Bloggen
Spørgsmål, ønsker om coaching, uddannelse eller andet, smid dem afsted i ovenstående formular og jeg skal være der.
Indlæggende er en anelse lange og de kommer ikke i traditionelle blogindlæg. Det betyder at hvis der er et emne du finder mere interessant end andet, er du nødt til at scrolle lidt ned.
Der er aktuelt følgende indlæg her:
#23 Nødudgang – “Han stod med køkkenkniven….”
#22 Jeg er ikke blevet til den jer er (lidt om identitet)
#21 Lidt om rigtige gangsta´s og rigtig kærlighed
#20 Break Through – Jeg giver aldrig op på mennesker
#19 Bliv i det svære (lidt om selvmordstanker)
#18 Er du der? (lidt om at blive opsagt)
#17 Husk at lytte
#16 Vi skal ikke hjem, vi skal videre…..
#15 Når de bløde værdier bliver de hårde værdier
#14 Uforløste følelser
#13 TABU – børnevold
#12 Selvværd
#11 Når man dedikerer sit liv
#10 Beslutningsparalysen – lidt om beslutninger
#9 Lidt om stress
#8 Begrænsende overbevisninger
#7 Skal jeg blive eller gå
#6 Om mobning
#5 Om skilsmisse og komme ind i kampen
#4 Om mistrivsel
#3 Om at blive mødt der hvor man er
#2 Ræk ud – en hverdagsfortælling
#1 Om at arbejde som coach
#0 Ikke undervisningsparat
#1
Om at arbejde som coach
“Hvad er det egentlig du laver John-Erik?
Jeg får ofte spørgsmål om hvad det nu er det der coaching og hvordan man arbejder.
Her på bloggen kommer der større og mindre indlæg om hvad der rør sig og hvad jeg oplever i forhold til 1:1 samtaler, workshops og processer.
Jeg har været i gang i mange år nu og derfor er specialerne blevet mange og mine gæster spreder sig over en “bred kam.”
En typisk dag på mit kontor i indre københavn, kunne snildt starte med et ungt menneske i 12-13 års alderen og rundes af med et besøg af en leder eller en forsker. Og så alt der i mellem.
Kønsfordelingen er mere eller mindre 50/50.
Det foregår “on ground” down town Kbh og ofte også via zoom mm. rundt verden. Aktuelt Hawaii, London, Luxemburg, Frankrig, Østrig, Norge, Schweiz, Mexico mm.
Alle navne er ændret med mindre andet er skrevet. Enkelte steder er også enkelte fysiske steder ændret.
Diversiteten iblandt de mennesker jeg får lov at møde, er en evig inspirationskilde for mig.
Jeg er max ydmyg over at få lov at møde hvert eneste menneske der vælger, at vælge sig selv til, vælger at række ud for at komme i mål med det der synes svært.
Ydmyg over at få lov til, forsigtigt at give den rette støtte.
Der kommer her indlæg om de redskaber jeg bruger og hvorfor de virker og fra tid til anden kommer der indlæg i forhold til de forskellige spørgsmål jeg får.
En ting der er 100% sikkert er, at jeg er der for dem der kommer hos mig!
Se mere her om mine tanker om det at arbejde som coach.
We mere om mine aktiviteter her:
www.bang-coaching.dk
www.trivsel.nu
www.mobbehaandbogen.dk
#23
”Han stod med køkkenkniven i hånden og viftede med den….”
”Det gik helt galt i går. Min mand – han tabte den helt…. Han råbte virkelig højt da han skældte ud. Han blev så rasende, at han måtte gå ud på hans værksted i garagen. Det værste var, at han stod med køkkenkniven i hånden og viftede med den… og selvfølgelig er han ikke truende, men hele situationen blev skør og det virkede lige pludselig som om han ville noget andet med den skide kniv… Han var jo bare i gang med at skære.
Min halvvoksne søn stod og græd og vores datter sad bare og kiggede ned i bordet der i køkkenet. Jeg kan ikke klare det mere…. Kan du hjælpe mig, kan du hjælpe os?”
Svaret er jo indlysende, det er jo det som jeg laver. ”Ja” sagde jeg til moren i telefonen. Det var tidligt torsdag morgen hun havde ringet.
Hun skulle egentlig have været på arbejde, men hun valgte at aflyse hendes møder denne formiddag og så stod hun der på kontoret en lille times tid efter. (Historien er gengivet med begge forældres tilladelse. Peter mener ikke han talte til mig som beskrevet)
”Jeg kan ikke mere” sagde hun… ”Det er mindst 3-4 gange om ugen nu. Han kan slet ikke styre hans temperament og vi er alle pressede derhjemme. Min søn nærmest nægter, sådan tør ikke, at spise sammen med os og spiser på hans værelse…..Hvis han overhovedet er hjemme når vi skal spise.”
”Det hele er ved at gå lidt i opløsning, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre…. Vi skændes hele tiden” Hun talte sig selv lidt op og stemmen blev en anelse skinger.
”Mette…” sagde jeg forsigtigt. ”Mette – træk lige vejret ned i maven.” Hun stoppede op og prøvede at trække vejret. Det ville ikke helt lykkes. ”Helt ned i maven…” sagde jeg forsigtigt.
Stille og roligt lykkedes det hende at få styr på vejrtrækningen, og vi kom lidt i kontrol med ja lidt det hele.
Hun fortalte om et familieliv, hvor det gradvist var blevet værre med hendes mands temperament, som børnene var blevet ældre. Det havde altid været der, temperamentet, men over de sidste par år var det blevet værre og værre. Sådan eskaleret.
Hun fortalte om situationer som var skørt skøre, om aftner og dage hvor hun ikke troede de ville komme tilbage til det ”normale.” Om et liv i huset i Nordsjælland hvor alle troede de var én lykkelig familie. En familie andre så op til. Hun fortalte om, at føle sig som en løgner over for hele verden… I sær når hun eller hendes mand smilede til naboerne om morgenen, eller når de kom hjem fra arbejde.
”Jeg lyver jo…” sagde hun til sig selv.
Værst var det ved spisesituationer om aftenen. Mette så at sige nærmest frygtede hver aften de skulle spise sammen. Altså næsten hver dag. Hun havde prøvet at tale med hendes mand om det, men kunne ikke finde vejen ind til ham, om dette så svære.
Han ville ikke tale om det, og blev blot endnu mere hidsig og indelukket, hvis hun prøvede at åbne for det.
”Hvad har du brug for?” spurgte jeg, da hun var ved at være tømt for ord.
”At det går væk… at det bliver lige som det var i gamle dage. At jeg kan slappe af og at vi kan spise sammen som en familie igen… At jeg ikke skal være på vagt hele tiden. At mine børn ikke behøver at være bange for deres far, eller for situationen”
”Hvad skal vi gøre..?” spurgte jeg. Det er jo selvfølgelig et lidt tarveligt spørgsmål, men jeg bruger det sådan lidt for at tale ind i det svære….
”Jeg ved det virkelig ikke” sagde Mette og kiggede tomt lidt opgivende ud i lokalet.
”Må jeg sige hvad jeg tænker… ?” spurgte jeg forsigtigt.
”Endelig endelig” sagde Mette. ”Kom med det….” sagde hun.
”Hvad nu hvis vi inviterede Peter herind?” Spørgsmålet hang lidt i luften og hun kiggede først sådan lidt vantro på mig. Hun sagde ikke noget, bare kiggede mig lige i øjnene. Teknisk tror jeg faktisk ikke hun kiggede på mig….. hun mere sådan måske stirrede ud i luften.
”Dig, ham og mig….” sagde jeg forsigtigt efter et lille stykke tid.
”Det ved jeg simpelthen ikke om jeg tør….” sagde hun stille.
Lige da hun havde sagt ordene, ramte betydningen af dem hende. Hun sukkede og begyndte at græde lidt.
”Nej” sagde hun. ”NEJ!!!”
”Det kan simpelthen ikke være rigtigt, jeg skal være bange for ham. Jeg elsker ham jo… ”
Hun kiggede på mig og spurgte så; ”Hvad mener du med at vi skal mødes?”
”Jamen jeg tænker vi er nødt til i fællesskab, at tale om det her”
I min verden var det hele blevet ekstremt, og familien havde fået etableret en virkelighed som var i ingens interesse – og well i yderste konsekvens måske endda farlig for familien.
”Men hvordan gør vi det?” spurgte hun.
”Altså jeg tænker vi er ærlige over for Peter, og siger at du har rakt ud til mig, fordi du er nervøs. Og at jeg har foreslået at vi skal mødes…” Ikke så meget andet tænker jeg.
”Men tror du han vil gå med til det”
”Altså jeg er ret sikker på, at Peter ikke synes det er fedt derhjemme…. og jeg er ret sikker på, at han også gerne vil undgå de her situationer…. Men han har måske ikke redskaberne til at sige det”
”Måske har du ret” sagde Mette. ”Men hvordan får vi ham herind? Han er jo både stædig og har svært ved at lytte.”
Nogle gange kan de simpleste ting virke uoverskuelige, og vi talte en del rundt om dette. At invitere Peter ind til en samtale. Vi gik med ærligheden.
Aftalen blev, at Mette skulle fortælle Peter, at hun havde rakt ud til mig og hun havde fået lektier for. Lektierne var .. ja…..
De kom ind ugen efter. En onsdag aften. Jeg arbejder sent mandag og onsdag. Jeg havde sat to timer af til mødet. Det var det sidste møde den dag, så der var også ”plads” hvis vi gik over tid.
De kom fra hver deres job og i hver deres bil. Peter kom først. Mette 5 min. senere pga. udfordringer med parkering. Så Peter og jeg talte lidt small talk i gode 5 minutter.
Det kunne have været blevet akavet, men det gik endda. God fyr ham Peter. Han blev oprigtig interesseret da jeg sagde at bygningen var fra 1742 – en sjælden ting i indre by Kbh.
Som bygningsingeniør havde han en faglig interesse for ældre bygninger, og vi talte lidt om, hvis vægge kunne tale….
Så kom Mette og de fik hver en af de store stole. De fik og drak kaffe begge to. Jeg sad over for dem. Jeg drak the – lidt for sent på dagen for kaffe for mig.
Det hele kan lyde lidt simpelt, sådan bare at sidde og skulle løse en meget svær situation. Tro mig… det er det ikke! Du skal møde to mennesker i en låst situation. For dem begge.
Vi talte rundt, op og ned, frem og tilbage og vi var så dygtige, at selvom det var dødsens alvorligt, blev det også lidt en hyggelig samtale.
Peter er ingeniør og projektleder. Mette er HR chef. For nogle kan det lyde som om det er det samme – og well, det kan jeg forsikre om, at det er det ikke.
”Jeg er jo ikke så god til at tale om personlige ting…” Sagde Peter. Men han gik i gang med at tale.
Peter medgik at han havde udfordringer med temperamentet. Men han sagde også, at han gik ud i garagen fordi han elskede hans familie, fordi han ikke vidste hvad han skulle gøre af ham selv i de situationer der kontinuerligt opstod.
Hans lidt store briller duggede og han blev lidt rød i hovedet.
”Jeg er ked af det…. Jeg er ked af det Mette. At jeg bliver så hidsig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre…”
Vi kunne reelt ikke se hans øjne pga. dug i brillen, og i en hvilken som helst anden situation, ville det måske have været en anelse komisk.
Faktisk var han dybt ulykkelig over hans reaktioner, og ikke mindst det han tilbød hans hustru og børn. Men han vidste ikke hvad han skulle gøre.
”Jeg elsker dig.. ” sagde han svagt. ”Og børnene….”
Der kan godt blive varmt på kontoret i sådanne situationer.
Her sad vi. To mennesker der elsker hinanden, men ikke kunne nå hinanden.. og ikke mindst ikke vidste hvad de skulle gøre.
”I det forrige årtusind (det er faktisk vildt nok at kunne skrive dette) var jeg idrætslærer” sagde jeg.
Der blev virkelig. virkelig stille i lokalet. Jeg tror de begge tænkte wtf har han gang i nu. Jeg havde deres 100% opmærksomhed – og en anelse mistroiskhed tror jeg.
”Når vi i mine idrætstimer skulle træne Salto Mortaler (det må man ikke i dagens idrætsundervisning, da det er reelt farligt. Salto betyder ”hop” og mortale betyder ”dødeligt”) brugte vi en del tid på at træne en ”nødudgang.”
De lyttede begge en anelse mere interesseret da jeg sagde nødudgang.
”Fordi det er farligt at lave en salto mortale, er det også vigtigt at udøveren, i særdeleshed begynderen, har en mulighed for at gøre noget andet, hvis springet i sig selv skulle gå galt.”
Gal de kiggede på mig…
Det var tydeligt at de tænkte ”hvor vil han hen med det her….?”
”I mine timer, inden vi faktisk gik i gang med at træne salto mortaler, øvede og øvede og øvede vi det der hedder et rullefald. En springmetodik hvor man så at sige slår armen om sig selv, samtidig med man drejer hovedet nedad og så falder og ruller omkring egen akse ned på skulderen og hen over en måtte…. Det giver mulighed for, hvis man kommer forkert ind i det farlige spring, at komme sikkert ud af det igen.”
”Øj vi øvede det mange gange på de der store grønne madrasser…..”
”Så kunne mine elever altid komme ud af en farlig situation hvis den opstod….i virkeligheden inden den opstod. Sådan via denne nødudgang”
Metaforer er en sjov ting. Du kan jo ikke diskuterer en metafor om den er rigtig eller forkert – du er nødt til at forstå den ud fra din egen præmis.
Peter var på. Han forstod metaforen…. han satte sig frem i stolen, og sagde så… ”Det der… Det der, det er jo i virkeligheden ikke en særligt god metafor……”
Duggen forsvandt fra hans briller, sådan stille og roligt.
Jeg smilede lidt inden i mig selv….
”Måske kunne man finde et andet billede på det… ” sagde han og kiggede på Mette… ”Tror du ikke?”
”Hvad mener du Peter?” spurgte jeg forsigtigt.
”Jo altså… jeg tror godt jeg forstår pointen i det du siger.. jeg synes bare det er et dårligt billede….Nødudgang…” sagde han en anelse sådan ”ikke pænt” til mig.
Jeg smilede lidt mere inden i mig selv, men jeg sagde ikke noget…… Vi kiggede lidt på hinanden.
”Ok så.. hvis det ikke skal være en nødudgang, hvad kunne det så være?” spurgte jeg.
Øj han tænkte. Og tænkte. Sådan lidt karikeret tog han sig til hagen med tommel og pegefinger og kørte fingrene lidt rundt. Øj han tænkte.
”Mette…… Mette kan du huske når vi kører i bjergene i Østrig og Italien osv. Kan du huske når, når det virkelig stejlt med de der vilde hårnålesving?”
Mette kiggede op på ham. ”Ja?” sagde hun spørgende.
”Mette….. kan du ikke huske det? Så har de sådan nogle nødramper til lastbiler, så i stedet for at dreje i et hårnålesving, hvis det går for hurtigt, så kan man køre ligeud og så opad… sådan hvis bremsen går i stykker… Så er det stigningen i sig selv der stopper lastvognen.”
Peter er ingeniør!
”Det virkelig smart!”
Peter fortsatte, ”Måske vi kan bruge det som et billede på, at jeg skal gøre noget andet når jeg bliver sur…….Eller ja inden jeg bliver sur”
”En nødrampe” sagde han. ”På engelsk tror jeg nok det hedder en run away ramp, men jeg er ikke sikker.”
”Peter?” spurgte jeg. ”Hvad mener du sådan helt præcist? Jeg har lidt tabt den her…” sagde jeg.
”Jamen det er jo helt indlysende” sagde han. ”Hvis det går for hurtigt ned af, ned mod det farlige sving for mig…. ” sagde han. ”Hvis jeg ikke kan styre det… så er det jo det jeg har brug for. En run away ramp…” Sagde Peter med en vis tilfredshed i stemmen.
”Hvordan så Peter?” spurgte jeg… ”Hvordan kan vi bruge dette billede i fællesskab?” Han var på en eller anden måde sådan all in.
”Jamen det jo logisk” sagde han. ”I stedet for jeg skal blive så forbandet sur… altså rundt i svinget.. Så skal jeg jo op ad rampen der… ” sagde han.
”Altså hvordan?” spurgte jeg.
”Altså forstår du det ikke John-Erik?” spurgte han lidt offensivt. ”I stedet for jeg bliver så sur, så skal jeg jo gøre noget andet. Forstår du det ikke?”
Jeg smilede… men kun inden i.
”Jeg er ikke helt sikker Peter…Kan du ikke forklare det?”
Peter blev lidt irriteret på mig, og så begyndte han at tale og forklare. Øj han talte. Han havde opdaget et værktøj der gav mening for ham. Mening og mulighed for ham. Mulighed for at gøre noget andet, inden han blev hidsig.
”Jeg elsker dig jo Mette…” sagde han. ”Jeg elsker dig og vores børn. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan li jer… jeg har bare ikke vidst hvad jeg skulle gøre. Det ved jeg nu” Peters ingeniørbriller duggede lidt igen.
Vi kunne faktisk ikke se hans øjne. Igen. Det var ikke så vigtigt.
”Så hvad skal du gøre Peter?” spurgte jeg.
”Det er jo indlysende… jeg skal bare gå væk. Gå væk inden jeg kommer ind i et af de der skarpe sving… Jeg skal jo bare op af den rampe der.”
”Så hvordan?” spurgte jeg… Jeg kunne mærke at min ”kredit” hos Peter var lige ved at udløbe, men omvendt ville jeg gerne tage den helt i mål.
Han blev irriteret på mig. Fint nok.
”Hvad er det du ikke forstår John-Erik? Jeg skal selvfølgelig bare gå væk, når jeg begynder at mærke vreden.” Vi kunne mærke hans temperament ulme lidt….
”Lige nu tror jeg, at jeg bare skal gå ud i garagen… den skal være min rampe.. men det skal være inden jeg bliver sur.”
”Så hvis jeg mærker, at jeg er ved at blive sur…så går jeg… Så kører jeg op ad rampen.. altså ud i mit værkssted. Er det svært at forstå? John-Erik?”
De to timer var ved at være til ende. For nu var vi lidt i mål tænkte jeg. Så jeg begyndte at runde af, summere op og sætte muligheder for handling med det nye redskab. Timingen var god, de var også klar til at gå. De gjorde sig klar og vi sagde god aften og på gensyn.
Lige da de var ved at gå helt ud ad døren, vendte Peter sig og sagde forsigtigt til mig: ”Det der billede med madrassen og nødudgang…. John-Erik.. jeg kender dig ikke, men jeg er sikker på, at det ikke var et højdepunkt i din coachingkarriere.”
Så gav han hånd og vi sagde på god aften.
Dagen efter fik jeg en mail fra Mette.
Der stod: ”Tak, bare tak!”
Peter vendte tilbage et par dage efter og bestilte et lille forløb for ham. Sessionerne med Peter var alle kortere end en normal standard session. Han blev lidt irriteret på mig en gang i mellem. Men han rykkede sig gjorde han.
Vi havde os alle tre et par møder mere, hvor vi samlede op og lagde på.
