ?” Jeg blev oprigtigt lidt forvirret J må jeg sige.

Så fortalte Olivia følgende.

”Jeg er aktuelt en af de bedst betalte fotomodeller i Danmark, så selvfølgelig ved jeg, intellektuelt, at jeg ser godt ud. Men når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg ikke noget pænt. Jeg ser en pige der ikke fortjener noget som helst, og en pige som bare skal tage sig sammen. Jeg synes jeg er grim og grum og kan ikke li´ noget som helst ved mig selv. Jeg hader, hader mig selv! Og der er ingen der kan li mig”
Det sidste her råbte hun nærmest.

Her blev jeg lidt ”hård” – og sagde: ”Uanset hvad så ved du jeg kan li dig ikke?” Det måtte hun jo vedgå…. Så hun var hvad jo ikke helt alene.

Det var først da hun sagde hun var fotomodel, at jeg kiggede lidt mere ind i dette. Jeg fandt ud af, at hun vældig ofte var forsidemodel på en række kendte magasiner. For nu at være helt ærlig, så kunne jeg ikke helt kende hende på de der magasiner, for der var make uppet en del.
Inden under make uppen ”var min Olivia”

Hos mig var hun jo bare Olivia. Pigen der var på vej til at blive glad.
Faktisk brugte hun make up som en maske. Den fik vi også taget af.

Rejsen mod højere selvværd og selvtillid fortsatte. Det blev en lidt længere en af slagsen. Men jeg giver aldrig op og jeg ved vi kommer i hus.

Langsomt men sikkert steg hendes selvtillid og selvværd, hun forstod det ”lige pludselig” og Olivia blev glad. Hvis alt skulle skrives ned her, ville det blive mange mange sider.

Grundlæggende er Olivia i dag en glad ung dame, der trives og (vigtigt for mig) holder rigtig meget af sig selv.

Hun er grundgod til at anerkende og rose sig selv og når hun ser sig selv i spejlet siger hun højt inden i sig selv; ”Damn du er et godt menneske Olivia!”

Da jeg spurgte Olivia om jeg måtte fortælle historien her, sagde hun at hun gerne ville have et par småting med 🙂

1.
Det er vigtigt for Oliva at fortælle, at der altid er en vej, når man er kørt over af sådan lidt af livet. Også selv om man ikke selv tror på det. Men vejen er der, og man skal bare finde en der tror på en.

2.
Selvom man måske ser godt ud (Face of the year), er det ikke det samme som man ikke kan være ked af det. Rigtig ked af det. Olivia oplevede igen og igen, når hun sagde til folk at det var lidt svært, at de ikke troede på hende. De slog det hen og sagde, at når man nu havde alt så var der jo ikke noget at være ked af.

Jeg er heldig faktisk – jeg skal have en kop kaffe med Olivia om 14 dage på en cafe ude i København. Jeg glæder mig til at se hende f2f igen.

#Coachingrocks #coaching

Se mere her på: https://bangakademi.dk/bloggen/

#11
Når man dedikerer sit liv til at gøre en forskel

”Det skal jeg sige dig John-Erik, da jeg gik i 6.kl. var en af mine klassekammerater Liv. Hun var det skønneste, dejligste og mest livsbekræftende menneske man kunne forestille sig.

Hun led af xx kronisk dødelig sygdom og kunne se frem til at dø som 40 årig.

Her besluttede jeg, at jeg ville bruge mit talent til at forske i medicin så jeg kunne gøre en forskel for syge mennesker, og måske også for hende….”
Mads 28 år

 Jeg har Mads kommende. Han er netop i en alder af 28 blevet færdig med en Cand.Polyt XX fra et universitet i Københavns området. Jeg har været så heldig, at få lov at støtte ham i den svære proces med at få den sidste store opgave på plads, få den afleveret og få den forsvaret og bestået. Han bestod med det fineste resultat.

Forløbet har været ganske sigende for det at arbejde som coach. I dette forløb arbejder jeg (også) med støtte, lytte, vejlede, sætte små daglige mål og strukturer, for at komme helt i hus med en kæmpe opgave.

I forhold til det faglige forstod jeg ganske enkelt ikke når Mads, i meget små ”portioner,” foldede det ud han forsker i. Jeg blev ganske enkelt helt blank – Mads kan sige nogle ord, på dansk, jeg ikke forstår. Men det er her ikke det vigtige. Det vigtige er, at Mads er blevet mødt i det der var hans udfordring i forhold til hans studie.

Og ganske kort kan man sige at målet, det første, er nået.

Nu er vi i gang med næste skridt, at lande drømmejobbet. Her skriver vi ansøgninger og træner jobsamtaler. Mads er et så stort talent inden for hans felt, at jeg er ganske sikker på, at han får tilbudt job ganske snart. Derfor har vi også aftalt, at det er helt ok lige at sige til kommende arbejdsgiver, at hans først kan starte x måned, da han lige skal mærke friheden ved ikke at studere.

Indledningen, eller svaret om man vil i indlægget her, er Mads´ svar på mit spørgsmål:

”Hvorfor valgte du egentlig at forske i xx?”

Vi havde ikke lige i vores samtaler været her før, og svaret overraskede mig og rørte mig ganske meget. I en alder af 12 år valgte Mads et livsmål, at dedikere sit talent til en helt bestemt sag. Opgave efter opgave, i skolen, på gymnasiet og på universitetet, viden og mere viden, alt båret af et ”enkelt og simpelt” mål.

”Jeg vil gerne gøre en forskel for Liv”

Historien fik en lille og ualmindelig sød krølle.