Mette skriver fra tid til anden en lille up date.
I sidste besked stod der: ”Hej John-Erik, jeg er glad, jeg føler ikke jeg lyver for verden mere.”
#nødudgang
22
”Jeg er ikke blevet til den jeg er……!”
(læs det lige igen.. og så en gang til. Det er en vild sætning)
”Øhh hvad?” sagde jeg. Det gav mening for mig, måden hvorpå ordene kom ud. Jeg har hørt det en del gange. Men jeg lod som om jeg ikke helt forstod det.
En af de vigtigste enkeltstående dele i coaching er, ”bare” at lytte og ikke indikere, at ”det” ved man alt om.At lade gæsten selv tale om og ind i udfordringen om man vil. Og så komme helt i mål selv. Med lidt coacherstøtte…. om man vil.
Processen i dette er unikt og helt fantastisk når det sker. Og ikke mindst sådan nærmest livsgivende.
”Sig det lige igen…” sagde jeg.
”Jamen…” sagde Tilde. ”Jamen det er simpelt nok.. Jeg er ikke blevet til mig selv (!)”
Historien her er gengivet med Tildes tilladelse (navn ændret) Tilde er i skrivende stund 27 år. Da vi mødtes første gang var hun noget yngre. Hende rejse som vi her beskriver, løb over nogle år. Jeg spurgte hende, om jeg måtte skrive hendes historie, for at give det videre. Fortælle til andre, så de ved, at de ikke står alene med denne problemstilling.
Det var hun med på. Hun mente dog ikke, jeg kunne huske alt det vi havde talt om, men at det var ok.
Da hun læste historien, jeg havde printet den ud og hun sad med papirerne i hånden, inde på mit kontor, løb tårerne ned ad kinderne på en god måde. Mens hun læste smilede hun.
Hendes første kommentar var; ”Hvordan fåk kan du huske alt det?”
Så spurgte hun mig forsigtigt, om hun måtte vise den til hendes mor (og far) inden jeg offentliggjorde den. Det måtte hun naturligvis – det jo hendes historie.
”Ok Tilde.. Sig lidt mere om det” Sagde jeg.
Tilde fortalte: ”Jamen jeg er hele livet blevet fortalt, at jeg jo var hende den kloge, hende den maskuline, hende der ikke ville grine… Det er på en eller anden måde ligesom blevet min identitet, det mine forældre har fortalt mig. Det mine lærere har sagt, det mine venner også sagde.
Men det er ikke rigtigt, for det er ikke sådan jeg er.”
Der siddende overfor mig, sad en ung dame på 23 år. Jeg tror hun er 170 cm høj. Håret altid stramt sat op i en hestehale, mimikken oftest ikke smilende, ja (udover at være utrolig smuk, men det vidste hun ikke på det her tidspunkt) faktisk så hun sådan grundvred ud. Et par rynker i panden var med til at understrege dette.
Først relativt langt inde i vores forløb fik jeg et smil. Det ændrede sig heldigvis.
”Lige siden 7.klasse har jeg klædt mig på en måde, som ikke er mig. For store trøjer og lidt for baggy jeans… Det blev lige som stilen, men det er ikke min stil. Det er jo sådan nærmest ikke en stil..”
”Jeg tror jeg har glemt hvordan man smiler…”
”Hvad mere er du blevet fortalt….?” spurgte jeg.
”Min familie har faktisk flere gange sagt, at det er ok at være homoseksuel… og at det var helt ok, hvis jeg en dag kom hjem med en pigekæreste….. Altså det er jo fint nok at være homoseksuel… men det er jeg altså ikke. Men det er ligesom det, som det er blevet til hos dem…. ”
”Hvor lang tid har du vidst det? Altså du ikke er blevet til den du er?”
”Jamen sådan lidt altid…. Nå jeg så har prøvet at sige til (mest) min mor, at jeg jo ikke er sådan, så sagde hun bare tilbage sådan lidt overbærende…. Jamen det er helt ok skat, det skal nok gå alt sammen.”
”Så blev jeg sur, men hun forstod det ikke og troede bare at hun var sød i mod mig.”
”Så jeg har faktisk aldrig fået lov til at være mig selv….. har altid været en anden”
Tilde fik det lidt varmt mens hun sad der over for mig.
”Øv… jeg bliver faktisk ked af det nu” sagde hun sådan lidt til sig selv og lidt til mig.. og måske også lidt til verden.
”Øv hvor bliver jeg ked af det” sagde hun igen… Lidt højere. ”ØV”
Hun boksede lidt med at tage hendes trøje af. Den der måde hvor man tager armene op under trøjen, for så at løfte den hen over hovedet.
”Er det ok hvis jeg græder…?” Spurgte hun sådan nærmest vredt mens hun skubbede trøjen hen over hovedet.
”Tilde det her rum er dit rum. Du må gøre lige hvad du vil her, alt er ok….”
”Ok så.. ” Sagde hun.
Det var som om hun prøvede at græde, men det ville ikke rigtig starte.
”Nå.. nu kan jeg ikke en gang græde, fuck hvor nedern, men jeg er virkelig ked af det. Nu bliver jeg også ked af det over at jeg ikke kan græde…”
”Det fint Tilde” sagde jeg. ”Selv om der ikke er tårer, kan man jo godt være ked af det.”
”Det er jeg”
”Vi tager det bare stille og roligt” sagde jeg. Så sad vi der og ventede lidt på hun skulle blive klar.
Hun begyndte at tale. Stille og roligt. Hun kiggede ned i gulvet. Som hun talte til mig, til hende selv og måske hele verden. Hendes arme lå på hvert af de store armlæn på den store læderstol. Hun var ligesom sunket ind i stolen, benene kastet ud på gulvet, hovedet kiggede nedad, hagen liggende ind på brystkassen, stirrende sådan på ingenting.
Hun talte lavt, men højt nok til både hun og jeg kunne høre det. Stemmen var lys, sådan monotont fortællende.
Hun fortalte om et liv, hvor hun aldrig havde følt sig forstået. Om et liv hvor familien, far og mor, søs og bror på en eller anden måde, havde set Tilde med en anden identitet end den der var hendes.
En identitet hun ikke kunne kende sig selv i, men det var på den måde alle så hende.
- Hende den kloge
- Hende der burde læse til ingeniør
- Hende drengepigen – forstået på den måde de andre syntes hun lignede en dreng
- Hende der klatrede i træer
- Hende den vrede
- Hende der ikke kunne smile
- mm
Til dans – Tilde har været i en af de bedste her – havde danselæreren konstant sagt (faktisk råbt) ”COME ON TILDE BE A WOMAN” (sætningen havde brændt sig ind i hendes hjerne) men at hip hop nok alligevel var bedst for hende.
Jeg ved intet om dans. Min hjerne og min krop arbejder ikke sammen når det kommer til denne sport, så jeg spurgte hende om hvad der lå i det.
Tilde svarede:
”Hip hop er en relativ maskulin aggressiv dansestil… jeg har aldrig kunne li den, alligevel var det det som jeg skulle danse hele tiden.
I hende ”Blå bog” står der, at hun nok bliver formand for LGBTQ+ – noget Tilde kæmpede for, ikke skulle stå der, og noget hende klassekammerater lovede ikke kom til at stå der.
Hun fortalte om ikke at kunne få venner, fordi hun var usikker på sig selv og ikke vidste hvordan hun skulle være som Tilde og hvordan man ”gør.” Tilde ville gerne have venner, men var meget usikker på sig selv i forhold til dette, hvilket gjorde at hun faktisk kun havde en veninde.
Hendes tro på at nogen kunne li hende var der ikke, hvilket gjorde at hun bare trak sig ind i sig selv, når hun var ude i verden.
Om ikke at kunne få en kæreste, for hvem ville date en som hende.
Hvad hun ikke lagde mærke til her var, at mens hun talte løb tårerne. Bare sådan løb.
Det vildt nok. Mange år levet og været en anden end den man er.
Som coach skal man være yderst varsom her. Passe på og drage omsorg for mennesket man har med at gøre (i alle fald i min verden)
Da Tilde var færdig med hendes fortælling, var det ligesom hun var tømt. Det var ligesom ude. På en god måde.
Hun kiggede på mig og sendte et underfundigt ansigtsudtryk. Smil? Lettelse? Det var virkelig svært sådan at tolke.
Hun sad i samme position som da hun startede hendes fortælling. På en eller anden måde, en meget åben, nøgen(?), sådan ingen parader og sårbar position.
”Så hvad John E… ? Hvad tænker du?” spurgte hun.
”At du er fuckin sej er du! At du tør være ærlig og åbne for dette. At du er modig og et ganske forrygende menneske – Dét tænker jeg! Lige præcis kun dét!”
Jeg fik et meget lille ”på trods” smil.
”Sig noget” sagde hun og kiggede mig lige i øjnene.
”Må jeg sige hvad jeg tænker?” Spurgte jeg.
”Meget gerne” svarede hun tilbage, mens hun kiggede mig i øjnene.
”Tilde…… Tilde, hvad ville der ske hvis du slap dig selv fri? Hvem er du, hvis du slipper dig selv fri?”
Spørgsmålet gjorde et eller andet vildt. Hun slap øjenkontakten. Efter et lille stykke tid rettede hun sig op i stolen. Kiggede ned i gulvet. Lænede sig forover og satte begge albuer på hendes knæ og lagde hendes hage i den støtte hænderne lavede. Gal hun tænkte.
”Det..” sagde hun, ”Det er et rigtigt godt spørgsmål…… John E”
”Tak” sagde jeg tilbage.
Spørgsmålet gjorde et eller andet magisk. Om man tryller, er heldig eller bare dygtig er ikke så vigtigt, magi er magi er magi. Og magi er vildt når det folder sig ud.
Tilde sagde ikke noget men kiggede ud i rummet. Ikke fraværende men intenst. Hun smilede lige pludselig. Mega flotte tænder siger jeg bare.
”Wow” sagde hun. ”Bare wow…” Hun rejste sig… ”Øj jeg kan ikke helt være i mig selv lige nu… ” Hun smilede og tårerne løb. ”Wow” sagde hun mens hun gik lidt rundt og svingede med armene. Hun kiggede ud ad vinduet og ned på gaden. ”Pheeew” sagde hun. (mærkelig lyd, men det lød sådan)
”John E… du for vild…. ” sagde hun.
Teknisk sad jeg bare i min stol og kiggede på hende mens hun gik lidt rundt i lokalet.
Her startede en spændende rejse, som jeg ydmygt fik lov til at komme med på. Over et godt stykke tid (år om man vil) var vi igennem mange vilde ting. Forandringer om man vil.
Vi talte ind i hvad det vil sige at være feminin, være sexet, klæde sig feminint, klæde sig i tæt siddende tøj (Tilde hjemmetrænede/hjemmetræner hver dag. Hun har en krop mange vil misunde hende, i hendes egent optik har hun for store arme og for meget fedt på maven. Intet af dette er på nogen måde rigtigt)
Det blev en lang rejse. Når vi taler om det i dag, kan vi godt nogle gange glemme de bump vi ramte, de tårer der kom ud, frustrationen over ikke at kende til det som syntes indlysende for alle andre unge damer. Men vi glemmer ikke de mange sejrer og ikke mindst at vi kom i mål.
Her kommer lidt, og ikke i prioriteret rækkefølge, om nogle af de mange ting vi var igennem. Det kan virke simpelt lidt det hele, og simpelt beskrevet, men tro mig, intet af understående var nemt eller simpelt for Tilde. Intet.
Det var en lang (og modig kamp – om ubetinget at ville sig selv) kamp. Og for nu at være helt ærligt, var jeg en del gange på ”udebane” i de emner vi talte om, men sammen klarede vi os igennem.
- Smile generelt
- Jeg spurgte hende om hvorfor hun ikke smilede noget mere. ”Det gør jeg da også” sagde hun. Da vi talte ind i dette, blev hun først ked af det, for hun syntes hun smilede, hvilket hun ikke gjorde. Tilde havde altid en lille stram mund. Da jeg udfordrede hende på at smile til mennesker, også mennesker hun ikke kendte, og ikke mindst ligge mærke til deres modreaktion var det lidt vildt når hun kom og fortalte om dette. ”De smiler jo tilbage John E, de smiler tilbage…”
En dag sagde hun også: ”John E… jeg er øm i mine kinder fordi jeg er begyndt at smile…. Det faktisk din skyld…!” sagde hun og smilede og kørte henholdsvis pege- og tommelfinger op på hver side af kindbenene.
- Jeg spurgte hende om hvorfor hun ikke smilede noget mere. ”Det gør jeg da også” sagde hun. Da vi talte ind i dette, blev hun først ked af det, for hun syntes hun smilede, hvilket hun ikke gjorde. Tilde havde altid en lille stram mund. Da jeg udfordrede hende på at smile til mennesker, også mennesker hun ikke kendte, og ikke mindst ligge mærke til deres modreaktion var det lidt vildt når hun kom og fortalte om dette. ”De smiler jo tilbage John E, de smiler tilbage…”
- Sexet/feminin
- Jeg tror sjældent jeg har talt så meget med et andet menneske om disse to begreber, som jeg har med Tilde. Vi fandt ud af, at det måske faktisk er to forskellige ting. Da vi fik defineret feminin for os, Tilde mest, blev det lidt en rejse dels klæde sig feminint og dels finde en feminin stil hun kunne være i. Bruge make up uden at det var for meget og ikke mindst for lidt og ja en stor del mere.
- Venner
- Vi udfordrede hende på, at hun skulle både prøve at smile til hendes studiekammerater, men også forsigtigt prøve at komme med i nogle studiegrupper. Og på sigt selv inviterer andre ind og ikke mindst også hjem til hende selv. Succeserne i denne udfordring gav selvtillid i mange mange af de andre udfordringer vi arbejdede med.
- Crop top – vise mave
- På en eller anden måde var det at vise mave feminint for Tilde, og blev derfor også en ting vi udfordrede. Hun syntes selv hun havde for meget fedt på maven, hvilket hun på ingen måde havde… Hun kom over et par gange på mit kontor, med nogle toppe som jeg skulle være med til at ”godkende.” Lidt om farver og hvordan de sad og om skuldrene og barmen så ok ud… Den måtte ikke være nedringet og vi havde reelt en dialog om brysterne måtte vises (altså under toppen) uden at være spændt op i en stram sports-bh, eller om det gik med en lille bh.
Og ikke mindst det der med, at andre kunne se maven. En dag fandt vi den rigtige top og hun insisterede på, at tage den på da hun skulle hjem. Hos mig kunne vi se lidt af maven.
Da hun kom gangen efter grinede hun lidt og sagde: ”Lige så snart jeg kom ud på vejen, brugte jeg min ene hånd til hele tiden at trække toppen ned til buksekanten… hele vejen hjem” Hun øvede og øvede i at vise mave og til sidst kunne hun gå rundt ”med maven bar.” So to speak.
- På en eller anden måde var det at vise mave feminint for Tilde, og blev derfor også en ting vi udfordrede. Hun syntes selv hun havde for meget fedt på maven, hvilket hun på ingen måde havde… Hun kom over et par gange på mit kontor, med nogle toppe som jeg skulle være med til at ”godkende.” Lidt om farver og hvordan de sad og om skuldrene og barmen så ok ud… Den måtte ikke være nedringet og vi havde reelt en dialog om brysterne måtte vises (altså under toppen) uden at være spændt op i en stram sports-bh, eller om det gik med en lille bh.
- Håret ud
- Jeg troede reelt Tilde havde lyst hår. Det så lyst ud og var, den gang, altid sat meget stramt op i en hestehale. (hvis nogen kan huske Rit Bjerregård)
Vi havde fundet frem til, at det kunne være meget feminint at svinge med håret, og sådan sætte ”det op” forskelligt. Trække det hen over hovedet på den ene og den anden måde.
Jeg sagde en dag: ”Tilde du har jo så fint lyst hår….”
”VENT” sagde hun. Det er ikke lyst – jeg er ginger.
”Øhh men det ser jo lyst ud” sagde jeg. ”Jeg har farvet det, for jeg har ønsket at ændre det til den jeg ikke var…”
”Jeg tror aldrig jeg farver mit hår mere…. Nu vil jeg bare være mig selv.”
Tilde har det vildeste ginger garn – hun har i dag farvet håret tilbage, så hun kan være sig selv. Det ligner reelt et (hår) garn fra en shampoo reklame.. de der hvor de svinger med håret. Vanvittig flot mørkt ræverødt.
- Jeg troede reelt Tilde havde lyst hår. Det så lyst ud og var, den gang, altid sat meget stramt op i en hestehale. (hvis nogen kan huske Rit Bjerregård)
- Smile til det modsatte køn
- Denne her var svær… Selvtillid mm. var i bund og i starten turde hun ikke gøre det. Første skridt var, i situationen…. bare at tænke på at gøre det. Næste skridt var at gøre det. Næste skridt var at blive i det. Osv. Det er stadig ikke helt nemt, men nu kan hun smile til ”det andet” køn, uden at det bliver akavet.
Det kræver dog en stor bevidsthed omkring det. At smile til drenge.
- Denne her var svær… Selvtillid mm. var i bund og i starten turde hun ikke gøre det. Første skridt var, i situationen…. bare at tænke på at gøre det. Næste skridt var at gøre det. Næste skridt var at blive i det. Osv. Det er stadig ikke helt nemt, men nu kan hun smile til ”det andet” køn, uden at det bliver akavet.
- Forelskelse
- ”Jeg tror jeg er syg…” sagde Tilde en dag. ”Hvad sker der?” spurgte jeg. ”Jeg fik øjenkontakt med ham underviseren (på lægestudiet underviser ældre studerende de yngre) og jeg fastholdte blikket som vi har aftalt…. Så snurrede det vildt i maven og jeg kunne næsten ikke være i mig selv. Jeg har haft det sådan lige siden… virkelig mærkelig fornemmelse…” Sagde hun og kiggede forvirret ned i gulvet.
”Hvorfor smiler du..?” sagde hun. ”Det sgu da ikke sjovt at være syg… Gider du ikke holde op…”
”Undskyld” sagde jeg. ”Må jeg sige hvad jeg tænker?”
Tilde oplevede hendes første forelskelse i en alder af 25 år. Jeg er kæmpe ydmyg over at få lov til, at komme med på sådanne rejser. Det er vildt, smukt og megasødt.
Hun ville først ikke tro på det var forelskelse, for det ville aldrig ske for hende. Hun indrømmede dog, at hun tænkte en del på ham underviseren, men hun var sikker på, at det ikke hang sammen.
”Jeg gider OVERHOVEDET ikke være forelsket mere…” sagde hun en dag hun kom ind. ”Det er noget crap, jeg kan ikke koncentrere mig, mit hjerte banker og jeg kan næsten ikke sove. Hvordan stopper man det?”
”Hold med at smile af mig…” sagde hun.
- ”Jeg tror jeg er syg…” sagde Tilde en dag. ”Hvad sker der?” spurgte jeg. ”Jeg fik øjenkontakt med ham underviseren (på lægestudiet underviser ældre studerende de yngre) og jeg fastholdte blikket som vi har aftalt…. Så snurrede det vildt i maven og jeg kunne næsten ikke være i mig selv. Jeg har haft det sådan lige siden… virkelig mærkelig fornemmelse…” Sagde hun og kiggede forvirret ned i gulvet.