Da Mads og jeg sad til vores første møde efter hans forsvar af hans opgave, sagde han at der udover ”jeg skal have et job” projektet, var to ting han også gerne ville have hjælp til.

Der var to beskeder der skulle ud af huset. Beskeder han ikke havde haft overskud til på grund af energiudladningen til hans store forskningsprojekt.

Den ene besked var til en ”ven” der var røget under tilblivelsen af kandidatopgaven.

Den anden besked var til Liv, hans klassekammerat som gik ud af 7.kl. Liv som han ikke havde haft kontakt med 14-16 år.

Han ville gerne fortælle Liv, at hun var hans inspirationskilde til at tage hans studie og komme i mål med dette.

Jeg tilbød at hjælpe med at udforme de to beskeder og Mads sendte dem efterfølgende til mig. De var så fine og godt formulerede, at jeg ikke ændrede en eneste ting.
Han sendte dem. Og han fik svar på begge.

Liv svarede nærmest med det samme, hun blev glad for hans besked, og de indledte en dialog.

Mads skal i nærmeste fremtid mødes med Liv over en kop kaffe.

Nogle gange spiller livet med.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

#10
Om at tage beslutninger

Beslutningsparalyse

Jeg møder ofte mennesker der har svært ved at få taget en beslutning. For nogle mennesker er det en kæmpe frustration og ofte et stresspunkt i livet.

Jeg kalder det beslutningsparalyse. Når du bliver lammet af valget.

Jeg har faktisk gæster der fra tid til anden kontakter mig telefonisk for at få taget en vigtig beslutning på dagen.

En typisk samtale starter på følgende måde efter den almindelige indledning: ”Jeg har lige behov for at få dine ord (eller hjælp) i forhold til at jeg lige skal have taget denne beslutning….”

Så er det en relativ kort coachende samtale hvor vi sætter fokus på værdien af at få taget denne beslutning.

Det har jo altid konsekvenser om man tager en beslutning eller ej. Eller som jeg før har skrevet, ikke at beslutte er også at beslutte.

Der er selvfølgelig nogle valg der er større end andre, og derfor kan de i sagens natur være sværere at tage. Og så er der de valg der bare skal tages, men som er svære at effektuere.

Nogle mennesker finder det pinligt, at de ikke kan tage en beslutning, men det er langt mere normalt end hvad man går og tror.

Der er en række faktorer der spiller ind, de kommer lidt længere ned i indlægget. Der hvor det er rigtig svært for mennesker, er der hvor man tænker meget hurtigt. Der er nogle mennesker der tænker ekstremt hurtigt.

Grundlæggende tænker vi alle hurtigt, men nogle hjerner ligger konsekvent i overhalingsbanen i forhold til tempo.

Jeg kan faktisk nogle gange blive stresset over det tempo mennesker kan nå at tænke tanker i.

Nogle beskriver det som om de tænker i baner op til 8-10 baner hvor der tænkes i scenarier. Nogle beskriver det som kaostanker der flyver rundt. Nogle har brikker det kan være svært at få styr. Grundlæggende går det bare meget hurtigt.

Nogle når endda at lægge følelser på disse tanker, og på den måde når de også at blive sure, ked af det, frustreret mm.

Tempoet og de mange konsekvensberegninger gør, at man kan blive helt udmattet og træt og nogle gange ikke kommer i mål.

Jeg tænker fra tid til anden over, hvorfor nogle mennesker finder det svært at træffe beslutninger, uanset om det er store livsbeslutninger eller små daglige valg.

Her kommer nogle af de grundlæggende ting, jeg møder, der står i vejen, når dem der har svært ved at tage beslutninger ikke får taget en beslutning.

1.
Overvældelse af muligheder:
En af de mest almindelige årsager til beslutningsparalysen er det overvældende antal muligheder, vi står over for i dagligdagen. Med utallige valgmuligheder i vores personlige og professionelle liv kan nogle mennesker føle sig fanget af frygten for at vælge den forkerte vej.

2.
Frygt for konsekvenserne:
Nogle mennesker undlader at træffe beslutninger på grund af frygt for de mulige konsekvenser. Den mentale byrde af “hvad hvis” scenarier kan være overvældende, og det kan føre til, at folk udskyder beslutningen for at undgå potentielle negative resultater.

3.
Manglende klarhed om værdier og mål:
Mennesker, der ikke har klart definerede værdier eller langsigtede mål, kan finde beslutningstagning særligt udfordrende. Uden en forståelse af ens kerneværdier kan det være svært at evaluere, hvilken beslutning der bedst passer til ens overordnede vision for livet. 

4.
Perfektionisme:
Nogle mennesker lider af perfektionisme, hvor de konstant stræber efter den ideelle beslutning. Dette kan føre til en uendelig cyklus af overanalyse og tvivl, hvilket gør det vanskeligt at træffe en endelig beslutning.

En udfordring for den enkelte i forhold til dette er, at det kan blive til en rigtig uhensigtsmæssig vane at få etableret.

Vanen kan blive så ”tung” at selv den mindste beslutning bliver svær og nogle gange får man ganske enkelt ikke besluttet.

Som coach hjælper jeg mennesker med at forstå, at det er normalt at føle sig usikre ved beslutningstagning. Vi skaber sammen bevidsthed om disse udfordringer og folk får værktøjer til at få taget den rigtige beslutning for dem.

Beslutningsprocessen er en læringsrejse, og det er OK at begå fejl undervejs. Det arbejder vi meget ind i.

Vi fjerner overvældelse, arbejder med og lærer at håndtere frygt, skaber klarhed og den enkelte bryder langsomt men sikkert fri fra beslutningsparalysen og bevæger sig mod en mere selvsikker og proaktiv tilgang til livet. Og tager gode beslutninger 🙂

Og så bliver man jo glad.

#9
Lidt om stress

Denne historie er som de andre fra min hverdag. Det er desværre en historie jeg møder igen og igen og…

Jeg blev kontaktet af en kollega om jeg havde tid. Den drejede sig om en ung mand der var presset i hans liv. Jeg fandt tid da det var en hastesag.

Peter kom ind dagen efter. 32 år og i gang med hans første ”rigtige” job som færdiguddannet læge.
Som altid efter en indledende kort samtale gik vi et skridt dybere.

Da Peter skulle fortælle lidt mere om sig selv startede det på følgende måde, han sagde:
”jeg er normalt ikke god til at tale om mig selv men… ”

Så sagde han ikke mere… Han brød ganske enkelt sammen og græd og græd og græd og havde meget svært ved at være i sig selv.

Jeg er trænet i, og har stor erfaring med at møde mennesker i krise og sorg. Jeg har uddannelser og erfaring fra www.bornsvilkar.dk og sorggrupper og www.as3.dk hvor jeg har mødt mange mange mennesker i sorg og krise, derfor ved jeg hvad der sker, og jeg har ingen problemer med at være i et rum, hvor et andet menneske har brug for at give slip og give plads til det svære.

Da gråden fortog sig sagde han undskyld. Jeg sagde med det samme, at det skulle han på ingen måde undskylde og at der var plads til alt hos mig.

Så gik vi stille og roligt i gang med at sætte ord på alt det svære og der var meget.

  • For meget arbejde
  • For meget ansvar
  • Forkerte konfrontationer ift kompetencer
  • Glemt hvad der gør en glad
  • Glemt at bevæge sig
  • En gammel sportsskade
  • Hukommelsesproblemer
  • Søvnbesvær
  • Tryggen for brystet
  • Ondt i armene
  • Dårlig mave
  • Og en del mere

Peter kunne ganske enkelt ikke mere og var udmattet og færdig. Peter var ramt af voldsomt stress.

Når jeg møder dette uvæsen, strees, ændrer jeg egentligt lidt rolle og går fra det coachende til det mere rådgivende. Jeg tager ganske enkelt ansvaret for den der er ramt af stress. Forstået på den måde, at jeg rådgiver og vejleder og fortæller hvad der skal gøres. Den enkelte oplever ikke dette skift, da jeg flekser lidt ind og ud af rollen som henholdsvis coach og rådgiver.

Men det er min erfaring, at man ikke skal coache en der er ramt af stress. Kontrolcenteret hos den enkelte er røget og man kan ikke se skarpt og ikke mindst man ved ikke hvad der er den rigtige beslutning.

Da der kom lidt luft og ro på i samtalen sagde jeg ordret:
”Nu bliver det lige lidt hårdt det jeg siger…”
Når man siger dette får man automatisk endnu mere opmærksomhed.
Jeg fortsatte på følgende måde:
”Peter du er syg, du er syg med stress og der hvor du er lige nu, er det ganske alvorligt og vi skal passe på dig!”

Som coach kan jeg i sagens natur ikke stille diagnoser, men jeg er erfaren nok til at genkende stress.

Derfra sagde jeg følgende:
”Du skal sygemeldes og vi skal have dig til lægen så hurtigt som muligt, så du kan få en sygemelding. Du skal have en bisidder med til lægen så vedkommende kan høre hvad der også bliver sagt. Når dette er sket, laver vi en plan for at få dig tilbage i topform.”

Peters familie, far, mor, kæreste og hund stod til rådighed med det samme. De/vi rykkede dagen efter og Peter kom til læge og fik en sygemelding gående på akut stress. Og i første omgang gældende for 3 uger. (Stress kan hvis det ikke tages alvorligt, invalidere den enkelte. Ofte når jeg møder personer i stress kigger vi ind i længere sygeperioder)

Arbejdspladsen tog ansvar for at hjælpe og støtte Peter og meldte med det samme ud, at han skulle fokusere på at blive rask. Da vi mødtes ugen efter vores første møde var de formelle ting faldet på plads.

Så gik vi i gang med rejsen tilbage til livet, ”so to speak.”

Når man er ramt af voldsom stress handler det i første omgang om at erkende det og derefter få det afmonteret. Når det er afmonteret kan man begynde at sigte efter at komme tilbage på arbejdet igen.

Som coach tager jeg en del ansvar for dem som kommer hos mig, og sammen med Peter lagde vi en langsigtet plan, hvor jeg på dagligt niveau fulgte op på ham og over tid langsomt gav lidt mere slip på ham.

Jeg tager faktisk så meget kontrol, at jeg ”bestemmer” hvor hårdt og hvor meget man må træne i forhold til puls mm. Så det er ret detaljeret hvordan jeg/vi tilrettelægger ”vejen tilbage,” men jeg bestemmer – i starten i alle fald.

Det ville blive et meget langt skriv hvis jeg skulle fortælle hele rejsen tilbage for Peter, men grundlæggende har vi fået styr på alt og han er tilbage i livet for fuld skrue og ikke mindst i kontrol med sig selv.

Vi fik fikset sportsskaden, vi fik styr på arbejdsmængden, vi fik styr på arbejdsindholdet, vi genfandt balancen i livet, vi arbejdede meget bevidst med gode og glade ting, han blev glad igen og kom i overskud i hans liv, og langsomt fik vi ham guidet tilbage på arbejdet (at komme tilbage til arbejdet efter stress er en proces og noget der skal tages ganske alvorligt og styres stramt, man starter ikke bare op på fuld skrue) og et liv i overskud.