- Første date
- ”JEG SKRIVER OG AFLYSER. Det går ikke og jeg vil ikke. Og han kan ikke li mig. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Og jeg ved det bliver en fiasko. Jeg aflyser!”
”Rolig nu..” sagde jeg. Tilde skulle på hendes første rigtige date i en alder af 25. Hun var meget bevidst om hendes manglende erfaringer ud i dette, og syntes at det var det pinligste i hele verden.
Vi talte om rigtig mange ting. Tøj, make up, hår, sko, hvad man kan tale om, hvad man ikke skal tale om, hvordan man kommer uden om, at man ikke har seksuel erfaring i en alder af 25, hvordan man small talker, hvordan man langsomt dykker ned i lidt dybere emner… og ja lidt til.
”Må jeg spørge dig om en ting?” Spurgte Tilde. Hendes tonation afslørede at det var vigtigt det der kom.
”Ja selvfølgelig… det ved du” svarede jeg.
”Vil du være der for mig?” ”Øøøh Tilde altid… det ved du. Men hvad præcist mener du?” spurgte jeg.
”Må jeg ringe eller sms´e dig på aftenen… altså du ved, hvis det går galt, eller jeg ikke ved hvad jeg skal sige.” ”Tilde for fanden.. det ved du sgu da jeg vil. Ja selvfølgelig. Jeg har min telefon hos mig hele tiden på aftenen, det lover jeg.”
”Tak” sagde hun.
Hun hverken ringede eller skrev på aftenen 🙂
- ”JEG SKRIVER OG AFLYSER. Det går ikke og jeg vil ikke. Og han kan ikke li mig. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Og jeg ved det bliver en fiasko. Jeg aflyser!”
- Første seksuelle oplevelse
- Tilde kom ind, satte sig i hendes stol og sagde: ”Der er noget jeg skal sige til dig. Det er vigtigt!”
”Han ringede til mig på min aftenvagt i lørdags, og spurgte om han måtte køre mig hjem. Jeg blev lidt forvirret, for jeg var jo på arbejde, men jeg sagde ja. Han hentede mig kl. 0100 ved hospitalets hovedindgang og vi kørte rundt, først lidt inde i byen og så ud på strandvejen. Vi hyggede os og tiden gik hurtigt. Så spurgte han mig om jeg ville med hjem til ham og sove. Øj hvor blev jeg nervøs, men jeg havde også lyst til det. Så jeg sagde ja….”
Tilde trak vejret, kiggede ned og så op igen på mig.
”Da vi vågnede var det som om, det var helt naturligt, som om vi havde vågnet sammen mange gange før. Og vi spise morgenmad sammen og han kørte mig hjem. Da vi kom hjem til mig, kom han over i min side og åbnede døren for mig.. og vi kyssede hinanden farvel. Jeg skal over til ham i aften…” sagde hun afslutningsvis.
”Hvor dejlig en historie Tilde” sagde jeg. ”Må jeg spørge om et lidt personligt spørgsmål?” spurgte jeg. ”Ja selvfølgelig…” sagde hun tilbage.
”Der i lørdags.. var I også intime sammen?”
”Ja!” sagde hun uden at tøve. ”Hvordan var det for dig, sådan at være ja helt nøgen med et andet menneske?” spurgte jeg.
”Det var dejligt John E. Det var dejligt og naturligt. Og jeg er glad!”
- Tilde kom ind, satte sig i hendes stol og sagde: ”Der er noget jeg skal sige til dig. Det er vigtigt!”
”Hvordan fåk kan du huske alt det?” sagde Tilde mens hun læste og læste. Smilede, kiggede op, til siden og på mig og så ned i papirerne hun sad med. Og så læste hun lidt mere.
Vi ses stadig Tilde og jeg. Sådan hver måned eller hver anden måned. Lidt efter hvad hun har behov for. Hun er næsten færdig med hendes studie. Hun har en kæreste og er i dag lige præcis den kvinde hun gerne vil være. En ung sej feminin kvinde.
Med håret slået ud.
Hun flytter sammen med hendes kæreste om et par måneder.
Der er en del pointer i historien synes jeg. Den er ganske fin også, synes jeg. En af de vigtigste ting er, at man skal tænke over de prædikater man giver andre.
De kan nemlig blive til virkelighed.
#ydmyg
21
”HVORFOR FANDEN HAR DU IKKE SAGT NOGET…..?”
råbte moren i dyb kærlighed og med tårer i øjnene.
Vi sad på mit kontor. Mor, voksen søn og jeg. Moren græd og sønnen græd.
Så rejste moren sig og sagde ”KOM HER” til drengen.
Hun gav ham en kæmpekrammer og de stod og græd stille i deres omfavnelse. Der midt på gulvet på mit kontor
Jeg forlod lokalet og gik forsigtigt ind i nabolokalet indtil de var klar igen. Da de var klar, genoptog vi samtalen og lagde en plan for det videre forløb.
Sessionen var kulminationen på et lidt længere forløb med Malte, hvor der dukkede en ret vild historie op.
Lidt om rigtige gangsta´s og rigtig kærlighed
(historien er clearet med Malte som ikke er det rigtige navn. Jeg havde i første omgang skrevet hvad der skete inde i kælderrummet. Malte mente ikke det var ok, og ville gerne have jeg ikke tog det med. Det skulle ikke med, alene på grund af hans mor. Hun må ikke vide hvad der skete. Jeg må gerne skrive at de torturerede ham. Det ved mor også)
”De fangede mig i indre by, de var tre voksne mænd, og de tvang mig ind i en lille blå Daihatsu. Vi kørte fra indre København til en by i Nordsjælland. Her kørte vi til et større boligkompleks og jeg blev ført ned i et kælderrum…. Der stod 2 andre inde i rummet og de var 3 om det”
”De strippede (m plastikstrip) mig til en stol og klippede min trøje op. Så gik de i gang. Jeg skreg og var sindssygt bange og det gjorde vanvittigt ondt. Men jeg nægtede at gi mig”
”De ville have penge have penge af mig…. først 30.000 kr.”
I kælderrummet var Malte alene med 3 gangstere der skiftedes til at torturere ham med…….
(Malte ønsker ikke at jeg skriver hvordan, dette mest fordi hans mor ikke skal vide det. Sammen med mig har han og jeg talt det igennem mange mange gange. I en yderst stram og bestemt kontekst. Det vildt siger jeg bare og jeg blev noget overrasket over, at dette foregår i dagens Danmark)
Gælden steg der i kælderrummet over tid fra først de oprindelige 30.000 kr. til 50.000 kr. og så til 75.000 kr. for at ende på 120.000 kr.
Fysisk fortalte han, holdt han stand og ville ikke give sig og ville ikke betale de krævne penge.
Han blev ved med at hævde, at han ikke havde den slags penge.
Det ændrede sig. Markant.
Pludselig, et relativt langt stykke inde i mishandlingen, nævnte den ene af gangsterne en adresse.
En helt bestemt adresse….
Hans søsters adresse.
De nævnte også hendes navn.
Hendes kærestes navn.
De nævnte hendes hunds navn.
”Vi kan jo starte med at sørge for, at hunden kommer til skade…. Altså som en start….!”
Sagde den ene gangster.
”Her brød jeg sammen” sagde Malte til mig med mange tårer i øjnene. Han kan ikke rigtig li´ at græde over for andre… hans ego kan ikke rigtig li´ det.
Men han kunne ikke holde noget som helst tilbage her for en stund.
Og det er ok!
Hans macho-gen havde taget ham langt i torturen, men da de nævnte hans søster, brød han sammen i smerte, udmattelse og reel frygt.
Malte og hans søster er meget tætte. Han kunne ikke bære, hvis der skulle ske hende noget fordi han havde dummet sig.
Malte vidste også, at han faktisk havde pengene stående på en konto. En arv fra hans morfar. En morfar som for nylig var gået bort, og som han savnede og havde elsket højt.
En arv som skulle bruges til udbetaling på hans første lejlighed. Han vidste også, at det var et ”no go” at bruge disse penge.
Men nu var der brug for dem.
Det var en ret vild indgangshistorie fra Malte på 23 år. Malte er en forrygende vestegnsdreng (Vestegnsdreng er hans eget udtryk. Udover at være fra vestegnen, er han også fysisk stor og ualmindelig veltrænet og en på alle måder god og jovial fyr) og det var først til allersidst i vores første session, at han fortalte hele denne historie.
Han var reelt i tvivl om han skulle stole på mig, men valgte til sidst i sessionen, at lægge alle kort på bordet. Jeg havde lidt ekstra tid, så vi forlængede sessionen og fortsatte denne.
Jeg havde egentlig bare fået at vide, at han mistrivedes og havde brug for at tale med nogen. Det var lidt det.
Det blev et lidt længere forløb, hvor vi både talte rundt om det der skete der i kælderrummet, men også om, hvordan vi skulle få det hele præsenteret for mor, som han havde et meget stort behov for at få gjort.
Han vidste bare ikke hvordan.
Grundlæggende var han gået i en fælde.
En fælde som desværre er ganske normal. Det startede ude i byen (nattelivet) hvor han og hans bedste ven fik noget hash (plus lidt mere) ganske ganske billigt, faktisk gratis en gang i mellem.
Dette af en lille fyr, en ”lille ven” de havde mødt og fået ude i byen som Malte sagde. (hvis du som læser er med her, og har en søn i alderen 16 til 26 ish, så fortæl om denne fælde… Det sker desværre hver weekend derude)
”Han var så fysisk lille så han kunne ikke gøre os noget…..” som Malte forklarede det.
En nat kom deres ”lille ven” og sagde, at Malte og ven nu skyldte ham 30.000 kr. for al den hash de havde fået. Og at de skulle betale nu.
Malte og ven grinede af dette og sagde til deres ”lille ven,” at han skulle tage sig sammen, og så fortsatte de ellers deres tur ud i byen, uden at tænke videre over dette.
Weekenden efter blev de begge, hver for sig, fanget og kørt væk.
Det lykkedes Malte at betale det skyldte beløb til gangsterne via hans arv og en bankoverførsel. Hvordan præcist ved jeg simpelthen ikke. 100fuckin20.000 kroner. (120.000 kr. undskyld mit sprog)
Malte var på dette tidspunkt her hos mig ikke klar over, at han var traumatisk ramt. Det var ret vildt at observere hans fysiske og psykiske reaktioner, når han fortalte om denne voldsomme oplevelse der i kælderen.
Grunden til han kom hos mig var af to årsager.
- Hvordan får jeg fortalt min mor at jeg har brugt en stor del af min arv?
- Kommer gangsterne tilbage?
Der var jo også en 3. ting.
Han var ligesom temmelig traumatisk ramt.
Jeg kender tilfældigvis en bandeekspert og kunne, da vi var kommet lidt ind i forløbet, ringe til AB (som er bandeekspert) og høre om hvordan og hvorledes i forhold til gangsterhistorien her.
Da jeg fortalte historien til AB sagde han ret tørt… som i ret tørt:
”Det er en klassiker og det sker hele tiden derude!”
AB sagde også, at han var ret sikker på, at når alle pengene var betalt, var det også overstået business for gangsterne. Altså de ville ikke komme tilbage.
Da jeg fortalte Malte dette, blev han tydelig lettet og kunne kigge fremad.
Næste skridt blev så, hvordan vi skulle fortælle mor om alt det uhyrlige, og ikke mindst om de manglende mange arvepenge.
Sideløbende med dette, arbejdede vi med, at få sat ord på (bearbejde) den ret voldsomme oplevelse der i kælderen. Dette i en yderst meget stramt styret kontekst.
Vi lavede en plan for hvordan mor skulle involveres. Vi skulle invitere hende ind på mit kontor, og her fortælle hende om situationen, og sammen med hende lave en videre plan derfra.
Maltes og min plan var, at jeg først skulle tage en session med mor og dernæst skulle vi alle tre mødes.
Bum.
Altså det virker måske ganske simpelt bare lige at gøre dette.
Men i min verden skulle jeg jo også lige passe på mor her. Hun skulle reelt præsenteres for et chok. I telefonen. Af mig!
Altså jeg skulle ringe til hende og sige at vi, Malte og jeg, havde noget ganske alvorligt vi var nødt til at tale med hende om.
Det var lidt komplekst, for jeg skulle invitere hende ind på mit kontor til en samtale, til en start uden Malte. Her skulle jeg fortælle, at han ønskede at fortælle noget vigtigt til hende, men som var rigtig svært at tale om.
Prøv lige at fortælle det til en mor, uden at hun bliver nervøs.
Hvordan pokker gør man lige det? Uden det hele vælter sidelæns.
Jeg sendte hende en sms.
”Hej Hanne har du 2 på tlf?” tekstede jeg til hende.
”Selvfølgelig” svarede hun tilbage, og så ringede vi sammen.
”Hanne har du tid i nærmeste fremtid at komme til et møde med mig, og et par dage efter med Malte?”
”Hvad drejer det sig om?” spurgte hun.
”Hanne det kan jeg simpelthen ikke sige, men jeg lover og garanterer, at der ikke er nogen der er ved at dø og ikke mindst, at jeg har styr på situationen”
”Det kan du da ikke bare sige…. Du er da nødt til at fortælle mig noget mere” sagde hun skarpt og sådan meget mor-insisterende.
”Det du da nødt til…”
”Du kan ikke bare lade mig hænge her… John-Erik??”
”Du må fortælle mig hvad det er….”
Jeg måtte svare tilbage, at det kunne jeg simpelthen ikke, og igen at jeg lovede at der var styr på situationen og ingen var ved at dø.
Hanne er sej.
Hun stod der, der på kontoret, dagen efter.
Vi havde kun lige sat os og hun fik lidt kaffe… Så begyndte hun at græde.
”Jeg har slet slet ikke sovet i nat” græd hun.
”Tankerne har kørt rundt i hovedet på mig….Hvad er der sket?”
Jeg fortalte med stille og rolig stemme, at Malte havde været udsat for en voldsom situation. Og at han havde behov for, at fortælle det til hende face to face. Og at hændelsen havde medført en anden situation også.
Vi lærte hinanden lidt at kende hun og jeg på denne vores første session. Det blev et godt møde, om end hun meget gerne ville have alt at vide, i forhold til hvad det drejede sig om.
”Ok John-Erik.. så vælger jeg at tro på dig…. Men det mit barn det handler om…” sagde hun.
Malte og jeg havde aftalt, at hun ikke måtte få hele historien om hvad der skete i kælderrummet. Det var der ligesom ingen grund til.
Vi aftalte også, at der var nogle ting hun ikke måtte spørge ind til, og når hun havde behov for dette, skulle jeg garantere, at der var styr på det og at hun ikke måtte spørge ind.
Alene for at passe på hende og ikke også traumatisere hende.
Som Malte sagde, måske fortæller jeg det hele til hende om et par år.
Vi brugte denne første session på at lære hinanden at kende, mor Hanne og jeg og ikke mindst, jeg satte rammerne benhårdt for det kommende møde.
Mor, Malte og jeg.
Hanne blev lidt rolig da jeg igen og igen lovede, at ingen var ved at dø og ingen var kommet til skade eller andet.
Så aftalte vi et møde hvor vi alle tre i fællesskab skulle mødes.
To dage efter.
Dagen oprandt.
De kom ind sammen de to. Mor og søn. Kærligheden i mellem dem var udtalt, på en vildt sød måde. De satte sig overfor hinanden i de to store læderstole. Jeg havde en mindre stol og sad ”foran dem” med et glas the på gulvet.
Jeg satte rammerne for samtalen og vi gik i gang. Malte fortalte, ubekvemt men modigt om hvad der var sket og mor græd. Tårerne havde frit fald, men uden lyd.
Da han kom hen til der, hvor han skulle fortælle, at han måtte bruge af morfars arv, kunne Hanne ikke mere og sagde meget højt:
”HVORFOR FANDEN HAR DU IKKE SAGT NOGET….? ”
Der var helt stille…..
”KOM HER” sagde hun til Malte. De rejste sig begge.
Hun gav ham en kæmpekrammer og de stod og græd stille i deres omfavnelse.
Der midt i rummet.
Jeg forlod lokalet og gik forsigtigt ind i nabolokalet og stod og kiggede uinteresseret ned i min telefon, indtil de var klar igen.
Da de var klar til at tale, blev det en ekstrem forløsende samtale jeg fik lov til at facilitere. Både for Malte og på en eller anden mærkelig måde også for mor Hanne.
De/vi blev enige om, at de penge gjorde bedre gavn ude i virkeligheden, end på en konto.
De blev også enige om, at morfar skulle have det at vide (!)
Aftalen blev at Malte tog til kirkegården, hvor han overfor morfar skulle fortælle hvad der var sket.
Malte kom ind til en session, efter han havde talt med morfar. Vi havde aftalt at han skulle tage derud på kirkegården og få det sagt selvom det var svært.
Han havde været nødt til at tage lidt (tids-) tilløb.
Men han gjorde det.
”Hvordan gik det?” spurgte jeg.
Han sad der stor, trænet og skarpt skåret i stolen, der over for mig. Jeg havde en kop kaffe i hånden.
Han gik i gang.
”Jeg tog afsted og smed bilen ude foran. Så tog jeg en vand i hånden og gik ind på kirkegården. Da jeg kom hen til gravstedet satte jeg mig ned foran….. Trak mine ben op under mig og holdte om mine knæ. Der kom en sommerfugl og satte sig på gravstenen… Jeg blev lidt irriteret, men den ville ikke flyve væk. Så sad jeg der”
Malte sad en anelse uroligt i stolen.
”Så skulle jeg jo sige det… ”
Han trak vejret dybt. Og sagde..
”Så gik jeg i gang…..”
Vildt for mig at få en sådan historie…..
Jeg sad og var helt stille og lyttede til et helt unikt moment i et andet menneskes liv.
”Hej morfar… der er noget jeg er nødt til at sige…. ”
”Jeg har lovet mor og mig selv at sige det til dig…..”
”Kan du huske de der penge du sørgede for jeg fik…… Jeg har været nødt til at… ”
Han talte lavt og intensivt og insisterende.
Tårerne løb i en lind strøm ned ad kinderne. Der blev ret intenst der i rummet.
”Fuck dig Malte…” sagde jeg og smilede. Jeg slog pegefinger og langemand ud og slog mig på brystet der hvor hjertet sidder (det er noget jeg har set i en tegnefilm – det sejt nok) og pegede på mine øjne.
De løb. Tårerne. Løb ud ad dem. Jeg kunne ikke rigtig stoppe det. Det var noget så banalt som dybt rørende, det han sad og fortalte.
”Bare forsæt” sagde jeg.
Så sad han der… Mine øjne løb i vand og hans ligeså. Vi græd ikke, men vi græd.
Sådan mandegrædning (hvis man kan sige det) Det var helt ufarligt og helt normalt (hvis man kan sige det) Det var i alle fald ikke mærkeligt på nogen måde.
Vi var bare!
Da han var færdig smilede vi til hinanden.
”Skal jeg lige åbne vinduet?” spurgte jeg. Han nikkede og jeg fik ret hurtigt lige åbnet et par vinduer. Pænt intenst og varmt der i rummet.
Af årsager jeg aldrig helt forstod var de, mor og Malte, enige om at Maltes far ikke skulle have noget at vide om det hele.
Malte valgte at tage et ekstra job for at spare de penge op han havde mistet. Han valgte at blive boende hjemme et års tid mere, for at spare en husleje og Hanne valgte at bakke hendes søn op i det hele.
Han knokler ham Malte. Millionerne vælter ikke ind på kontoen og vi/han er ikke i hus endnu, men det går den rigtige vej. Vi har sammen landet det helt rigtige job til ham + et ekstra job, og vores største udfordring her og nu, er at han ikke skal være chef. Endnu. Det er han for ung til. Om end han har et stort lederpotentiale.
Han skrev til mig for ikke så længe siden, at ”det kører nu” så han synes egentlig bare at hans tid hos mig skulle gå til en der havde mere brug for det end ham!
Og ikke mindst som han skrev; ”Selvfølgelig ses vi igen!”
#ydmyg
#20 Break Through
Jeg giver aldrig op på mennesker
– om at kæmpe sig tilbage til livet –
”Psykologen begyndte at græde og forlod lokalet…. Så sad jeg der og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Efter et stykke tid var hun ikke kommet igen, så jeg måtte forlade lokalet og gå ud til min mor der ventede i bilen……” fortalte Camilla mig.
(Historien her er gengivet med Camillas tilladelse. Navnet og enkelte andre ting er ændret, men vi er nogenlunde enige om dialogen og rækkefølgen af denne. Der er et par vigtige pointer (sikkert flere) som jeg tillader mig at fremhæve sidst i historien)
”Du forlader mig ikke…” sagde hun, Camilla, til mig, med en lidt skinger stemme.
”Jeg ryster” sagde hun.
”Selvfølgelig forlader jeg dig ikke” sagde jeg. ”Jeg står lige her bagved dig”
”Jeg kan ikke mere” sagde Camilla. ”Jeg vil ikke!”
”Camilla, vi aftalte du skal prøve lidt mere i dag” sagde jeg.
”Jamen jeg kan ikke”
”Tag et skridt fremad” sagde jeg.
“Men min krop vil ikke” sagde hun.
”Camilla, jeg ved du kan og jeg ved din hjerne og din krop kan og vil.
Du går ikke i stykker, det lover jeg.
Jeg ved det. Og jeg står her lige bag ved dig og jeg er med dig. Hele tiden”
Jeg har en uendelig tror på menneskets ressourcer, og jeg har en uendelig respekt for hjernen, som nogle gange ikke altid arbejder med os men mod os. Dette dog ud fra en positiv hensigt.
Derfor vidste jeg også, at Camilla kunne tage det lille skridt, og at der ikke ville ske noget når hun gjorde det.
”Må jeg lukke øjnene?” spurgte hun.
”Altså jeg er ligeglad. Men måske det er en fordel at holde dem åbne tænker jeg.” sagde jeg med lidt let munterhed i stemmen.
”Du så klog” sagde hun og smilede lidt.
”I know” svarede jeg lidt tørt ironisk.
”Ok nu gør jeg det” sagde hun og tog et skridt.
Jeg siger ofte (og jeg mener det 100%) til mine gæster, at ”jeg har dem” at jeg er ”foran dem, ved siden af dem og bagved dem” hvis der er brug for det.
Her var jeg helt bogstavligt lige bagved Camilla.
”Puhhhhhh… ” sagde hun. ”Puhhhh det hårdt. Jeg ryster. Fuck jeg ryster” Hun tog et skridt mere.
”Er du der?” spurgte hun. ”Lige bagved dig” svarede jeg.
”Jeg skal ind af den fucking dør” sagde hun. ”Jeg skal. Fuck jeg ryster. Fuck” Hun tog endnu et skridt og så et til. Og så et til. Tårerne løb ned ad hendes kinder.
Så var vi fremme ved døren som gled til side, så vi kunne komme ind.
”Jeg tror ikke jeg kan mere i dag” sagde hun.
”Må jeg presse dig?” spurgte jeg.
”Nej, ikke mere i dag. Jeg kan ikke.”
”Det er fint” sagde jeg. Du har jo også gjort det megagodt i dag. Ny rekord. Vi skal nok komme helt i mål, det lover jeg! Du er sgu så sej er du. Lad os gå tilbage til bilen.”
Hun vendte sig om i mod mig og smilede. Tårerne løb fra hendes øjne, men hun smilede.
”Tak. Tak fordi du tror på mig” sagde hun.
Så forlod vi langsomt indgangsdøren ved Netto og gik hen til hendes bil, hvor hendes kæreste sad og ventede. Hun satte sig ind på passagersædet, rullede vinduet ned aftalte en ny tid og vi sagde på gensyn.
Ugerne efter lavede vi samme øvelse, igen og igen, hvor vi løbende lagde noget progression på. Sådan helt bogstavligt… Et skridt af gangen. Vi skiftede også Nettoforretningen ud, så det ikke kun var den samme.
For pokker hun kæmpede gjorde hun.
”Psykologen begyndte at græde og forlod lokalet…. Så sad jeg der og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Efter et stykke tid var hun ikke kommet igen, så jeg måtte forlade lokalet og gå ud til min mor der ventede i bilen…… Jeg hverken så eller hørte fra hende (psykologen) nogensinde igen…….”
Camilla (navn ændret, og som skrevet, historie gengivet med tilladelse) fortalte dette ganske kort inde i vores første session. Camilla er 35 år og invalidepensionist. Førtidspensioneret på grund af mental overbelastning (stress på alle mulige voldsomme måder) som er opstået på grund af en ganske voldsom mobbehistorik.
Voldsommere end jeg nogensinde er stødt på før. Hvis man ikke ved hun er førtidspensionist, ville man egentlig ikke tro det.
Hun ser godt og ikke mindst sund ud. Ca. 170 cm., langt mørkt kraftigt hår osv. Man kan bare ikke se, hvor traumatisk hun er ramt.
Jeg har lavet Mobbebarometrene, se billede i kommentarfeltet, og måtte sande, at vi med Camillas historie sprang skalaen på disse.
Og så er det vildt siger jeg bare.
Og dødsensfarligt.
Camilla kunne da jeg mødte hende første gang, ikke forlade sit hjem, ikke gå ud og handle, ikke hente hendes datter fra børnehaveklasse og meget andet. Med mindre hun var sammen med en person hun havde 100% tillid til.
Hun kunne ikke trække vand ud i toilettet. Hun havde indtil hun havde mødt hendes nuværende kæreste, haft svært ved det relationelle og kun haft ganske få korte forhold.
Når jeg får sådan en information; ”….psykologen forlod rummet…” er der ganske hurtigt mange ting i spil.
I telefonen havde hendes far sagt, at det handlede om mobning og en lang række voldsomme oplevelser og ikke at være blevet mødt rigtigt af andre professionelle.
Som jeg siger når jeg uddanner coaches ”Man ved aldrig hvad der kommer eller dukker op… ” og i det ”rum” skal man være klar til, at være en ressource for den som opsøger dig.
Mener jeg!
At psykologen i Camillas tilfælder havde mødt ”væggen,” og tilsyneladende lavet nogle følelsesmæssige spejlinger er hvad der sker. Vi er alle mennesker.
Men i min verden sørger man som minimum for, at få sin gæst videre til en anden professionel og man får bundet ”en sløjfe” på situationen på den ene eller anden måde.
Det skete desværre ikke her, og Camilla sad tilbage med en fornemmelse af, at være et håbløst offer. En der ikke kan hjælpes mere. En der endnu en gang var blevet opgivet af systemet.
Ikke et eneste ondt ord om psykologer eller andre fagprofessionelle i øvrigt. Der er mange mange samtaleprofessionelle, der hver eneste dag laver et fantastisk stykke arbejde derude.
De ting der hurtigt kommer i spil i mit hoved i en sådan situation er, hvor mange professionelle har hun mødt, hvad er der sket, kan jeg som coach tage opgaven hvis det er så vildt? Og lidt til.
Overvejelsen om jeg kan tage opgaven fordi jeg er coach og ikke psykolog eller terapeut, går som regel ret hurtigt. Hvis der har været indtil flere fagprofessionelle inde over, og personen ikke har fået den rette hjælp, har jeg mere end erfaring nok til at tilbyde min assistance.
Jeg er ikke nervøs og jeg har efterhånden stået i så mange forskellige situationer, så min erfaring i at møde mennesker svære steder i deres liv, gør at jeg er klar.
Jeg er der!
Så vi gik i gang – Camilla startede med at sige, at hun nærmest ikke orkede at fortælle hendes historie endnu engang. Jeg smilede til hende og sagde, at det var hun jo næsten nødt til.
Hun smilede tilbage og sagde: ”Nå ja selvfølgelig… ”
Det blev en vild fortælling. Helt fra 1. klasse havde hun oplevet mobning og svigt fra professionelle voksne. Og det eskalerede bare jo ældre hun blev. Selv i gymnasiet fortsatte mobningen. Og det fra de samme personer.
Jeg skriver her to af de ting hun er blevet udsat for. At skrive det hele her, ville de færreste alligevel tro på, eller have lyst til at læse. Det er så vildt. Ikke desto mindre har Camilla oplevet det. Og overlevet det.
Og jeg har lyttet til det. Og det er vildt.
Episode 1.
I 5.klasse blev hun fanget af drengene i klassen. De bar hende ned for enden af fodboldbanen på skolen. Hen til nogle træer. Her sad klassens ”dronning” med hof. De skulle lege ”frisør salon.”
Mens drengene holdt hende, blev Camilla make uppet og ikke mindst klippet.
For nu at bruge Camillas ord, så lignede hun noget fra dårlig en gyserfilm. Her fik hun lov at blive hjemme fra skolen i et par uger. Familien klagede over det der var sket, men fik ikke medhold i at det var hård mobning. Kun et udtryk for elevernes manglende situationsfornemmelse.
Og at det selvfølgelig var synd for Camilla.
(Denne type vold er jeg desværre stødt på en del gange i forskellige udgaver)
Episode 2.
I 7.klasse blev hun fanget af drengene (igen) Ført til toilettet. 4 store drenge vendte hende på hovedet og holdt hendes hoved henover toilettet. Sænkede hende ned så noget af hovedet og ikke mindst alt håret var i kummen. Herefter ”vaskede de hendes hår” ved at trykke på skyl-knappen. Som de sagde.
De grinede mens de gjorde det og sagde, at nu fik hun jo vasket hår helt gratis.
Det stod på et helt ”stort” frikvarter. Skolen mente det var drilleri. Den ene dreng blev bortvist for en periode.
Siden den dag har Camilla ikke ”trukket ud” på toilettet.
(Denne type vold er jeg stødt på to gange)
Camilla oplevede mobning igennem hele hendes skolegang. Desværre også på hendes arbejdsplads efter endt studie.
Til sidst gik hun 100% ned med stress.
I en alder af 28 brød hun sammen og kunne ikke gå eller bevæge sig og blev indlagt. Fik angst, dårlig ryg og en mængde psykiske diagnoser.
Camilla er uendelig fucking normal!! Det ved jeg. Jeg kender hende.
Jeg arbejder yderst uortodokst. Deraf Netto opgaven til Camilla. I stedet for bare at tale og tale og tale, gjorde vi det fysisk og udfordrede det svære.
Ikke bare sådan lige. Men som en del af en mængde uddannelse (psyko education) for og af Camilla, og så endelig noget action på det svære.
Det blev en vild rejse.
Hendes ”break through” kom som et follow up, på vores mange besøg i forskellige Nettoforretninger.
”John-Erik. John-Erik i morgen vil jeg gerne prøve at handle helt selv. Du skal være der, men du må ikke være der. Hvordan gør vi det?”
Spurgte Camilla i telefonen.
Ja hvordan fanden gør man det. Jeg fik associationer til en vikingefortælling om en dame i fiskenet og nogle fugle, men jeg kunne ikke helt huske historien.
Hvad filen gør man?
Jeg fik en lidt vild ide, og skrev til Camilla, at vi lige skulle vente et par dage, men så var jeg klar.
Dagen kom hvor vi var klar. Jeg kunne se, at hun blev sat af et stykke uden for Netto, af hendes kæreste. Der stod hun. Hun trak vejret dybt og gik med relativt sikre skridt (vi, hun og jeg har sgu gået mod mange Nettoer har vi) hen mod indgangsdøren.
Hun tog hendes telefon op tekstede mig og spurgte ”Kan du se mig?” ”Jeps” svarede jeg tilbage. ”Lover du?” spurgte hun. ”Jeps, du har lyse jeans og hvide sneaks på” svarede jeg.
Hun fortsatte hen til døren. Denne gled op og hun gik ind, tog en kurv og begyndte forsigtigt at handle lidt ind. Så stoppede hun op og tog hendes telefon frem og tekstede mig.
”Kan du se mig?”
”Jeps, du har lige lagt noget mælk i kurven”
”Hvor er du?”
”Det et lige meget, men jeg er der, det lover jeg!”
”Ok” svarede hun og handlede videre. Der gik lidt tid nu, hvor hun gik rundt og handlede. For andre mennesker gik der bare en normal pige rundt og handlede. For mig gik der en gigantisk modig pige rundt i forretningen, der lige nu lavede den største sejr hun kunne lave.
Rå girl power siger jeg bare.
”Nu står du i kø ved kassen og jeg går hen og venter ved bilen. Men jeg er under 15 sekunder fra dig hvis det er” skrev jeg på en tekst til hende.
Hun kom smilende ud af forretningen og vinkede til mig. Da hun kom hen til mig, gav hun mig et kram (jeg krammer normalt ikke mine gæster, men her var det ok tænkte jeg)
Hun begyndte at ryste, og ikke mindst brød ud i gråd.
Men hun var glad.
Hun kommer faktisk hos mig endnu. Sådan on/of. Vi er ikke færdige, for der er stadig meget der skal arbejdes med. Men hun kæmper og vi har løbende fine små succeer. Som vi fejrer hver gang!!
Jeg tror altid på at der er en vej gør jeg. Jeg sad i videovervågningslokalet. En sød nettochef gik med på ideen.
Jeg giver aldrig op på mennesker!
Et par pointer:
- Selvom mennesker ser godt ud og virker friske, kan de sagtens være fanget i et indre fængsel. Husk din model af verden er ikke den samme som andre menneskers
- Hvis du oplever mobning eller noget der minder om så #sigfra og tag ansvar
- Mobning er ikke kun det der faktuelt sker i situationen. Det er også for den enkelte forventningen om, at det kan ske hver dag = mental megaoverbelastning!
#19 Bliv i det svære
”Jeg ønsker at tage mit liv nu…. ”
Beskeden tikkede ind på min telefon. Det var Nico på 26 år (navn ændret – jeg har fået lov at gengive følgende af vores sms korrespondance her)
Jeg vidste godt hun havde det svært, men jeg havde ikke talt med hende i små 6 måneder, så jeg var ikke helt opdateret.
Det var mandag aften og jeg havde lige sagt på gensyn til en gæst på mit kontor, og ventede på den næste.
Fuck en besked at få. Det rev i min mave og jeg blev lidt stresset.
”Kan jeg ringe?” spurgte jeg på sms.
”Nej!” kom svaret lidt efter. ”Jeg har ikke lyst til at tale lige nu” skrev hun.
Det kan man måske godt forstå, hvis man lige sidder i selvmordstanker. Omvendt når hun nu havde skrevet til mig, var det måske et signal om, at hun gerne ville mødes i det svære.
”Må jeg skrive til dig?” spurgte jeg.
Der gik lidt tid. Lidt pinagtig tid for jeg vidste ikke hvad der skete.
”Kliiing”
Beskeden tikkede ind.
”Ok”
”Lover du at blive ved med at svare?” spurgte jeg.
”Ok” svarede Nico.
”Om igen Nicoline” skrev jeg. ”Du skal skrive at du lover det…”
”Ok – jeg lover at blive ved med at svare dig”
”Tak” svarede jeg.
”Tricket” med at love har jeg lært af en kær ven, en god, klog ældre psykolog jeg kender og har brugt som superviser. Birthe K.
Tricket består i, at man egentlig laver en verbal kontrakt med den der truer med selvmord. En kontrakt hvor den enkelte forpligter sig til, at gøre som man aftaler. Det giver lidt ro for mig. Og endnu har det virket hver gang. Og jeg har en del erfaring med de her samtaler.
”Hvad sker der?” spurgte jeg
”Det er mine tanker. Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke stoppe dem. Jeg vil ikke mere. Jeg hader mig selv. Jeg hader alt ved mig selv. Mit hår. Min hud. Min krop. ALT. Jeg er fuckin alene og ingen kan li mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.”
”Øj øj Nico” skrev jeg. ”Det lyder hårdt. Jeg er her nu og jeg bliver hos dig”
”Tak” skrev hun.
Jeg blev lidt presset nu. Jeg havde en ny gæst kommende ind om ca. 30 min og jeg kunne ikke bare forlade Nicoline her.
”Jeg græder… ” skrev hun.
”Må jeg ringe?”
”Nej. Lad vær. Det gider jeg ikke.” Skrev hun hurtigt tilbage.
”Ok jeg lover ikke spørge om det mere. Undskyld!”
“Tak” skrev Nicoline.
”Hvornår er det startet de her dårlige tanker?” Spurgte jeg.
”De har været her længe, for lang tid. Jeg bliver udmattet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan ikke sove om natten og når jeg falder i søvn vågner jeg op badet i sved.”
”Jeg bliver hos dig her” skrev jeg tilbage. ”Jeg forlader dig ikke!”
Jeg har to telefoner. Det er lidt fjollet, men jeg har mit allerførste mobilnummer som jeg ikke vil af med. Derfor har jeg to telefoner. Men bruger teknisk aldrig den med mit allerførste telefonnummer. Den fik jeg brug for nu.
Jeg skrev først en sms til den gæst jeg havde på vej kommende, at der var opstået en akut situation. Derfor var jeg nødt til at aflyse sessionen med kort varsel. Jeg undskyldte selvfølgelig.
”Er du der?” spurgte Nicoline
”Ja selvfølgelig” svarede jeg. Jeg havde telefonen med ud i mit lille the-køkken på kontoret, hvor jeg lige kunne nå at lave en kop the.
”Hvad kan jeg gøre?” spurgte hun.
”Nicoline – skriv dine tanker og følelser ned nu.” skrev jeg. ”Brug lige nogle minutter på at gøre det, så kigger vi på det sammen….. Jeg skriver om 3 til dig igen”
”Ok” Skrev hun.
Damn hvad filan gør man?
Det er møgubehageligt at stå alene med sådan en situation, så jeg besluttede mig for at handle lidt alternativt. Jeg havde mest lyst til at ringe hendes forældre op, men var lidt tvivl om det var den rigtige vej at gå.
Tænke tænke tænke. Hvad gør en klog mand?
Han ringer da til Børnetelefonen.
”Hej du taler med Josefine fra Børnetelefonen, hvad kan jeg hjælpe dig med?” Sagde en ung pigestemme.