#stressernogetlort

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hej John-Erik

Jeg ville bare fortælle dig, at jeg om en uge har arbejdet i xxxx i 4 måneder, og jeg havde aldrig troet, at jeg kunne være så glad for at gå på arbejde! Jeg har det virkelig godt og jeg har lært utrolig meget om mig selv siden min sygemelding i september.

Samtidig kan ord ikke beskrive, hvor taknemlig jeg for, at du greb mig inden det gik rigtig galt. Derfor er jeg ovenpå igen!

Bedste hilsner
LM

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hej John-Erik

Jeg ville bare sige at jeg er startet på Mat A og har været i gang en måned nu.

Du har ret, som du sagde, jeg har får matematikhjerne. Det megafedt og matematikken taler til mig. 

Tak for dig og dine gode samtaler! 

Mange hilsner fra

Fie

#8
”Ingen i min familie har nogensinde læst på Universitetet – så jeg tror heller ikke det er noget for mig….”

Ung pige på 24 år.

Lidt om spørgsmål og begrænsende overbevisninger.

Fie kom ind på mit kontor en sen eftermiddag. Hun kom fordi hun ikke anede hvilken retning hendes liv skulle tage. Hun havde lidt modstand på, for hvad jeg nu for en ”dude.” Det er egentlig ganske normalt og helt ok.

Hun var en superpige, ekstremt kompetent, nærværende og autentisk.

Der var en række problemstillinger som vi fik listet op og kigget på. Det var som om der kun var en vej for hende, som var ok men ikke helt tilfredsstillende. En karriere i en kæmpestor virksomhed, hvor hun havde en række fordele grundet en allerede lang karriere i denne, og hvor hun havde vist sit værd.

Jeg arbejder meget bevidst med spørgsmål. Jeg kalder det ”Nøje Afstemte Bevidste” spørgsmål (jeg har faktisk skrevet en bog om spørgsmål, den kan du købe her: https://www.saxo.com/dk/guide-til-det-gode-spoergsmaal_john-erik-bang_epub_9788743018834 ) Eller NAB spørgsmål.

Et afstemt spørgsmål på det rigtige tidspunkt, kan skabe en livsændrende forandring hos et menneske.

Fie blev lidt irriteret, for det virkede som en god løsning, men ikke en der gjorde hende rigtig glad.

Så spurgte jeg hende på følgende måde (Et NAB-spørgsmål):

”Hvis nu alt var muligt, hvis vi kunne trylle, hvad skulle du så lave?”

Fie kiggede på mig, kiggede op i loftet og var stille et øjeblik hvorefter hun svarede:

”Hvis alt var muligt så skulle jeg være konsulent i et stort firma!”

Der blev helt stille.

Et sådant job ville matche alle hendes værdier, hendes kompetencer og hendes væsen.

Vi talte lidt rundt om denne drøm, hvad det ville give hende og hvorfor det var et spændende job.

Da vi havde talt lidt rundt om det hele, fandt vi ud af, at en af måderne til at nå drømmene og leve værdierne, var at tage en ganske specifik uddannelse på Universitetet, på CBS på Frederiksberg. Men at gå på universitetet var ikke umiddelbart en mulighed for pigen.

“For det er jo ikke noget man gør i vores familie” som hun sagde. Og derfor kunne hun ikke gøre dette.

Så lige som vi havde det hele på plads brast drømmen.

Det var blevet til det som man kalder en begrænsende overvisning. Noget jeg også lytter ind til, i hver eneste samtale jeg har, og hvis de er på banen, noget jeg langsomt og meget forsigtigt udfordrer.

Jeg spurgte forsigtigt Fie på følgende måde:

”Så fordi ingen i din familie ikke har gået på Universitet så sætter du lighedstegn ved, at du heller ikke kan?”

Er du gal hvor hun tænkte…. Der var helt stille. Så udbrød hun forsigtigt: ”Det er jo megafjollet.”

Herefter åbnede hun op for at komme i gang. Fordi alt inde i hendes hoved indtil hun fik spørgsmålet, havde været lukket land, var der meget der skulle undersøges.

Fie og jeg kiggede forsigtigt ind i det, og begyndte at undersøge universitet mm. Som så ofte så arbejdede vi også af et andet spor, således vi ikke nødvendigvis lukker ned for muligheder.

Måden jeg talesætter dette på er følgende:
”Hvorfor laver vi ikke bare en hybrid?”

Efter research af en lang række områder blev målet helt klart!

Hun starter med at læse Mat A op og derefter CBS på Frederiksberg om et år.

Vi lever alle vores overbevisninger, de kan være positive og de definerer ofte hvordan vi former os som mennesker.

De kan også være begrænsende og stå i vejen for, at vi kommer videre i vores liv. Ja faktisk kan de være så begrænsende, at vi ikke rigtig kommer i mål med det som vi går og drømmer om i vores liv.

Der findes familiekulturer der er defineret af sådanne overbevisninger. Som i for eksempel:

  • I vores familie er vi sådan fordi…
  • I vores familie har alle temperament…
  • I vores familie kan vi ikke det fordi sådan…

På vores Master Coach Uddannelse (se mere her: https://bangakademi.dk/master-coach/ ) arbejder vi både med at beherske det gode spørgsmål og ikke mindst begrænsende overbevisninger.

Om overbevisninger

En overbevisning refererer normalt til en fast tro eller holdning, ofte baseret på personlige erfaringer, opdragelse, kulturelle påvirkninger eller logisk ræsonnement. Det er en dybt forankret opfattelse af, hvad der er sandt eller rigtigt. Men dette behøver ikke nødvendigvis være sandheden. Men kan godt virke som sandheden.