”Hej Josefine mit navn er John-Erik og …. ”lang og hurtig præsentation af mig selv og situationen og så sagde jeg; ”Jeg skal tale med bagvagten nu – jeg sidder med en potentiel voldsom sag og har brug for sparring”
”Vi har ingen bagvagt” sagde Josefine tørt.
”Kære Josefine, det ved jeg I har. Her er mit nummer (mit gamle allerførste telefonnummer) få hende til at ringe til mig med det samme!”
Jeg kan godt komme til at lyde lidt bestemt en gang imellem. Men den søde Josefine forstod budskabet.
En bagvagt på Børnetelefonen er en erfaren samtaleperson. Måske en psykolog eller anden baggrund, som er trænet i at støtte det søde frivillige børnetelefon-korps, hvis en svær sag skulle opstå.
Der gik to minutter. Så ringede telefonen med mit gamle nummer.
”Det er Grethe fra Børns Vilkår” sagde en dame lidt stramt i mit øre. Jeg præsenterede mig, tjekkede om hun var bagvagt. Det var hun. Sørgede for hun lige kiggede min hjemmeside og fortalte så om min akutte situation med Nicoline.
Så blødte hun lidt op Grethe og hun var god, sej og klar til at hjælpe og sparre.
Nicoline skrev. ”Nu har jeg skrevet en del ned, hvad skal jeg gøre med det?”
”Må jeg se det?” spurgte jeg
”Ja” svarede hun.
Hun delte hendes noter via sms. Er du gal hun havde nået at skrive meget. Jeg forstår ikke hvordan man kan skrive så hurtigt på en telefon.
Det var voldsomme tanker og følelser, men de var jo heldigvis kommet lidt ud af hendes hoved nu.
Alt i mens min sms dialog med Nicoline fortsatte, vi ”talte” om hendes dårlige tanker og jeg udfordrede dem lidt, havde jeg en dialog med Grethe fra Børnetelefonen.
Grethes og min dialog gik på, om jeg skulle få far eller mor til at troppe op, eller hvad der ville være bedst.
Vi blev enige om, at jeg for nu skulle blive i dialogen med Nicoline, for det virkede som om det var godt for hende.
Grethe gav mig hendes nummer. Hun sagde det var hemmeligt og det skulle jeg respektere, men jeg skulle i øvrigt bare ringe hvis der var brug for det.
”Søde Nicoline, må jeg lige være ærlig overfor dig?” Spurgte jeg.
Vi havde været i gang med vores sms-dialog nu i lidt over en time. Vi havde skrevet frem og tilbage om hendes mange tanker og følelser og der var blevet sat ord på en del.
”Ja” svarede hun.
”Nico jeg er lidt nervøs for, at du er alene. Kan vi få dig hen til nogen du kender, så du ikke er alene…?”
Der gik lige liiiidt for lang tid førend hun svarede syntes jeg.
”Nico?”
”Ja ok, det kan vi godt”
”Fedt – tak” skrev jeg tilbage. ”Hvor skal vi får dig hen?”
”Min mor og far tror jeg. Det vil nok være det bedste.”
”Ok, skal jeg tage fat i dem?” Spurgte jeg
”Nej det behøver du ikke.”
”Jeg gør mig klar nu.” Skrev hun.
”Vil du følges med mig?”
”Selvfølgelig” Svarede jeg.
Hun skrev hvad hun lavede. Hun pakkede lidt, tog tøj på.
”Må jeg ringe?” Spurgte hun.
”Ja self” svarede jeg.
Der gik et øjeblik så ringede hun.
”Hej” Sagde hun.
Så fulgtes vi ad og småsnakkede lidt. Jeg sad der på kontoret og hun gik vejen til hendes forældre. En gang i mellem sagde vi ikke noget og en fin lille fællesskabsfølelse var der, der i mellem os, der i stilheden mens hun gik. Jeg kunne høre hendes åndedræt, når hun ikke sagde noget. Så talte vi lidt og så var der lidt stille osv.
”Jeg er fremme nu” sagde hun.
”Megafint” sagde jeg. ”Jeg vil gerne med helt ind i lejligheden er det ok?”
”Fint for mig” sagde Nicoline.
Jeg kunne høre hun låste sig ind i en lejlighed, og der var lidt rumsteren.
”Hej mor” sagde Nicoline.
”Nicoline lov mig du ikke gør noget dumt nu” sagde jeg forsigtigt i telefonen.
”yes yes” sagde hun med en del mere energi i stemmen.
”Nico?”
”Okay okay – jeg lover jeg ikke gør noget dumt nu!”
”Jeg ringer til dig i morgen! Så finder vi en løsning på det hele. Det lover jeg! Godnat seje pige!” sagde jeg.
”Godnat – og tak” svarede hun.
”Godnat seje pige” skrev jeg tilbage.
Jeg skrev til Nicoline tidligt morgenen efter og vi satte et forløb op.
Tilfældet ville, at vi allerede samme dag kunne ses. Og herfra gik det stille og roligt den rigtige vej.
I dag er hun en glad ung dame.
#Bliv i det svære!
Hvis du skulle komme til at stå i samme situation, skal du kunne være i det. Hvis du ikke kan være i det, er det vigtigt at du hjælper den person der har det svært videre til en fagperson. Hvis dette ikke er muligt, findes der forskellige hjælpelinjer man kan tage kontakt til.
Blandt andet Livlinjen som har telefonnummer: 70201201
#18 ”Er du der?”
Lidt om at blive opsagt
”HVOR FANDEN ER MIKKEL?” chefen inde i min telefon råbte det ud i kontoret kunne jeg høre. Jeg havde ringet til ham, for lige at lokalisere Mikkel, som ikke var dukket op til hans og mit aftalte møde.
Der var mange akutte ting her – hvilken chef råber ud i rummet til medarbejderne? Hvad sker der lige i en personalegruppe, når lederen tillader sig dette, og tro mig, han råbte højt.
Der var selvfølgelig også lige det helt kritiske og absolut vigtigste – hvor pokker var Mikkel?
Udover at arbejde som coach, er jeg også kriserådgiver/OP ekspert og bliver ganske ofte brugt i eksterne situationer, hvor en virksomhed skal opsige en række medarbejdere. En del af ekspertisen her er, at møde mennesker i akut krise/chok.
Mikkel var væk. Ingen kunne lokalisere ham. Det eneste jeg vidste var, hvad han hed og så havde jeg hans nummer. Jeg havde ringet nogle gange, men Mikkel havde ikke svaret mig eller nogen som helst andre. Dette inklusive hans hustru og to børn. Mikkel var væk.
Vi var begyndt, at blive alvorligt nervøse for ham.
Jeg skrev en sms fra min tlf, som han 100% ikke kendte nummeret på.
Jeg skrev:
”Er du der?”
Helt uventet kom der et kort svar.
”Ja” stod der.
”Tak fordi du svarer” skrev jeg.
”Hvor er du?” spurgte jeg.
”Det ved jeg ikke” svarede han.
Vi var i en by på Sydhavsøerne her i DK. Virksomheden laver noget så eksotisk som meget lange vinger.
”Skal jeg finde dig?” spurgte jeg.
”Ja tak” svarede Mikkel, ”Men hvordan?”
Ja hvordan John-Erik – hvad filen gør man lige her?
Jeg var selv gæst på øerne og er fra Kbh, og jeg havde fået et kontor på den lokale kro. Havde intet kendskab til byen vi var i. Han var lokal, men vidste ikke hvor han var.
Kom så spejder-coacher-John – TÆNK!
En tanke kom til mig ( jeg er nemlig ualmindelig klog er jeg, synes jeg selv 🙂 ), så jeg spurgte Mikkel om han kunne slå ”lokalitetstjeneste” til på hans telefon. Det kunne han, og øjeblikke efter kunne jeg se hvor han var. Hvordan det lykkedes ham, har jeg ingen ide om, men jeg kunne se hvor han var. 3 minutter væk i bil.
Jeg hoppede ind i bilen og kørte ned på parkeringspladsen bag Aldi der i byen! Der stod han. En nydelig ualmindelig flot trænet fyr på 47 år. Nu tidligere chef i et vingefirma. Han havde en Aldi-pose i hånden og så en anelse slidt ud.
Reelt lignede han ikke en direktør i hans bedste alder. Han lignede faktisk noget, man ikke ville henvende sig til. Noget man ville gå udenom eller forbi med distance.
Jeg smed bilen og stod ud fik øjenkontakt med ham og sagde langsomt og tydeligt:
”Hej Mikkel, det er mig du har skrevet med. Jeg hedder John-Erik. Jeg er kommet for at hente dig og passe på dig”
Så brød han fuldstændig sammen. Han virkelig græd. Sådan tæt på at hulke.
Jeg gik hen mod ham og sagde forsigtigt: ”Mikkel – Jeg har dig!”
Så græd han lidt mere, begyndte at ryste, satte sig på hug med ryggen op ad væggen og sagde en masse mærkelige lyde, og jeg kunne høre, at der var nogle flasker i den pose han havde i hånden.
Mikkel var i chok. Mennesker i chok rører man fysisk ikke ved, men man er helt tæt på. Sådan mentalt. Så jeg stod ved siden af ham (ikke foran), tæt på, men ikke for tæt. Øj hvor han græd. Tårerne løb og snotten flød – litterally so to speak. Røde øjne siger jeg bare.
”Det fint” sagde jeg, ”Når du er klar så taler vi …”
Øj hvor han havde det hårdt. Prustede og stønnede og græd og græd. Og sådan langsomt langsomt langsomt kom han ud af tilstanden, alt i mens jeg henholdsvis stod og sad på hug ved siden af. Mit ene knæ gør, at jeg har lidt svært ved at side på hug i længere tid ad gangen.
Så ”pludselig” var han der, sådan måske på 15% af ham selv…(der kom i alle fald lidt energi) og så sagde han sådan nærmest lidt vredt, men med lidt styrke i stemmen:
”Hvad fanden sker der?”
”Hvad mener du?” svarede jeg og han sagde ”Jamen hvad laver vi her? Hvorfor har jeg denne pose i hånden? Hvad sker der?”
Jeg spurgte om han kunne huske hvad der var sket, og det kunne han faktisk ikke.
Han var ikke engang helt klar på hvor han var. Så fortalte jeg ham hvor vi var.
”Hvad er der i den her pose?” spurgte han. (I had no idea) Han hev hånden ned i denne, og tog en Bjørnebryg op. ”Det jo en øl” sagde han forbavset. ”Jeg kan ikke li´ øl – hvad sker der?”
Mikkel var i chok. Når man er i chok, kan man handle vanvittigt skørt. Blandt andet tage en taxi ned til Aldi og købe en pose øl, slå græs om natten og well en masse andet. Som rådgiver for en der er i chok, handler det egentlig bare om at være der, og passe på den enkelte.
Jeg fik forsigtigt Mikkel ind i min bil, og vi kørte til mit kontor der på kroen. 3 minutter væk. Her gik vi en lille tur i en meget fin lille skov, hvor vi egentlig bare talte om livet og den slags.
Langsomt fik jeg ham yderst bevidst tilbage til ”bare at være ked af det.”
Da han var ved at være ”klar” spurgte jeg ham igen: ”Kan du huske hvad der er sket?”
”Ja” Sagde han ”Jeg er blevet fyret.” Hukommelsen var kommet tilbage, og han kunne nu genfortælle dele af episoden i forhold til hans opsigelse.
Det er i sig selv en helingsproces for den enkelte, at tale sig igennem det der har forårsaget chokket. Det skal gøres relativt stramt styret og man skal vide hvad man gør.
Mikkel fortalte at han uden foregående varsel, var kaldt ind på chefens kontor, hvor der også sad en fra HR, en som han ikke kendte. Han blev bedt om at sætte sig ned og chefen startede med at introducere HR-personen og sagde derefter:
”Jeg beklager Mikkel, men vi er nødt til at opsige dig…..”
Derfra kunne Mikkel ikke helt huske hvad der var sket, og det næste han kunne huske var, at et fremmed telefonnummer havde skrevet til ham:
”Er du der?”
Det blev et fint forløb nu. Vi fik stoppet den akutte situation og sat en møderække op. Han ville gerne mødes allerede dagen efter og det er egentlig fint nok. Så havde jeg styr på ham.
Der var mange ting der pressede på nu hos Mikkel.
- Kan jeg/vi blive boende i mit hus?
- Hvem er jeg, hvis jeg ikke er chef-Mikkel?
- Kan min hustru li mig, når jeg er arbejdsløs?
- Hvad med børnene?
- Skolen?
- Bilen?
Og ja rigtig mange andre ting.
Det fik vi styr på!
Jeg lavede et ret stramt styret forløb sammen med Mikkel. Stramt for at støtte og være tæt på ham i denne svære situation.
Når du bliver ramt af voldsomt chok, er der en række faser du skal igennem. Som kriserådgiver er det vigtigt, at være opmærksom på disse og hjælpe og guide den der er ”ramt” igennem disse på den bedste måde.
Da Mikkel var klar, der gik nogle uger og det er normalt og helt fint, gik vi i gang med lidt mere struktur i forhold til at få skrevet en fin ansøgning og et cv, og så gik vi ret struktureret i gang med at søge det næste job.
Og heldigvis gik der ikke særlig lang tid før Mikkel ramte et spændende job og det endda i lokalområdet.
Jeg er der!
#jegerder
#17 Husk at lytte
”Det drejer sig om min søn på 16 år. Han har lukket sig inde på hans værelse og har ikke været ude nu i 3 måneder……”
Stemmen knækkede lidt i slutningen af sætningen.
I forrige uge fik jeg en sms fra Jakob (navn ændret). En ganske kort en.
”Hej John – ved ikke om du kan huske mig, men tak, bare tak for hjælpen dengang. Du fik mig videre. Jakob”
Jeg spurgte om jeg måtte gengive hans historie, for jeg synes den rummer nogle vigtige pointer i forhold til at lytte og forstå et andet menneske.
Jeg fik et fint “Ja selvfølgelig!”
”Kommer du på hjemmebesøg?” Spurgte moren nervøst I telefonen.
”Ja selvfølgelig” svarede jeg. ”Det er lidt dyrt” sagde jeg også. Moren svarede med det samme, at det betød ikke noget. Hun havde aftalt med Jakobs far, at de ville bruge det der skulle til nu.
”Hvad drejer det sig om?” spurgte jeg og så fortalte moren kort,
”Det drejer sig om min søn på 16 år. Han har lukket sig inde på hans værelse og har ikke været ude nu i 3 måneder……Han har spærret sig inde og kommer kun ud til toiletbesøg. Vi har prøvet at få ham til psykolog, men det vil han ikke, for det har han prøvet og hun forstod ham ikke sagde han.
Vi har haft en socialrådgiver ude. Det gik helt galt. Han foreslog at vi bare med magt, skulle flytte Jakob og tvinge ham i skole. Det gik helt galt. (Jakob var/er dengang allerede en stor høj fyr) Socialrådgiveren løftede ham med magt, men da han kom ud på trappeopgangen fik Jakob fat i gelænderet og her fik han godt fat, satte sig ned og råbte, at vi skulle lade ham være alt i mens han græd. Socialrådgiveren mente Jakob var klar til at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, sagde dette højt, og så forlod han os. Jakob græd og græd.
Vi ved ikke hvad vi skal gøre nu, han går ikke i skole (skolevægring) laver ikke lektier, men sidder med på hans computer hele dagen. Kan du hjælpe os” Spurgte hun desperat.
”Ja selvfølgelig!” svarede jeg.
Vi aftalte en tid hvor jeg skulle komme. Vi aftalte at mor og bror ikke skulle være i lejligheden. Mor skulle bare lukke mig ind og så gå.
Jeg tog afsted på den aftalte dag. Kørte til den nordsjællandske by, fandt adressen, ringede på og gik op på 2. sal hvor mor og de to brødre boede. Mor lukkede mig ind, viste mig Jakobs værelse og så gik hun.
Lidt mystisk fornemmelse at være i et fremmed hjem og kun have en dør at tale til. Jeg bankede forsigtig en gang på døren. Jakob vidste at jeg var i huset, og havde indvilliget i at jeg kom, men han gad ikke tale med mig.
Jeg bankede forsigtigt en gang på døren, og sagde sådan lidt halvhøjt:
”Jeg sætter mig bare herude og gør ikke andet!” Så satte jeg mig ned ved siden af døren, sådan med ryggen op ad væggen.
Hvad fanden gør man så?
”Jeg banker en gang på døren” sagde jeg, ”…og hvis du kan høre mig, kan du så ikke banke igen?” Så bankede jeg forsigtigt på døren. Jeg anede simpelthen ikke om han var der, for der var musestille. Der gik lidt tid. Der gik lidt mere tid og så kom der et forsigtigt lille bank på døren. ”Fedt” Sagde jeg. ”Tak fordi du svarede” sagde jeg.
Så spurgte jeg sådan lidt halvhøjt igen, ”Kan vi aftale et bank for ja og to for nej?” Der gik et lille stykke tid og så kom der et fint lille bank som et ”ja”
Her startede en fin lille envejsdialog, hvor jeg bare fortalte om mig selv, spurgte lidt ind til ham og han bankede tilbage på døren. Et bank og to bank og et bank osv. osv.
Jeg kunne høre han kom og satte sig op af døren, sådan på den ”anden side af mig” mens vi ”talte” sammen.
Tiden gik og første session randt ud. Jeg sagde tak for en hyggelig samtale og spurgte om jeg måtte komme igen. ”Et bank” tilbage. Det måtte jeg godt. ”Vi ses i morgen” sagde jeg og forlod lejligheden.
Næste formiddag tog jeg afsted igen. Blev lukket ind, mor gik og jeg var igen alene med Jakob og døren. Vi startede dialogen op som forrige dag. Men vi skulle jo også tage den lidt videre syntes jeg.
Efter et lille stykke tid i vores 2. session spurgte jeg: ”Jakob jeg kunne sgu godt tænke mig at se dig, ville det være muligt?” Der blev stille et stykke tid. Så kom der ét ”bank”
Hvad fanden gør man så?
Så sad jeg der og kiggede op i loftet i en fremmed lejlighed. Der gik et lille stykke tid hvor der var meget stille, så blev der forsigtigt taget i håndtaget og døren åbnede sig sådan ca. 10-20 cm. Ikke mere.
Jeg rejste mig forsigtigt op. ”Må jeg åbne døren?” spurgte jeg. ”Ja” svarede Jakob. Jeg skubbede forsigtigt døren, op og der sad han ved hans skrivebord foran hans computerskærm. En halvstor fyr når han rejste sig op, sådan gode 192 cm, lidt ranglet men hvad altså…
”Hej” sagde jeg. ”Hej” sagde Jakob. ”Må jeg komme ind og sætte mig?” spurgte jeg og det fik jeg lov til, og så begyndte vores dialog at være lidt nemmere. Vi rundede fint sessionen af og aftalte, at jeg skulle komme to dage efter.
To dage efter tog jeg afsted igen. Moren havde om morgenen skrevet en sms, hvor der stod at Jakob gerne selv ville lukke mig ind. Jeg ringede på dørtelefonen og han lukkede mig ind. Jeg gik op og Jakob stod i døren, gav hånd og sagde hej. Han spurgte om vi ikke hellere skulle sætte os ind i stuen, der var lidt mere plads. Det gjorde vi så.
Her foldede der sig nu en lille trist historie ud. Men han talte og talte og talte. Mor og far var fornyligt blevet skilt. Det var der ingen der lige havde orienteret mig om som coach (!!) Og så talte vi forsigtigt ind i dette. Som kriserådgiver ved jeg, at der kan gemme sig meget i ”chokket” i sig selv, så jeg talte meget systematisk og forsigtigt rundt om dette og ikke ind i dette. Han fortalte om hvornår far og mor havde fortalt de skulle skilles. Det var kommet som lyn fra en klar himmel – og han kunne berette om alt der skete op til ham og hans bror havde fået det at vide. Den krampagtige spænding, gråden og også, at han ikke rigtig kunne huske mere fra den aften, eller dagene efter.
Vores sessioner kørte nu og vi mødtes ca. 2 gange om ugen på dette tidspunkt.
Jakob savnede sin familie. Han savnede sit gamle hus. Han savnede sit gamle værelse. Han savnede sit fodboldhold, ja han savnede faktisk hans skole. Men han vidste ikke hvad han skulle gøre, og så lukkede det hele lige som ned, og han kunne ikke mere.
Vi talte ind i og rundt om det hele. Han kunne godt li´ at tegne på/i min notesblok. Han tegnede grundplanen for hans gamle hus for mig. Han tegnede hvordan der så ud på hans værelse, og han talte og talte og fortalte om at være ked af det.
Jeg spurgte ”henkastet,” om vi skulle gå hen og se hans gamle hus og han blev både lidt forskrækket og også meget stille.
Så svarede han forsigtigt ”Det vil jeg faktisk gerne.”
Så gjorde vi os klar. Det var en god varm forårsdag i start april, solen skinnede og vi gik. Jakob udtrykte bekymring for, at han kunne komme til at møde nogen fra hans klasse, for han vidste ikke om de kunne li´ ham mere. Det samme med hans fodboldhold. Det fyldte også en del.
Så han tog en stor hoodie på, og slog hætten godt op om hovedet. Så gik vi. Det var første gang i mange måneder han kom udenfor.
Vi gik i små 10 minutter, så ramte vi en villavej som vi gik nedad. Lidt nede af vejen stoppede vi, og så var vi der. Vi kiggede ind i haven og på en helt almindelig gul murstensvilla.
”Fortæl mig lidt om det hele” sagde jeg til Jakob. Og så begyndte han at fortælle og fortælle og fortælle. Gal der var mange ord. Han pegede og de lange arme gik på ham. Efter et pænt langt stykke tid gik vi hjem og rundede sessionen af.
Jeg arbejder mega uortodokst. Jeg er der for dem jeg coacher, jeg har dem og gør (næsten) alt, for at få ting til at ske.
Så jeg ringede til hans klasselærer. Og jeg ringede til hans fodboldtræner.
Ugen efter modtog Jakob ”tilfældigvis” et laaaangt og stooort brev fra hans klasse, hvor alle klassekammeraterne havde tegnet og skrevet under. Der stod at de savnede ham og gerne ville have han kom tilbage.
Ugen efter modtog han ”tilfældigvis” en sms fra to af hans bedste fodboldkammerater, at de var på vej ned på banen, om han ville med. Den første gang blev Jakob noget forpustet.
Men de gjorde ”tilfældigvis” igen ugen efter – her ville han gerne med.
”Vil du følge mig i skole?” spurgte Jakob et stykke tid inde i forløbet, lidt efter brevet fra klassekammeraterne. ”Ja selvfølgelig!” sagde jeg. Så vi lagde en lille plan.
Onsdag skulle være dagen. Mandag tog vi hjemmefra kl. 0900 og gik hen og kiggede på skolen. Tirsdag tog vi hjemmefra kl. 0745 og gik hen og kiggede på eleverne gå ind i skolegården. Onsdag skulle det være.
Vi tog hjemmefra kl 0745 og ramte skolen ca. 0755. ”Tilfældigvis” stod der to af hans bedste klassekammerater og talte sammen. ”Hej Jakob” sagde de som om intet var sket, ”skal du med op…” og så gik de tre drenge ind i skolegården. Og jeg gik hen til min bil.
Så var vi i gang. Nu forestod der et arbejde med lige at få læst tabt pensum op. Men det er heldigvis ikke svært, og noget jeg har stor erfaring med. Og ikke mindst Jakob var ualmindelig skarp. Kombinationen her gjorde det relativ nemt.
Energien, glæden, farven og smilet på ansigtet kom tilbage til Jakob.
Han ville også gerne have et job, så vi fik ansøgt et job på den lokale tankstation lige ovre på den anden side ad gaden.
Der gik nu længere og længere tid mellem vores sessioner, for han blev jo selvkørende og det er lige som det der er meningen jo.
Jeg ringede en sen eftermiddag til Jakobs mor for lige at tage en status. Han var ikke hjemme. Han var på arbejde på tankstationen og efter det skulle han til fodboldtræning.
Jakob og jeg skrev lidt sammen, og jeg skrev forsigtigt at vi måske skulle sætte lidt tid mellem sessionerne. Det var han enig i.
Jeg skrev en ”afsluttende” sms, hvor jeg dels roste ham megameget, men også skrev at jeg altid ville være der hvis han havde brug for det. Som jeg altid siger;
”Jeg er der!”
Pointen i denne ganske fine historie (for det synes jeg den er) er ikke, at vi fik Jakob i gang igen. Det gjorde vi jo udelukkende på grund af hans mod og vilje til at ville tilbage.
Pointen er, at man måske kunne have undgået lidt det hele, hvis man havde lyttet, forstået og mødt den unge mand i alt det svære sådan helt fra start.
#huskatlytte
#16 Vi skal ikke hjem, vi skal videre
Om at få en hashpsykose – men også om hvordan man kan kæmpe sig tilbage i livet, og om at ville det!
”Vi skal ikke hjem.. …. Vi skal videre ”
” Kan du tale med min søn, han er 16 år og er lige blevet smidt ud af gymnasiet…. Kan du hjælpe?” Spurgte faren i telefonen.
Det er nu mange år siden, i skrivende stund 6 år siden (´24), men jeg husker tydeligt den nervøse stemme i telefonen.
”Ja selvfølgelig!” sagde jeg, ”Det er jo det jeg laver.” Det er så åndsvagt vigtigt for mig med det samme at skabe tryghed når et nervøst menneske rækker ud – så derfor et stort JA!
Faren fortalte lidt om hvad det handlede om, vist nok lidt for meget hash og alkohol, men det var også det.
Vi satte et møde op mellem mig og hans søn Oscar (navn ændret, historie gengivet med tilladelse) kom ind et par dage efter.
Det blev en af de lidt vilde historier, heldigvis med et godt udkomme. Historien startede for mange år siden, og i dag ser jeg stadig på månedsbasis Oscar. Han er i dag om nogen et forbillede for andre.. han ved det bare ikke J
Oscar kom ind på kontoret og det viste sig, at faren måske ikke havde fortalt hele sandheden. Eller måske endda forstået denne. Oscar var brudt sammen på skolen, i døren på skolen og han vidste ikke om han var på vej ind eller ud af denne.
Gode mennesker fik ham på kontoret og her blev han hentet af far. Familien vidste ikke rigtig hvad de skulle gøre, og derfor rakte de ud til mig.
Oscar og jeg startede forløbet op. Han er en ganske forrygende ung fyr. Men i de første samtaler var der noget, der på ingen måde hang sammen i Oscar fortælling.
Eller alt var faktisk pænt usammenhængende. Øjnene flakkede og fra tid til anden talte han lidt i tåger og kunne ofte ikke huske 7 minutter tilbage i samtalen.
Jeg blev ret nervøs for hans ve og vel.
Oscar var ærlig, men havde selv svært ved helt at huske alt. Det viste sig stille og roligt, at den unge mand havde, og havde haft, et voldsomt weekend misbrug. Først af hash og alkohol, men siden også udviklet på dette misbrug. Kulminerende ved en Festival. Cocktailen stod på lidt af alt hvad man nu kan skrabe til sig af stoffer på en festival, det hele skyllet ned med øl og andet godt.
Det er sådan når man er i forløb hos mig, så er jeg der for den enkelte, som i ”Jeg er der!! 100% i hele forløbet. Man kommer ikke til at være alene!”
Men det er ikke altid jeg har alle kompetencer, så jeg skønnede at der udover mig skulle nogle andre kræfter på banen også.
Vi fik Oscar til læge og speciallæge og så kom ”dommen.” Oscar havde ramt en hashpsykose.
Det er ganske voldsomt!
Jeg har oplevet mennesker der ikke er kommet ud af en sådan, og omvendt, oplever jeg igen og igen mennesker komme videre fra en hash-psykose. Det kræver hårdt arbejde og en vedholdende tro på, at det kan lykkes, både for den enkelte men også for den der får lov at støtte.
Jeg har en uendelig tro på menneskets potentiale og jeg giver ikke op på andres vegne. Og så er jeg tålmodig og kan se og forstå det lange perspektiv. Og ikke mindst jeg husker de sejrer man kommer igennem og kan hele tiden tage fat i dem hvis coachee skulle begynde at tvivle på sig selv….
Så vi gik i gang. Vi havde læger med i baggrunden, og med familien afstemte vi en lang række ting.
Oscar og jeg satte en lang række parametre op for hvad der skulle være på plads, førend han var ude at denne psykose og ikke mindst klar til livet.
Nogle få af disse var:
- Kunne fokusere
- Ikke have skygger i øjnene (en eller anden bieffekt af hashpsykose, at man ser en slags dobbelt)
- At kunne sove
- Ikke at være svimmel
- Og en mængde mere
Endvidere satte vi noget fremtid på, forstået på den måde, at når Oscar var ude af psykosen, var det ganske enkelt sådan at:
”Vi skal videre skal vi, vi skal ikke hjem.”
Fremtiden, målet, blev en gymnasial (en HF) uddannelse over flere år og i rette doser og herefter en forretningsuddannelse på CBS.
Vi regnede lidt på det, og grinede lidt af det, da vi kunne regne ud, at Oscar ville være pænt over gennemsnitsalderen på CBS, når han skulle starte her.
I min verden er det supervigtigt, at man i lidt håbløse svære situationer også har nogle positive og meningsgivende mål ude i fremtiden. Ellers kan det hurtigt blive lidt sort.
For at det skal give mening, at komme frem til mål ude i fremtiden, er man nødt til at ”brække det ned” og dele det op i mindre realistiske bidder. Delmål om man vil.
På den måde indløser man hele tiden mindre mål mod det større mål.
At indløse en mindre mål, kan i svære perioder være enormt energigivende.
Endvidere er det vigtigt, at man tager hjernen alvorligt og giver den plads og tid til at komme tilbage. Heldigvis er denne enormt plastisk og selvom den får tæv nogle gange, kommer den ofte tilbage hvis den får ja tid, ro og plads.
Så Oscar fik mange ”mærkelige” opgaver med sig fra mig, og som coach lyttede jeg ind til, hvilke af disse opgaver der havde størst impact ift fremgang for Oscar.
Når man så er i gang med forløbet samler jeg som coach det hele, og sørger for en tydelig fremgang for coachee. At nå delmål, at få lavet de ”mærkelige” opgaver osv osv.
Målet var her, hele tiden det overordnede mål, at blive rask og ikke mindst komme videre. Men et skridt ad gangen.
Af mærkelige opgaver fra coachen var blandt andet:
- Meditation
- Bygge korthuse
- Male malerier
- Langsomt bygge en fysisk form op
- Og meget meget mere og det hele samlet i en fin struktur
Og så hele tiden sørge for at coachee er på rette spor. Selvfølgelig fejler man, men man gør det sammen med mig, og så bruger vi fejlen som læring. Og bliver klogere og dermed dygtigere.
Der kom flere fejl undervejs, men Oscar var supersej og ærlig at række ud når de var store. At fortælle om dem og ikke mindst rejse sig igen, og komme videre.
Det er blevet et forløb nu over mange år og vi er nu ved at være i mål. Oscar er kommet i kontrol med sig selv, dette via åndsvagt mange udfordringer jeg har givet ham, og ikke mindst en vanvittig vilje til, at ville sig selv og sit liv.
Jeg er så stolt af Oscar og den måde han hele tiden har valgt sig selv til, valgt livet og tydeligt valgt at ”Vi skal videre, vi skal ikke hjem”
I perioder hvor det har været svært, har jeg garanteret Oscar at vi kommer i mål. Han tog på højskole, kom i gang med jobs, flere ad gangen faktisk og fik overskud. Lærte også hvilke jobs han ikke skulle have.
Den unge mand fik initiativet tilbage til livet og i forløbet ”kom han til,” at blive fodboldtræner og oprettede et helt nyt seniorfodboldhold i hans lokale by.
For nylig kom han til også at tage verden rundt.
Er vi helt i mål med de fysiske skavanker psykosen forårsagede? Sådan ca. 90-95% tænker jeg, og jeg ved vi kommer 100% i mål.
”Vi skal ikke hjem – vi skal videre” i livet skal vi!
Oscar starter på CBS til sommer 2024.
#15 Når de bløde værdier bliver de hårde værdier
”Lige her og nu John-Erik, lige her og nu går det op for mig, at jeg har levet min mors liv….”
Med tåre i øjnene kiggede bankdirektør Jakob ud over hans fine stålbriller, han lænede sig frem i stolen i hans grå jakkesæt mod mig da han sagde det.
”Hvad mener du?” Spurgte jeg.
”Lige her og nu går det op for mig, at alt det jeg egentlig har lavet i mit liv, ikke er mine egne værdier, men min mors….”
Jakob var startet i forløb hos mig fordi han ikke rigtig trivedes i hverken hans liv eller på hans arbejde. Han var/er bankdirektør i en stor skandinavisk bank. I andres øjne er han en yderst succesfuld direktør. Styr på det, gode strategier og udadtil smilende og dygtig.
Men han var ikke glad.
Vi gik i gang med forløbet, og altid til en start med at afdække sådan lidt det hele. Privatliv og erhvervsliv osv.
I min verden hænger alt sammen, når man kigger ind i at trives og ikke trives. Uro et sted kan give uro et andet sted, og på den måde er det vigtigt også at kigge ind i balance, og ikke mindst hvad der er vigtigt for en som menneske.
Et redskab jeg ofte bruger er at man/vi tager et værditjek sammen, min gæst og jeg. Det er lidt en proces og jeg oplever igen og igen, at ganske få mennesker egentlig har tænkt over hvad der er vigtigt for dem. Altså deres personlige vigtige kerne-værdier.
Jeg starter altid med at tale om vores egen indre kultur, den vi lever efter. Eller den indre kultur vi gerne vil leve efter. Eller har glemt at leve efter.
Den indre kultur er defineret af vores kerneværdier.
De værdier der er vigtigst for os.
Det er forrygende at få lov til, at opleve mennesker udvikle sig gennem viden om dem selv. At få lov at opleve, at de får selvindsigt og på den måde bliver endnu stærkere i deres eget liv.
Jakob her havde fået til opgave af mig, at finde hans vigtigste værdier. Dernæst lavede vi en spændende proces på dem – og det var i denne proces det gik op for ham, at han faktisk aldrig havde levet hans egne værdier. Men derimod hans mors værdier.
Nogle af disse ”hans mors” værdier var: ”job med tryghed” forstået som at man ikke ville blive fyret, økonomisk sikkerhed, opføre sig som andre forventer af en mm.
Det var bare ikke direktør Jakobs værdier, dem havde han aldrig rigtig tænkt over.
Dermed havde han glemt sig selv og hvad der var vigtigt for ham. Og derfor mistrivedes han også i hans eget liv.
Første gang han i hans 52 årige liv tænkte bevidst over hvad der var vigtigt for ham, var da jeg stillede ham spørgsmålet:
”Hvad er egentlig dine vigtigste kerneværdier?”
Inden jeg stiller dette spørgsmål, har jeg fortalt en række historie om andre jeg haft kommende, og fortalt om deres succeer når vi arbejder ned i disse personlige værdier.
Det er ganske interessant hvor glade mennesker bliver, når de finder ud af hvad der er vigtigt for dem, i forhold til værdier.
Jakob sad med hans værdier nedskrevet foran ham. Lidt frustreret over at han ikke havde tænkt over dette noget før. Meget frustreret over at han havde levet sit liv ud fra nogle af hans mors værdier.
Vi satte nogle mål op, linket til nogle af hans værdier. Det giver mening for den enkelte, når mål og værdier hænger sammen. Så er man motiveret, og vil gerne i mål med disse, for det giver mening og man bliver ekstra glad for at komme i mål!
På Master Coach uddannelsen undervises der i, hvorfor det er så stærkt, denne måde at arbejde på. Vi forbinder det med viden om hjernen, og dermed får kursisterne på min coachuddannelse den teoretiske viden om, hvorfor filen det virker så stærkt med værdier og mål. Dopamin og serotonin siger jeg bare!
Jakob griflede løs på hans lille blok om mål, der skulle manifesteres inden for det næste stykke tid. Hans gode smil røbede hans indre proces.
”Men Jakob….?” spurgte jeg ham, ”Hvis du skulle gøre noget godt for dig selv her i dag, i forhold til hvad der er vigtigt for dig, hvad skulle et så være?
Han kiggede op, smilede og med højre hånd tog han fat i den lille stålbrille der sad på hans næse, skubbede brillen lidt frem, og kiggede med øjnene udover denne og sagde:
”Vent og se John-Erik, vent og se”
Så rundede vi mødet af og han gik. Udover at Jakob synes det var rart at komme hos mig, fandt han også stor fornøjelse af, at gå igennem byen til og fra hans arbejdsplads. Denne dag gik han også, og jeg tænkte som sådan ikke så meget mere over denne session efter han var gået.
Der var måske gået en lille time. Jeg tog ikke tid. Så fik jeg en sms fra Jakob Der var ikke nogen tekst. Der var bare et billede!
Et billede af en stor fed rød carbon racercykel! (som han lige have købt)
I hele hans liv havde Jakob haft lyst til at købe en sådan, men hans mor havde altid ”siddet på hans skulder” og sagt, at det var ikke seriøst nok og man kunne jo ikke bare sådan lege.
En af Jakobs værdier var ”at lege” (helst på en racercykel men også en masse anden bevægelse)
Så Jakob begyndte at lege, han begyndte at leve hans værdier – og han blev glad. Vi tog det videre over i jobbet og stille og roligt blev han også glad her.
I dag er der balance i Jakobs liv. Han får delt det op så han når alt det der er vigtigt for ham, og ja, han er grundlæggende bare glad.
Historien her blev til fordi jeg modtog en mail den anden dag. Den var som følger:
Kære John-Erik,
Hvis vi ikke havde mødtes der for en række år siden, tror jeg stadig jeg var trampet rundt i ”the hamster wheel” Jeg har jo stadig mit gode job, men for pokker jeg hygger mig med mine cykler, vinrejser og ja lidt til. Jeg er kommet til at købe en cykel mere. En Gravel. Den var lidt dyr. Men den er fantastisk og jeg smiler når jeg tænker på den. Jeg ville faktisk bare sige tak for et godt forløb dengang.