Overbevisninger former ens syn på verden, påvirker beslutningsprocesser og guider vores adfærd. De varierer betydeligt fra person til person og omfatter overbevisninger om værdier, moral, religion, politik, eller personlige egenskaber og evner.

En begrænsende overbevisning er en opfattelse eller tro, der hæmmer en persons potentiale eller evne til at opnå noget.

Disse overbevisninger begrænser en persons syn på sig selv, deres færdigheder eller muligheder og kan hindre dem i at forfølge mål eller handle på en måde, der fremmer personlig udvikling.

Begrænsende overbevisninger kan have forskellige former og stammer fra forskellige kilder som tidligere erfaringer, negative feedback fra andre, sociale normer eller personlige usikkerheder.

Eksempler på begrænsende overbevisninger inkluderer tanker som:

  • “Jeg er ikke god nok”
  • “Jeg kan ikke klare det”
  • “Jeg har ikke fortjent succes.”

Det er ofte gavnligt for en person at identificere og udfordre begrænsende overbevisninger for at frigøre potentiale og opnå personlige mål.

Dette kan gøres gennem selvrefleksion, men ofte kan vi ikke selv finde disse da de jo ofte er en del af vores personlighed.

Man kan også søge støtte fra andre venner/bekendte der ved noget om dette, men det kan blive en meget personlig og udfordrende samtale.

Eller man kan søge professionel rådgivning via coaching eller andet.

Når jeg sammen med en gæst hos mig, ændrer begrænsende overbevisninger åbnes der ofte op for nye muligheder og for at opnå en mere positiv og konstruktiv tilgang til livet. Opnå mål der før synes urealistiske og umulige.

Og ikke mindst mere glæde og god energi.

Som pigen på 24 i starten af teksten, den glæde hun fandt ved at få stillet et enkelt (NAB) spørgsmål til hendes noget begrænsende overbevisning;

”I min familie læser vi ikke på universitet”

Den glæde og den energi hun fandt alene ved et enkelt spørgsmål på det rette tidspunkt, er uvurderlig og jeg bliver så ydmyg og glædes igen og igen når jeg ser denne transformation ske hos et andet menneske.

Se lidt mere herunder om en række af de begrænsende overbevisninger jeg ofte møder.

  • “At starte min egen virksomhed kan jeg ikke, fordi jeg mangler erfaring og viden om forretningsverdenen.”
  • “At tage en ny karrierevej kan jeg ikke, fordi jeg er for gammel, og det er for sent at ændre retning.”
  • “At tale offentligt kan jeg ikke, fordi jeg er bange for at blive dømt eller kritiseret af andre.”
  • “At opbygge nære relationer kan jeg ikke, fordi jeg er overbevist om, at folk ikke vil acceptere mig for den, jeg er.”
  • “At lære at spille et musikinstrument kan jeg ikke, fordi jeg tror ikke, jeg har den naturlige talent eller evne til det.”

Lidt mere personlige begrænsende overbevisninger.

  • At udtrykke mine følelser åbent kan jeg ikke, fordi jeg er bange for at blive såret eller afvist.”
  • “At prioritere min egen trivsel kan jeg ikke, fordi jeg tror, at det er egoistisk, og jeg bør altid tage sig af andres behov først.”
  • “At tage imod komplimenter kan jeg ikke, fordi jeg tror ikke på, at jeg fortjener ros eller anerkendelse.”
  • “At sætte grænser i mine relationer kan jeg ikke, fordi jeg er bange for at miste forbindelsen med andre eller blive opfattet som krævende.”
  • “At tro på min egen værdi kan jeg ikke, fordi jeg sammenligner mig selv med andre og føler, at jeg altid kommer til kort.”

De personlige begrænsende overbevisninger her, påvirker ofte selvværd og livskvalitet.

Identificering og udfordring af sådanne overbevisninger kan være en vigtig skridt mod personlig udvikling og trivsel.

#7
Skal jeg blive eller skal jeg gå…?

 

STL var direktør i et større forsikringsselskab i hovedstadsområdet. Hun kom til mig, for som hun sagde hun gik og sukkede lidt for meget i hendes arbejde. Der var for mange ledelseopgaver er var blevet for opslidende og kedelige.

Første ting vi talte ind i, var om hun skulle blive eller komme videre i karrieren.

Det blev et sjovt og energifyldt forløb. Vi var rundt meget. Jeg er stor tilhænger af at tale “ud af boksen” og tænke hybridløsninger og taler og spørger ofte ind i dette. (det jo blandt andet det der også er en coach´s rolle) 

“Pludselig” opstod en ide i hendes hoved. Hvad nu hvis man opfandt et nyt område i koncernen. Et område som manglede, et område som ville generere kunder og ikke mindst et område som skulle organiseres og selvfølgelig også have egen chef.

Fra da af begyndte vi at arbejde med både udvikling af det nye område (jeg kunne “kun” komme med in put i form af spørgsmål og nå ja lidt til – fagligt kendte jeg jo ikke området) og ikke mindst en strategi for, hvordan dette skulle præsenteres for den øverste ledelse og hvornår.

Det blev både et nyt område og en spændende strategi for hvordan det præcist skulle præsenteres. 
Dagen nærmede sig og vi var begge spændte. Hun eksekverede som aftalt……

Det blev lidt en fest og alt lykkedes 100% på egentlig relativt kort tid.
STL blev glad igen i hendes liv og vores veje skiltes.

En formiddag en del år efter tikkede der en mail ind. Jeg blev glad og smilede inden i. 

Man skal ikke gå og sukke i ens liv.