Værdier du ved! Tak!
JK
(note fra john-erik – jeg aner ikke hvad en Gravel cykel er, men hyggeligt at høre fra Jakob)
Hvad er egentlig dine værdier?
#14
Uro og uforløste følelser
”Vent vent vent… sagde du tvilling? ” spurgte jeg.
Anton (25 år, navn ændret – jeg har fået lov at gengive denne fine historie) havde taget fat i mig igen, for at få et nyt coachingforløb sat op.
Han havde været i forløb for et par år siden, med lidt mistrivsel og manglende målsætning.
Dengang var mit udgangspunkt at han var enebarn. Udfordringen dengang fik vi løst og han havde, da vi startede dette forløb op, ikke mindre end to jobs og gang i at tage en gymnasial uddannelse.
Men han var ikke glad og havde en masse uro, kunne ikke sove og var reelt ked af det.
Den første briefing var at ”Jeg har uro i kroppen og jeg kan ikke sove… og jeg ved ikke hvad det er”
Alle coaching-forløb starter op med, at man afdækker en mængde forskellige ting i coachees liv. For Anton her arbejdede vi med, i det aktuelle forløb, at få styr på dagligdagen og finde noget energi. Det virkede lidt, men ikke godt nok.
Hver gang Anton var alene med sig selv, blev han trist og han kunne ikke sætte ord på hvorfor.
Ved vores 3. samtale her, sagde han at det måske havde noget med hans tvilling at gøre….
Jeg blev helt paf. Jeg vidste jo at han ikke havde nogle søskende, at han var enebarn. Det havde han sagt i det første forløb.
”Ja” svarede han vidste du ikke det?
”Øhh nej – det har du aldrig sagt noget om Anton…. Sig noget mere.”
”Jamen jeg har haft en tvilling…… ”
Samtalen tog en drejning jeg ingen som helst ide havde om, hvor den ville bære hen.
”Øhh fortæl noget mere..” sagde jeg.
”Jamen jeg har haft en tvilling, der desværre gik bort ganske kort tid efter vores fødsel….”
Jeg kondolerede selvfølgelig med det samme. Vi talte lidt rundt om hans bror og jeg var supervarsom, for jeg var ikke helt sikker hvor ”sprød” han var, i forhold til at tale om dette emne.
Når jeg laver coachuddannelser siger jeg ofte til kursisterne, at man ved aldrig helt hvad der kommer.
En gæst kan komme med en problemstilling, men ofte kan det handle om noget helt andet.
Så fortalte Anton, at han havde fået tilgang til noget videooptagelse af ham og hans bror da de var ganske nyfødte. Han var blevet noget forskrækket over optagelserne, som han havde set alene, da han ikke havde forventet at se disse billeder mm. Han var blevet rørt og vidste ikke helt hvad han skulle gøre med følelserne der dukkede op.
Som coach lytter jeg ind til mønstre og vaner og hvor uhensigtsmæssige mønstre kan være opstået. Ofte har coachee svært ved selv, at sætte ord på, og se sammenhænge her.
Derfor kan det være en god ide at opsøge en professionel samtalepartner, hvis man ikke kan finde ro i sig selv.
Uroen og manglen på søvn var opstået umiddelbart efter han havde set videoklippet. Så på den måde fandt vi en sammenhæng her. Anton blev overrasket over at det hang sammen. Altså uroen og de billeder mm. han havde set.
De næste par sessioner handlede nu kun om hans bror. Vi så lidt film og billeder sammen som Anton havde fået tilgang til. Det handlede om ting han kunne huske. Ting han ville ønske, han kunne huske. Det blev ret dybt og rørende faktisk.
En ganske fin lille sorgproces som forløste noget ikke udtalt.
Vi talte meget om hvad der fyldte. Tanker om hvad det kunne være blevet til, hvis broren havde levet hans liv. Hvordan det ville være at have haft en bror med sig i livet. Om at gå i byen med sin bror. Om at rejse med sin bror, ja sådan lidt det man gør i livet.
Om at føle sig ensom i livet, uden helt at forstå hvor ensomhedsfølelsen kom fra.
En masse tanker og følelser om en manglende bror.
Det hjalp en del på uroen og søvnen blev bedre. Men ikke helt god. Når Anton var med sig selv, eller skulle sove dukkede uroen op. Derfor var det fedt at have to jobs og være studerende – så var der ikke så meget tid til at tænke og føle, og så var han meget træt når han skulle sove.
Anton kunne ikke rigtig få manifesteret sine følelser og tanker helt rigtigt. Altså få dem afleveret der hvor de hørte til. De rumsterede og fyldte forkert på en generende måde.
Vi talte om man kunne afholde en slags andagt (som en præst sagde) for hans bror, men denne løsning gav ikke helt genklang.
Så spurgte jeg Anton om vi skulle finde et eller andet, der kunne være et ”billede” på den manglende bror. Noget han kunne kigge på hver dag.
Her blev han nysgerrig.
”Hvad kunne det være?” spurgte han.
Her var vi rundt forskellige ting, men intet ramte sådan helt rigtigt….
Førend jeg sagde:
”Det kunne måske være en lille tatovering.”
Her blev han stille og hans øjne lyste og så sagde han:
”Ja selvfølgelig.”
Vi talte lidt om hvad en tatovering kunne være, alt i mens vi også talte om hvad der kunne symbolisere den tabte bror. Vi nærmede os noget, men det blev ikke helt specifikt.
Efter sessionen hvor vi talte om tatovering gik der en times tid, så tekstede Anton mig på telefonen.
”Jeg ved det, jeg ved præcis hvad det skal være…..Vent og seJ!”
Da Anton kom næste gang, havde han dagen inden været til tatovør i 6-7 timer. Han kom smilende ind ad døren, skyndte sig hen i hans stol på mit kontor, og rullede ærmet op. Der havde han på hele underarmen, fået lavet et såkaldt ”sleeve” med hans brors navn i centrum. Navnet på broren var skrevet med store flotte bogstaver og ganske ganske fint og maskulint dekoreret med alle mulige farverige flotte finurligheder.
Øj hvor han smilede da han stolt viste det frem.
”På den måde..” sagde han,
”På den måde er han altid med mig fra nu af!”
Fra den dag fik Anton ro i kroppen og hans hoved. Hans søvn er god og han har kvittet sit ene job, for nu kan han sagtens finde ud af at være alene med sig selv.
Jeg har lige skrevet med ham, han er glad og lige om lidt er han også student.
#13 Tabu – Børnevold
”Min 14 årige søn slår mig………..(!) ”
Lidt om tabt forældreautoritet
”Århh” sagde moren og trak vejret dybt… ”Århhh nu er jeg nødt til at sige det…..”
Der var helt stille og jeg sad bare og ventede.
”Årrhh hvor gør det ondt.. årrhh hvor jeg føler mig forladt…. der er ikke nogen…” Ordene hang tomt ud i lokalet.
Det ville ikke helt ud, det der skulle siges, men der var masser af plads og tid til ikke at sige noget, og også til at sige noget…. Når hun var klar.
Så vi sad bare der og var sammen. Udover at være mor var hun også leder i en stor virksomhed, hun var fraskilt og havde 2 børn, en søn på 14 og en datter på 11.
Hun trak vejret dybt og så kom det.
”Min søn slår mig… Min søn på 14 år slår mig” sagde hun med tårer i øjnene. ”Han truer mig og sparker mig og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er så alene i det hele. Kan du hjælpe?”
”Selvfølgelig!” svarede jeg, og tilføjede: ”Og fra nu af er du ikke alene… jeg er der!” (det er sådan jeg arbejder – all in….!)
Sådan en sag er en ganske alvorlig situation. Hvis man kender lovgivningen, er der handlinger man egentlig skal foretage, men altså… nogle gange tænker jeg, at man måske også lige skal prøve at se, om der var måske også er andre veje. Til en start.
(Denne her situation er ekstrem. Jeg og ”Ida” har talt lidt om det var ok at hendes historie blev skrevet ned og fortalt. Først ville hun ikke læse historien, men efter lidt tilløb ville hun gerne. Vi er blevet enige om, at det er vigtigt også at fortælle om situationer som denne, så andre eventuelt kan læse, at de ikke er alene. Der er efter aftale ingen ”steds angivelser” nogle steder i teksten og det er bevidst. Navne er i sagens natur ikke de rigtige)
”Hej John-Erik, har du tid i nærmeste fremtid? Jeg har fået dig anbefalet.. jeg/vi har en lidt voldsom situation her hos mig.
Med venlig hilsen
Ida”
Sådan lød mailen fra Ida.
Jeg svarede selvfølgelig ja og spurgte lidt mere ind på mail.
”Jeg tror jeg ringer” skrev Ida tilbage ”Kan jeg ringe i morgen?”
Vi aftalte en tid og hun ringede dagen efter.
”Det er min søn det er helt galt med…..kan du ikke tale med ham” sagde hun i telefonen, og så fortalte hun lidt mere.
Der var et eller andet, som ikke hang sammen i hendes fortælling inde i min hjerne.
Hun mente, at jeg skulle tale med sønnen, men der var noget, der ikke gav mening i det hun fortalte, så jeg sagde:
”Du Ida, jeg synes vi skal tage et indledende møde først, så får vi lige styr på hele situationen…”
Hun kom ind et par dage senere og så sad vi der. Hun havde sagt ja til en kop kakao, hvilket normalt er noget kun de helt unge siger ja til. Ida er i start 40´erne.
Ida ved godt, at det er hende der bestemmer når hun er på arbejde. Hendes indkomst er stor, hvilket både hendes image viste og ikke mindst også hendes tøj. Alligevel sad hun der, og var bare en mor som alle andre mødre. Dog en yderst ulykkelig en af slagsen.
Hun var skilt, og eksmand var desværre på ingen måde en medspiller i denne så svære situation.
”Du skal vide at det er første gang jeg ser som en som dig…” sagde hun og smilede lidt. ”Det er lidt mærkeligt.. Normalt har jeg jo altid styr på situationen. Det har jeg på ingen måde nu.”
”Jeg er voldsomt presset” sagde hun. ”Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, og situationen er lidt ude af kontrol og jeg har virkelig virkelig brug for hjælp. Hvad skal jeg gøre?” Spurgte hun til sidst efter en lang sætning.
”Fortæl lidt hvad der er sket…” sagde jeg.
Ida ligesom valgte helt at åbne for det kaos der udspillede sig hjemme. Skuldrene faldt ned og hun sank lidt ned i den store stol. Kruset med kakaoen blev i hånden, alt i mens hun fortalte. Hun talte og talte og det eneste jeg gjorde var faktisk bare at sidde og nikke forsigtigt med hovedet.
Øj der var meget og det var en ret vild, og voldsom, historie hun foldede ud. Ikke noget man (eller jeg) lige hører ofte. Om end det er derude.
Det er bare tabu og noget man ikke taler om. Mindreårige børn der er voldelige over for deres forældre.
”Det startede vel efter skilsmissen…” forklarede hun. Begge børn var blevet meget forskrækkede og sønnen havde lige som, siden denne, lukket sig om sig selv.
Det var værst, når de kun var mor og søn sammen. Når lillesøster var tilstede, var han lidt mere mild overfor hende, altså mor. Men kun lidt.
Første episode skete helt uventet. En dag havde han stillet sig foran hende, og bevidst spærret vejen for hende med hans krop. Sønnen var/er stor af hans alder og da hun gik forbi ham, skubbede han hårdt til hende med hans skulder. Så hårdt at hun røg ind i væggen. Ida blev her så forskrækket, at hun ikke nåede at reagere. Og da hun skulle til det, var hendes søn forsvundet.
”Jeg ringede til min eksmand, men han nægtede at tro på mig….” sagde hun.
Han mente jeg løg og at noget sådant ville hans, vores, søn aldrig gøre.
De voldelige episoder eskalerede hen over et års tid. Hvis jeg skulle skrive det hele, ville det blive en mindre bog. Det var og er grundlæggende nogle yderst vanvittige og fysisk voldelige episoder, at opleve i det hele taget, og i sær når det er ens eget barn volden kom fra. I stedet for jeg skriver det hele ”det hele” kommer her et par episoder.
Ida fortæller:
”En aften efter vi havde spist, bad jeg ham om at tage ud af bordet. Han blev gal, men jeg fastholdte, at det skulle han. Han begyndte at råbe og skrige højt, at det ville han fandme ikke.”
”Jeg blev lidt rystet over voldsomheden….” som Ida sagde.
Men det fortsatte. Sønnen skruede op for raseriet og endte med at smide en skål, halvfyldt med salat, igennem hele køkkenrummet.
”Efter han havde kastet med salaten, som nu lå over det meste af køkkenet, rejste han sig og kom over i mod mig. Han lænede sig truende ind over mig og nærmest knurrede……”
”Jeg sad bare med hænderne om hovedet… sådan jeg holdte mig ved ørerne du ved….”
”Jeg turde ganske enkelt ikke se ham i øjnene, min egen søn….på 14 år”
”Jeg følte mig som den største taber, forladt, den største fiasko i hele verden og sad og græd meget stille og ventede på han skulle gå. Han gik heldigvis uden at der skete mere. Jeg kunne ikke bevæge mig i flere minutter… jeg vidste ganske enkelt ikke hvad jeg skulle gøre.”
”Jeg ringede til min eksmand, men igen ville han ikke tro på mig, og mente vi skulle holde fast i vores 50/50 deleordning… Han havde jo ikke al tid til hans søn og datter, som han sagde…. Han sluttede samtalen af med at sige, at jeg jo bare måtte stå op for mig selv, i stedet for sådan at klynke….”
”Endvidere syntes han, at jeg skulle arbejde på, at vores datter skulle komme og spise med ved bordet, både hos ham og hos mig. Hun har lige som trukket sig fra det hele og er mest på hendes værelse. Hele tiden.”
”Øj jeg følte mig ensom og fortabt der…..” fortalte Ida til mig.
Tårerne løb mens hun talte. Hun græd men der var ingen lyd. Kun sådan lidt snøft. Vi havde fået åbnet for mere end en sluse.
Både ord og tårer flød i en lind strøm.
”Jeg besluttede mig for at gøre noget” sagde hun. ”Så her i sidste uge da min søn stillede sig bevidst i vejen for mig, sagde jeg højt til ham: Nu det nok, gå ind på dit værelse…. Så stod vi der. Og kiggede på hinanden. Og så…. Og så ud af ingenting….. Ud af ingenting, så smækkede han mig en syngende lussing….”
Ida blev meget rød i hovedet og på hele halsen. Sådan næsten helt lilla på halsen. Hun var klart utilpas ved, at fortælle situationen og ikke mindst mega presset. Og i særdeleshed ualmindelig modig (synes jeg) sådan at åbne op og række ud.
”Jeg brød helt sammen, men han virkede helt ligeglad og gik ind på hans værelse…. og begyndte at spille computer. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre og følte mig som verdens ensomste menneske og verdens dårligste mor, og ligesom gik i gulvet som en slatten klud, og sad så bare der på gulvet og holdte mig på hovedet…….”
Ida havde meget svært ved, at fortælle om denne vilde episode….
”Jeg føler mig som verdens største fiasko. Det er pinligt. Jeg er ensom. Jeg burde jo være verdens bedste mor, men jeg er en kæmpe fejl.” Hun græd lidt mere intenst.
”Og nu sidder jeg her…… hos dig. Hvad skal jeg gøre?” Spurgte hun ud gennem tårer og en ”let” løben maskare. Kæben bevægede sig på mystisk vis. Hun var virkelig ked af det.
”Vi skal nok få styr på det hele, det lover jeg!” Sagde jeg.
Når en sådan sag havner her hos mig, er der mange mange ting der kører inde i mit hoved. Der skal styr på en lang række ting, og det skal helst gøres i den rette rækkefølge og det skal gøres hurtigt.
Så jeg slog op i den manual der ikke findes.
Et er hvad der står i manualen der ikke findes, men jeg er også fortaler for, at der sker noget handling og ikke bare samtale. Så det hele skulle ”rammes ind” og noget skulle aktiveres, på den rigtige måde. Og i den rigtige rækkefølge. Helst.
Nogle af de ”småting” der skal handles på, er blandt nogle af understående. Det er jo aldrig ”kun” den aktuelle situation, men vældig vældig ofte, er der også andre mennesker der er påvirket af en sådan situation.
Der er meget i spil og blot for at nævne nogle af disse kort, så var jeg inde i mit hoved rundt om blandt andet disse, og det er ikke en prioriteret rækkefølge, men ting der under alle omstændigheder skulle tages fat i (og hvad vi bl.a. også gjorde):
- Ida´s sikkerhed – det var der vi startede
- Idas selvtillid og selvværd – det var lidt ”to come” da der var en aktuel situation der skulle styr på (hvis du ser hende i dag, kontra da vi mødtes, ville man ikke tro det var det samme menneske – hun er rå er hun hende Ida)
- Ida som succesfuld mor – Dette troede Ida aldrig ville kunne ske, vi kom i mål med dette også
- Sønnen, hvad sker der – Vi kom i dialog med ham. Jeg har aldrig mødt ham. Han fik en anden god støtte. Jeg blev ”Ida´s mand” i alt dette her.
- Sønnen, hvordan kan det være? Diagnose? Jeg havde en mistanke om dette – Ida (og eksmand) havde aldrig tænkt over dette. Han havde en diagnose. Da han fik den stillet korrekt, fik han rigtig god hjælp
- Lillesøster, skyggebarn? – Ida havde aldrig tænkt over dette, og aldrig hørt om dette begreb. Da vi arbejdede ind i dette, fik Ida dårlig samvittighed (og blev ked af det igen)… Vi fik styr på det. Ja og ikke mindst styr på lillesøster. Lillesøster er glad nu
- Tabt forældreautoritet og at få denne tilbage – det er noget der tager tid og er desværre ikke altid det lykkes. Det gjorde det her. Heldigvis.
- Hvad sker der for eksmand men jo også far – Vi holdte en række møder med far. En hård direktørnød, men da han begyndte at forstå situationen, og at han kunne hjælpe, kom han langsomt ind i kampen. Dette ikke uden lidt vrissen og højt talen til mig, men vi kom da i gang. Og langt…
- Underretningspligt og kommunen – vi lavede en ”kontrolleret” underretning, og kommunen kom rigtig godt ind i kampen, og hjalp på den helt rigtige og gode måde. Hele indsatsen fra kommunen blev koordineret mellem Ida, kommunen og jeg.
- Skolen – da skolen blev orienteret og (først) forstod sagen, var de sublime i deres tilgang
- Eksterne hjælpere – Da først Ida fik støtte (og mod – hun var meget meget flov og pinlig over sig selv som menneske) til at række ud til veninder, viste det sig meget hurtigt, at der er en grund til det hedder veninder.
De stod der gjorde de og de bød ind gjorde de.
De lavede et helt lille ”vagtkorps” og mandsopdækkede deres veninde.
Veninderne satte alle ”fødder” som de skulle sættes – fuck det var sejt!
”Er du bange for at være derhjemme med din søn?” Spurgte jeg.
”Ja det er jeg faktisk” Sagde Ida stille til mig.