#Coachingrocks

 

En formiddag mens jeg sad og drak kaffe tikkede denne meget fine besked ind og skabte solskin på en ellers grå gråvejrsdag.

Kære John-Erik

Jeg har tænkt meget venligt på dig i den seneste tid og den gode coaching, du ydede for efterhånden mange år siden.

Den coaching har medvirket til, at jeg igen – i en alder af 59 år – har valgt at skifte job.

Læringen, jeg også tog med mig dengang, var nemlig:
Når man begynder at sukke i sit job, skal man gøre noget ved det 😊 Ville bare give dig en 👍for godt arbejde tilbage i tid.

Håber stadig, du har god gang i din virksomhed.
Venlig hilsen Lisbeth 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kære John-Erik.

Tak for din tilbagemelding. Og – tak for din meget professionelle coaching af Olivia. Vi er meget stolte af hende, af at hun er nået så langt – på så relativ kort
tid ! Det er en anden Olivia ( eller en anden side af Olivia), der i den seneste tid har eksponeret sig for omverden.

Det er godt gået, og vi er så glade!

ANJA K, MOR TIL

 

 

 

 

 

 

Kære John-Erik,

Tusinde tak for de gode ord om C og tak for din indsats. Vi ved om nogen, at det virkelig har været med til at gøre ham til den langt mere selvsikre dreng, som han fremstår nu end for bare 5 måneder tilbage.

Det er det mest fantastiske der er sket for ham og os – og tænk, så knokler han oven i købet på for fuld drøn i skolen. Ganske rigtigt har vi sagt til ham, at hvis han om et stykke tider føler at det kunne være godt med en snak med John-Erik igen, så gør vi bare det.

Tusinde tak for din måde at gå til både os, men ikke mindst C, på.

De bedste og varmeste hilsner herfra, Ida og hele familieklanen

IDA (MOR)

#6
”Jeg ved godt det her er forkert at sige…. Men….”

 

Fie på 13 år kom en dag ind på mit kontor. Mor var med og sad i det tilstødende lokale. De var en dansk familie bosiddende i Malmø. Fie gik i 7.kl.

De kom fordi hun ikke trivedes i hendes klasse og ikke var glad i livet.

Over en kop kaffe og et krus kakao gik vi i gang.

Langsomt foldede der sig en vild historie ud. Fie synes selv hun bar skylden for alle de ting der ikke fungerede. Hun græd lidt og hendes lille brille gled hele tiden ned på hendes næse.

Efter et stykke tid stoppede jeg samtalen og sagde forsigtigt til hende: ”Fie det her er ikke dig der er noget galt med, det her er hård mobning!”

Til en start mente hun ikke det var mobning, men det var det. Det var ret voldsomme ting Fie blev udsat for af dem hun gik i klasse med. Alt fra vold, udstillelse på de sociale medier til ekskludering både i skolen, men også på klasseture.

Fies historie ramte mig. Når man hører en der bliver mobbet fortælle om de situationer de bliver sat i, kan man ikke undgå dette. Mobning er ganske vildt!

At skrive det hele ned ville blive en meget lang historie, men her kommer to ”små” ting fra hendes fortælling.

Fie fortæller:
1.
”Vi var på klassetur og alle pigerne skulle sove på første sal i huset. Det var et stort rum med skråvægge. Pigerne besluttede at vi alle skulle ligge os i en rundkreds i vores soveposer, med hovederne ind mod hinanden. Da jeg skulle til at ligge mig til rette, sagde de til mig at jeg ikke kunne være med, men at jeg skulle ligge mig over til væggen, der hvor skråtaget nåede ned til gulvet og at jeg skulle kigge ind i væggen og ikke måtte kigge på dem. Jeg græd lidt indtil jeg faldt i søvn.”

2.
På mit kontor et stykke inde i forløbet.
Med tårer i øjne og udfordring med brillerne som ikke kunne blive siddende netop på grund af disse tårer.

”Jeg ved godt det her er forkert at sige…. Men jeg har lige været på hospitalet i 4 dage. Jeg var så glad de dage jeg var på hospitalet. (selvom jeg havde ondt i benet) Jeg var så glad fordi jeg ikke behøvede at gå i skole. Jeg fik ligesom fri inde i mit hoved. Så selvom jeg godt ved det er forkert at sige, så var jeg altså glad da jeg var der. Jeg vil faktisk hellere være på hospitalet end i skole….”

Sagen blev lidt kompleks da det var i Sverige. Tingene foregår lidt anderledes, men meget langsomt tog skolen sagen seriøst. De lavede tiltag, men tiltag uden effekt og forståelse for mobningens væsen.
De mente faktisk, at Fie selv havde skylden for en del af de episoder der var og i samtaler mellem Sophie og ressourcelærere prøvede de at få hende til at tage ansvar for nogle af ekskluderingssituationer der havde været.

I sådanne situationer kan jeg faktisk godt blive rigtig vred.

Skolen anbefalede at hun blev gående og sagde at de nok skulle få styr på det.

Vi nåede til et punkt, hvor Fies ve og vel var på spil. Vi nåede til et punkt, hvor det i min optik var decideret sundhedsskadeligt for Fie at være på skolen. Hun var voldsomt stresset, blev igen og igen udsat for vold mm. (selv om skolen sagde de havde styr på det… )
Jeg kunne ganske ikke anbefale at hun blev på skolen. Konsekvenserne kunne blive for store.

Forældrene besluttede i samråd med mig, at tage hende ud af skolen. Da det skete, skete der også en opblomstring med Sophies humør. Hun blev glad og fik energi tilbage.

Vi fandt en ny skole til hende, og fra da af handlede vores samtaler om hendes fremtid i den kommende klasse.

I dag er Fie en glad pige som heldigvis er kommet godt videre.

#5
”Tidligere ville jeg være flygtet væk (med en flaske vin eller to), men jeg valgte at kæmpe for mig selv, for mine børn, for mit liv. Jeg kommer aldrig til at flygte igen!”

Peter

“I sådanne situationer glemmer man nogle gange det vigtigste, og prøver at nå alt på samme tid.”

Peter (det er ikke det rigtige navn) skrev inden vi mødtes. Han skrev at alt var ikke godt, og at han lige manglede lidt overblik i hans liv lige pt.

Han kom ind og efter en indledende samtale dykkede vi ned i hvad det skulle handle om.

Der var kaos det må man sige.

Familien var kommet hjem fra udlandet for et lille års tid siden. Begge børn gik på international skole i Dk. Det ene barn var i mistrivsel og ville ikke sin far. Det andet barn strugglede lidt med at finde fodfæste og Peter lå i skilsmisse med en ikke samarbejdsvillig hustru.
Der var en reel mulighed for, at hans hustru ville tage børnene væk fra Danmark.
Der hvor de boede kunne de ikke blive boende da de boede til leje.
Oven i alt dette havde han også modtaget et attraktivt jobtilbud.
Han ville allerhelst flytte til en anden by, som han fandt mere attraktiv.

Jobbet fungerede og var støttende og kollegaerne her var et af få positive områder i Peters liv.

 Alt var et stort kaos.

 Så gik vi i gang. I første omgang skulle vi lige have et overblik. Så begyndte vi at dele tingene op i mindre områder. Sådan brække det ned – hvad er der, der skal arbejdes med og ikke mindst i den rigtige rækkefølge.

En ting ad gangen.

Da vi var på plads med dette tog vi fat i det vigtigste først.

I sådanne situationer glemmer man nogle gange det vigtigste, og prøver at nå alt på samme tid. Det kan man ofte ikke, og der er en reel mulighed for at man brænder sammen, taber overblikket og ”går ned.”

I sådanne situationer er det altid en god ide at søge hjælp og støtte.

Det vigtigste i en sådan situation, er man ofte blind for hvad er, og man kan ”i det godes navn,” prøve at løse alt på samme tid.

Man glemmer ganske enkelt sig selv.

Så da jeg spurgte Peter hvad der gav ham energi blev han lidt overrasket, da han troede det skulle handle om alt det andet.

Det er bare sådan, at når du skal igennem svære situationer i dit liv, glemmer du dig selv og så at sige glemmer at tanke op, er der stor risiko for at du brænder sammen.

Nogle mennesker tænker at det er egoistisk at tænke på sig selv i sådanne situationer, men det er det ikke.

For Peters vedkommende blev det meditation, fodbold med drengene og vinterbadning. Dette sat ind i en ramme som fungerede i hverdagen, samtidig med at vi fik styr på de andre ”småting.”

 Langsomt men sikkert faldt de forskellige ting på plads. Vi fik taget hånd om det vigtigste i den rigtige rækkefølge og det i sig selv gav Peter ekstra overskud i en meget svær hverdag.

De ”små” succeer blev platforme for sejr efter sejr. Jeg roste igen og igen Peter for at cope her i en vanvittig situation. Langsomt fik han selvtilliden tilbage og vi satte længere tid mellem vores sessioner.

Lige om lidt kommer han styrket ud af en vanvittig situation i hans liv. 

Som han selv sagde;
”Tidligere ville jeg være flygtet væk (med en flaske vin eller to), men jeg valgte at kæmpe for mig selv, for mine børn, for mit liv. Jeg kommer aldrig til at flygte igen!”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

#4
”Hvortil pigen svarede nej, for så ville de andre piger blive sure på hende…”

– lidt om det der mobning –

Gang i coaching-biksen her med mennesker i mange forskellige svære situationer. Modige mennesker der vælger, selv når det er værst, at række ud, at arbejde med sig selv og komme i mål med selv de hårdeste situationer.

Jeg er selvfølgelig glad for mit arbejde som coach, hvor jeg møder mennesker i disse svære situationer i deres liv. Jeg er så stolt af hver og en der vælger sig selv til, og vælger at ville sig selv. At kæmpe for sig selv. Og kommer i mål.

Det er vildt at se og følge, og jeg er ualmindelig ydmyg hver gang jeg får lov at støtte et menneske her.

Jeg arbejder som mange ved, også med mobning og trivsel. Både på skoler og på arbejdspladser.

Aktuelt har jeg desværre en række sager, hvor hvis man ikke vidste bedre, ikke ville tro at det eksisterede på det niveau det gør.

Hvad mennesker vælger at gøre ved hinanden på skoler og arbejdspladser er skørt. SKØRT!

Vi taler:

  • Isolering
  • Udstillelse på digitale platforme
  • Overfald
  • Ekskludering

Det er faktisk ret vildt!

Når så man retter henvendelse til voksen/leder er det ikke altid man bliver mødt…

Fra 2 helt aktuelle sager kan jeg nævne følgende udsagn fra en professionel voksen:

Dreng, 14 år, er blevet overfaldet, sparket i hovedet mm. af klassekammerat med hjernerystelse, sygdom, traumatisering, indlæggelse mm. til følge –

Pædagogisk leder siger:
”Så skal I bare lege lidt sammen i legegrupper så bliver alt godt igen….”

Pige på 16 ekskluderet, mobbet, isoleret, udstillet m billeder via SoMe, helt alene på hendes efterskole.

Pædagogisk kontaktperson siger:
Det går over – vi skal jo alle igennem nogle hårde perioder i vores liv punktum. Vi ses i næste uge.”

NEJ!!!!
Jeg bliver oprigtig vred! Får lyst til at sparke døre ind! Ryste nogle mennesker i deres skuldre.

For få forstår mobningens væsen og styrke, for få forstår hvad der sker med dem som det går ud over. Vi taler reelt liv og død og vi taleer skader for livet.

Der er selvfølgelig dem som der mobber, dem skal man arbejde rigtig meget med. Og så er der klassekulturen. Den skal man tage styring på og ikke lade elever styre her.

Og hvis du skulle være i tvivl om det nu også er sådan det er derude.

Sætningen som indlægget her starter med, er fra en mail en mor sendte til pigens lærer i 8.kl. En mor til et mobbeoffer, en pige, der sindssygt modigt har prøvet næsten alt for at få lov at komme tilbage til det sociale fællesskab i klassen. Men fællesskabet sagde nej.

Mail fra mor:
”……hun, min datter, spurgte den pige, hun tidligere var mest sammen med, om de ikke kunne se hinanden igen, hvortil pigen svarede nej……, for så ville de andre piger blive sure på hende…”

Gjorde læreren noget….. nej desværre.

Det her er ikke et ”pegen fingre ad” skriv. I sagens natur er der fantastiske klasser og lærere derude. Det ved jeg, jeg møder dem på ugentligt basis.

Det er blot et lille skriv om, at vi skal lytte og tage mennesker alvorligt, når de har brug for hjælp!

#rækud

 

#3
“Nøøj hvor jeg glæder mig til at komme tilbage”

Nogle gange virker coaching teknikker som om man tryller. Det gør man ikke, men som en god coach har du en redskabskasse der gør, at spørgsmål ikke er tilfældige, men nøje afstemte bevidste spørgsmål. (Det hedder også NAB spørgsmål)

Det rigtige spørgsmål skaber refleksion og åbner op for nye muligheder, hvis de vel og mærke er nøje afstemt.

En ung pige på 24 kom forbi. Hun havde fået et lille forløb stillet til rådighed af hendes virksomhed.

Briefen gik på at det var en meget ressourcefuld pige (og det var det), men at hun ikke helt vidste hvad hun ville med hendes liv.

 Hun kom ind, fik en kop kaffe og vi gik stille og roligt i gang. Deltagere på Bang Akademis coachuddannelser vil vide, at indledningen til en samtale på ingen måde er tilfældig. Grundlæggende arbejder en coach ikke med tilfældigheder – i min optik.

Efter at tillid og tryghed var blevet etableret, dykkede vi ned i hvad det skulle dreje som. I starten var der lidt modstand hos pigen, da det var indlysende hun dels selv havde stillet sig en række spørgsmål og ikke mindst  også andre.

Mine spørgsmål var bevidst mulighedssøgende og også kiggende nye veje.

Langsomt startede pigens øjne at lyse af glæde og hendes smil blev større og større.

Vi lavede ingen konklusioner eller beslutninger, da det var det første møde og ting skal lige afstemmes. Men vi satte gang i en række positive initiativer, der alle vil få indflydelse på den unge dames fremtid.

En fremtid der før vi mødtes syntes låst og ”kun” med en retning, var på en session blevet til en fremtid med mange muligheder. Og ikke mindst hendes drømmejob var blevet bevidstgjort og ”pludselig” blevet til et mål.

Der var mange døre der skulle åbnes, og for at åbne dem skulle vi lige finde nogle nøgler til dette.

Da hun gik fra kontoret var det med stor energi og glæde og hun sagde

”Nøøj hvor jeg glæder mig til at komme igen”

#Coachingrocks
#Coachingclassic

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forrige mandag var der en lille episode i myldretiden her ud for mit kontor, alt i mens jeg talte i telefon inde på kontoret.
En ung dame stoppede ligepludselig meget markant op på hendes cykel. Hun parkerede (kastede) denne og satte sig tydeligt forvirret ned på på numsen på fortorvet med benene bredt ud som et v og kiggede lige op i luften.
Det var meget tydeligt, at der var noget galt. Mit udgangspunkt var at der selvfølgelig var nogen der stoppede (myldretid i kbh=mange mange mennesker) op for at hjælpe, da det var tydeligt at der var noget galt.
Der var ingen der stoppede! Mange gik forbi.
Jeg stoppede da hurtigt telefonen i lommen, greb et stykke chokolade og en vand og løb over til hende.
Det var en pige i slut tyverne. Hun havde fået et akut angstanfald og var en lille smule svær lige at komme i kontakt med. Stille og roligt fik vi vejret gennem næsen og ned i maven… flere gange. Hun kom “tilbage” og jeg fik hende til at spise et stykke chokolade. Jeg spurgte om hun ville ind på mit kontor eller om jeg lige skulle følge hende hjem.
Hun ville gerne hjem.
Tilfældet ville at det var meget tæt på mit kontor. Jeg fik hende hjem i sikkerhed og sikrede mig, at hun ikke var alene. Sagde “husk nu at passe på dig selv” og gav hende et par øvelser til at cope med angsten og gik så tilbage til mit kontor og fortsatte dagens arbejde, og tænkte egentlig ikke mere over dette.
I mandags lå følgende søde besked og lille gave, se billedet, fra pigen i min postkasse og en lille gave.
Pointen i mit opslag er ikke, at jeg er en helt osv.. det har jeg på ingen måde behov for at få at vide eller andet, det ved dem der kender mig. Det er heller ikke et opslag på jagt efter likes…
Det er et OPSLAG der gerne vil prøve at sige, at vi skal hjælpe hinanden og huske at række ud når nogen så tydeligt har brug for hjælp.
Husk det!