”Er du truet på livet?” spurgte jeg (Det er jo et ret vildt (reelt) spørgsmål, at stille en mor i forhold til hendes 14 årige søn) Det mente Ida ikke hun var.
”Skal vi lave en indsats her og nu, hvor vi får jer 100% adskilt?” spurgte jeg.
Ida var ikke klar til dette, så vi blev enige om en lille plan.
Planen blev til en start, at vi skulle bryde mønsteret i forhold til sønnen. Det mønster der over tid var opstået, det mønster som skabte eller fastholdte situationerne.
Når jeg møder mennesker hos mig, lytter jeg ekstremt meget indtil mønstre og vaner og værdier. Ofte er det ikke noget vi selv er opmærksomme på, og der er meget effekt i arbejde med disse ting.
Da Ida forlod mig efter vores første, lidt lange session, havde vi lavet en plan for at være sammen med hendes søn….. på en anden måde.
Hun var ”glad” (eller mindre ked af det (vel i virkeligheden) i forhold til der hvor vi startede) og tog mod hjemmet med lidt selvtillid og mulighed for at handle anderledes.
Vores første plan var, at bryde mønsteret i forhold til konflikter ved aftensmaden. Det var ofte kun Ida og søn der spiste, da lillesøster mest var på hendes værelse.
Da Ida havde serveret aftensmaden den første aften efter vores møde, sagde hun meget stille og roligt til hendes søn, at hvis der på nogen måde var uro eller dårlig opførsel, ville hun fortrække til et andet lokale i huset.
Ida fortalte følgende:
”Da jeg sagde dette, sagde han ingenting, men kiggede ned i hans tallerken. Det sugede helt vildt i min mave…. sugede og gjorde vildt ondt ”
Efter et lille stykke tid sagde sønnen ”Det der gider jeg faktisk ikke finde mig i….”
”Lige da han havde sagt det, tog jeg min tallerken mm. og gik roligt ind i et andet rum og tændte for tv´et. Han blev godt nok overrasket og blev bare siddende. Efter et stykke tid gik han ind på hans værelse…”
Ida fortalte, at han dagen efter havde stillet sig op og spærret vejen igen. Ida gjorde som vi havde aftalt og sagde blot: ”ok så… ” så vendte hun om og gik. Han blev bare stående og vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre.
”Han, min søn, lagde en hånd på min skulder og jeg sagde med meget lav, men sikker stemme, som vi to havde aftalt:
Nu bliver jeg virkelig virkelig bange for dig og ked af det, når du ligger din hånd der. Er det virkelig din mening at gøre mig bange?”
Sønnen blev forvirret over Idas måde at agere på, sådan nærmest paf og han fjernede forsigtigt hans hånd, og Ida bakkede stille og roligt væk fra situationen.
Vi blev ved med at udvide handlemuligheder, og lave nye mønstre derhjemme. Men mønstre som hun/vi lavede og ikke mindst kontrollerede.
Langsomt, langsomt stoppede sønnen med de forskellige voldelige ting.
Idas selvtillid som mor steg, fordi hun hele tiden fik små redskaber til ”at gøre noget andet,” og vi lagde hele tiden lidt på. Og lidt på. Og lidt på. Og ja.. og lidt på.
Jeg sad sådan helt reelt med Ida´s IPhone i hånden og spurgte: ”Skal jeg skrive til Rikke og dine andre veninder? Skal jeg skrive sms´en for dig og få rakt ud til dem? Fortælle dem om hvad der sker derhjemme?”
På det her tidspunkt havde Ida ikke sagt noget til nogen mennesker, og på en skør måde isoleret sig selv i hendes hjem.
Hun sad med endnu et krus kakao og kiggede og tænkte og tænkte… Det knirkede næsten. Hun kiggede op, kiggede ned, kiggede på mig… og sagde så, mens hun forsigtigt smilede sådan en slags Mona Lisa smil:
”Jeg tror faktisk gerne jeg selv vil”
Så gik hun i gang med, der over for mig, at skrive en besked til pigerne. Kruset med kakao stod på bordet.
Rikke stod der samme eftermiddag. Senere på aftenen kom Mette. De græd lidt sammen, alle sammen fortalte Ida. De drak også et par glas vin og en masse the.
De to piger, Rikke og Mette, lavede en plan, hvor alle pigerne (de var 5-6 veninder der bare stod der på dagen) i fællesskab mandsopdækkede Ida. Sådan lidt i forhold til alt. Som i alt!
Over en periode på et par måneder, var Ida kun alene de dage, hvor hun havde behov for, eller brug for dette.
Som hun sagde…. :
”Det kan godt blive lidt meget, ikke at være alene….” men hun smilede også.
Historien her opstod fordi Ida uventet en dag for ikke så længe siden, smed en mail, hvor der stod:
”Hej John-Erik,
Blot en lille up date.
TAK ”for sidst.” Det går godt. Jeg er glad.
Vi er ikke 100% i mål med min søn endnu, jeg ved reelt ikke hvad det vil sige at være 100% i mål med ham. Men vores forhold er ok og vi kommunikerer godt. Han er mest hos hans far.
Jeg har lige været på skitur med min datter. Hun er mest hos mig. Hun er næsten aldrig på hendes værelse, men hele tiden sammen med mig. Når hun da ikke er sammen med veninderne.
Mine veninder er der bare. Jeg ser dem hele tiden, dog lidt mindre end lige der hvor de bare var der hele tiden – Du ved hvad jeg mener!
I øjeblikket er det Mette der har brug for vores hjælp. Så vi er en del med og hos hende nu.
Blot en up date 🙂
Vi ses.
Ida”
Jeg rakte ud og spurgte om jeg måtte fortælle hendes historie. Resten er… ja.. (nu en) historie…
#tabu
#aldrigalene
#venner
#vildtnok
#12
Selværd og selvtillid
”Sig mig ved du ikke hvem jeg er?”
Hun kiggede på mig med let vantro øjne.
”Øøh jo du er Olivia X…” svarede jeg tilbage. (det er ikke det rigtige navn)
”Ja ja” sagde pigen,
”Men ved du reelt ikke hvem jeg er?”
Jeg blev en anelse forvirret og sagde,
”Altså hvad mener du?”
Historien her er et par år gammel. Jeg har fået lov at gengive den af ”Olivia”
Jeg fik en sød sms fra hende forleden (derfor historien), den lød sådan her:
Hej John-Erik
Lang tid siden. Jeg skriver egentligt bare for at sige tusind tak for al den hjælp du har givet mig hen over de sidste år. Jeg kan ikke beskrive hvor taknemlig jeg er. Du sagde du var der ”any time” – det var/er jo rigtigt. Tak! Og jeg håber alt går godt hos dig.
Kh
Det var vores 6. session og vi var godt i gang med at arbejde med selvværd og selvtillid. Hun tog fat i mig i sin tid, da hendes selvbillede var helt i bund. Hun så at sige kunne ikke rigtig li´ sig selv. Hun var på dette tidpunkt 26 år og havde gang i en spændende karriere, men hun var ikke glad og derfor havde hun tog hun fat i mig.
Hun havde haft en ret hård /vild barndom, med mobning i skolen og en (psykopat-far, undskyld for dette hårde ord, men for pokker altså…) far der mobbede hende, og svinede hende til på daglig basis. Hendes far havde kontinuerligt fortalt hende, at hun var et nul og at hun ikke skulle regne med at blive til noget. At han skammede sig over hende, og at han ikke forstod, at hun kunne være hans barn. Hans stemme var stadig inde i hendes hoved.
Moren var der ikke rigtig.
Skolen var et helvede og ingen tog mobberiet alvorligt. Når hun sagde det var svært derhjemme, blev hun ikke rigtig mødt i dette. Hendes far var jo en sød mand og kendt fra medierne.
Hendes opvækst havde sat sig ret voldsomme spor i hendes egen selvforståelse. Hun kunne ikke li´ sig selv (det er den milde udgave) og havde en indre uven der højlydt inde i hendes hoved, sørgede for at svine hende godt og grundigt til. Hver dag, hele tiden, hver time, hvert minut.
Dét er opslidende.
Hun havde skiftet navn – og taget hendes mormors pigenavn i stedet. Hun associerede en masse dårligt til hendes oprigtige navn.
Vi arbejdede forsigtigt ind i selvværd og selvtillid og lige så let det kan lyde, lige så svært kan det være for den enkelte.
Første skridt er at man lige får begrebsafklaret, hvad det egentlig betyder de der begreber. For mange er nemlig ikke helt skarpe på det.
Derfra går man så i gang. Som facilitator/coach af sådanne samtaler skal man være ualmindelig varsom, hjælpsom og støttende. Det er nemlig en hård rejse den enkelte skal ud på.
Når vi arbejder ind i selvværdet er jeg ekstrem påpasselig og bygger forsigtigt processen op. På et tidspunkt i denne proces er der en række sætninger, jeg arbejder ind i sammen med min gæst.
De er megasimple og alligevel oplever jeg, igen igen, mennesker der ikke kan sige dem, alene på grund af betydningen i dem.
Den ene sætning er:
”Jeg er ok!”
Jeg spurgte Olivia om hun kunne sige sætningen.
Olivia sagde sætningen meget lavt og forsigtigt, og jeg spurgte hende om hun troede på det hun sagde.
Så fik hun blanke øjne og vi måtte lige holde en pause, rejse os og trække vejret.
Der er en sætning mere som jeg introducerer i forhold til selvværd, og da jeg nævnede den, sagde Olivia højlydt og med masser af modstand:
”Det der får du mig aldrig til at sige. Aldrig!”
Vi arbejdede forsigtigt videre i processen.
På et tidspunkt spurgte jeg hende, om hun kunne se den smukke pige jeg kunne se. Om hun kunne se hende i spejlet når hun kiggede her.
Det var her hun svarede:
”Sig mig ved du ikke hvem jeg er?”
Da jeg svarede tilbage: ”Altså hvad mener du?” svarede hun,
”Jeg ved godt jeg ser godt ud, men jeg kan ikke se det!”
”Altså hvad mener du…. ?” Jeg blev oprigtigt lidt forvirret J må jeg sige.
Så fortalte Olivia følgende.
”Jeg er aktuelt en af de bedst betalte fotomodeller i Danmark, så selvfølgelig ved jeg, intellektuelt, at jeg ser godt ud. Men når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg ikke noget pænt. Jeg ser en pige der ikke fortjener noget som helst, og en pige som bare skal tage sig sammen. Jeg synes jeg er grim og grum og kan ikke li´ noget som helst ved mig selv. Jeg hader, hader mig selv! Og der er ingen der kan li mig”
Det sidste her råbte hun nærmest.
Her blev jeg lidt ”hård” – og sagde: ”Uanset hvad så ved du jeg kan li dig ikke?” Det måtte hun jo vedgå…. Så hun var hvad jo ikke helt alene.
Det var først da hun sagde hun var fotomodel, at jeg kiggede lidt mere ind i dette. Jeg fandt ud af, at hun vældig ofte var forsidemodel på en række kendte magasiner. For nu at være helt ærlig, så kunne jeg ikke helt kende hende på de der magasiner, for der var make uppet en del.
Inden under make uppen ”var min Olivia”
Hos mig var hun jo bare Olivia. Pigen der var på vej til at blive glad.
Faktisk brugte hun make up som en maske. Den fik vi også taget af.
Rejsen mod højere selvværd og selvtillid fortsatte. Det blev en lidt længere en af slagsen. Men jeg giver aldrig op og jeg ved vi kommer i hus.
Langsomt men sikkert steg hendes selvtillid og selvværd, hun forstod det ”lige pludselig” og Olivia blev glad. Hvis alt skulle skrives ned her, ville det blive mange mange sider.
Grundlæggende er Olivia i dag en glad ung dame, der trives og (vigtigt for mig) holder rigtig meget af sig selv.
Hun er grundgod til at anerkende og rose sig selv og når hun ser sig selv i spejlet siger hun højt inden i sig selv; ”Damn du er et godt menneske Olivia!”
Da jeg spurgte Olivia om jeg måtte fortælle historien her, sagde hun at hun gerne ville have et par småting med 🙂
1.
Det er vigtigt for Oliva at fortælle, at der altid er en vej, når man er kørt over af sådan lidt af livet. Også selv om man ikke selv tror på det. Men vejen er der, og man skal bare finde en der tror på en.
2.
Selvom man måske ser godt ud (Face of the year), er det ikke det samme som man ikke kan være ked af det. Rigtig ked af det. Olivia oplevede igen og igen, når hun sagde til folk at det var lidt svært, at de ikke troede på hende. De slog det hen og sagde, at når man nu havde alt så var der jo ikke noget at være ked af.
Jeg er heldig faktisk – jeg skal have en kop kaffe med Olivia om 14 dage på en cafe ude i København. Jeg glæder mig til at se hende f2f igen.
#Coachingrocks #coaching
Se mere her på: https://bangakademi.dk/bloggen/
#11
Når man dedikerer sit liv til at gøre en forskel
”Det skal jeg sige dig John-Erik, da jeg gik i 6.kl. var en af mine klassekammerater Liv. Hun var det skønneste, dejligste og mest livsbekræftende menneske man kunne forestille sig.
Hun led af xx kronisk dødelig sygdom og kunne se frem til at dø som 40 årig.
Her besluttede jeg, at jeg ville bruge mit talent til at forske i medicin så jeg kunne gøre en forskel for syge mennesker, og måske også for hende….”
Mads 28 år
Jeg har Mads kommende. Han er netop i en alder af 28 blevet færdig med en Cand.Polyt XX fra et universitet i Københavns området. Jeg har været så heldig, at få lov at støtte ham i den svære proces med at få den sidste store opgave på plads, få den afleveret og få den forsvaret og bestået. Han bestod med det fineste resultat.
Forløbet har været ganske sigende for det at arbejde som coach. I dette forløb arbejder jeg (også) med støtte, lytte, vejlede, sætte små daglige mål og strukturer, for at komme helt i hus med en kæmpe opgave.
I forhold til det faglige forstod jeg ganske enkelt ikke når Mads, i meget små ”portioner,” foldede det ud han forsker i. Jeg blev ganske enkelt helt blank – Mads kan sige nogle ord, på dansk, jeg ikke forstår. Men det er her ikke det vigtige. Det vigtige er, at Mads er blevet mødt i det der var hans udfordring i forhold til hans studie.
Og ganske kort kan man sige at målet, det første, er nået.
Nu er vi i gang med næste skridt, at lande drømmejobbet. Her skriver vi ansøgninger og træner jobsamtaler. Mads er et så stort talent inden for hans felt, at jeg er ganske sikker på, at han får tilbudt job ganske snart. Derfor har vi også aftalt, at det er helt ok lige at sige til kommende arbejdsgiver, at hans først kan starte x måned, da han lige skal mærke friheden ved ikke at studere.
Indledningen, eller svaret om man vil i indlægget her, er Mads´ svar på mit spørgsmål:
”Hvorfor valgte du egentlig at forske i xx?”
Vi havde ikke lige i vores samtaler været her før, og svaret overraskede mig og rørte mig ganske meget. I en alder af 12 år valgte Mads et livsmål, at dedikere sit talent til en helt bestemt sag. Opgave efter opgave, i skolen, på gymnasiet og på universitetet, viden og mere viden, alt båret af et ”enkelt og simpelt” mål.
”Jeg vil gerne gøre en forskel for Liv”
Historien fik en lille og ualmindelig sød krølle.
Da Mads og jeg sad til vores første møde efter hans forsvar af hans opgave, sagde han at der udover ”jeg skal have et job” projektet, var to ting han også gerne ville have hjælp til.
Der var to beskeder der skulle ud af huset. Beskeder han ikke havde haft overskud til på grund af energiudladningen til hans store forskningsprojekt.
Den ene besked var til en ”ven” der var røget under tilblivelsen af kandidatopgaven.
Den anden besked var til Liv, hans klassekammerat som gik ud af 7.kl. Liv som han ikke havde haft kontakt med 14-16 år.
Han ville gerne fortælle Liv, at hun var hans inspirationskilde til at tage hans studie og komme i mål med dette.
Jeg tilbød at hjælpe med at udforme de to beskeder og Mads sendte dem efterfølgende til mig. De var så fine og godt formulerede, at jeg ikke ændrede en eneste ting.
Han sendte dem. Og han fik svar på begge.
Liv svarede nærmest med det samme, hun blev glad for hans besked, og de indledte en dialog.
Mads skal i nærmeste fremtid mødes med Liv over en kop kaffe.
Nogle gange spiller livet med.
#10
Om at tage beslutninger
Beslutningsparalyse
Jeg møder ofte mennesker der har svært ved at få taget en beslutning. For nogle mennesker er det en kæmpe frustration og ofte et stresspunkt i livet.
Jeg kalder det beslutningsparalyse. Når du bliver lammet af valget.
Jeg har faktisk gæster der fra tid til anden kontakter mig telefonisk for at få taget en vigtig beslutning på dagen.
En typisk samtale starter på følgende måde efter den almindelige indledning: ”Jeg har lige behov for at få dine ord (eller hjælp) i forhold til at jeg lige skal have taget denne beslutning….”
Så er det en relativ kort coachende samtale hvor vi sætter fokus på værdien af at få taget denne beslutning.
Det har jo altid konsekvenser om man tager en beslutning eller ej. Eller som jeg før har skrevet, ikke at beslutte er også at beslutte.
Der er selvfølgelig nogle valg der er større end andre, og derfor kan de i sagens natur være sværere at tage. Og så er der de valg der bare skal tages, men som er svære at effektuere.
Nogle mennesker finder det pinligt, at de ikke kan tage en beslutning, men det er langt mere normalt end hvad man går og tror.
Der er en række faktorer der spiller ind, de kommer lidt længere ned i indlægget. Der hvor det er rigtig svært for mennesker, er der hvor man tænker meget hurtigt. Der er nogle mennesker der tænker ekstremt hurtigt.
Grundlæggende tænker vi alle hurtigt, men nogle hjerner ligger konsekvent i overhalingsbanen i forhold til tempo.
Jeg kan faktisk nogle gange blive stresset over det tempo mennesker kan nå at tænke tanker i.
Nogle beskriver det som om de tænker i baner op til 8-10 baner hvor der tænkes i scenarier. Nogle beskriver det som kaostanker der flyver rundt. Nogle har brikker det kan være svært at få styr. Grundlæggende går det bare meget hurtigt.
Nogle når endda at lægge følelser på disse tanker, og på den måde når de også at blive sure, ked af det, frustreret mm.
Tempoet og de mange konsekvensberegninger gør, at man kan blive helt udmattet og træt og nogle gange ikke kommer i mål.
Jeg tænker fra tid til anden over, hvorfor nogle mennesker finder det svært at træffe beslutninger, uanset om det er store livsbeslutninger eller små daglige valg.
Her kommer nogle af de grundlæggende ting, jeg møder, der står i vejen, når dem der har svært ved at tage beslutninger ikke får taget en beslutning.
1.
Overvældelse af muligheder:
En af de mest almindelige årsager til beslutningsparalysen er det overvældende antal muligheder, vi står over for i dagligdagen. Med utallige valgmuligheder i vores personlige og professionelle liv kan nogle mennesker føle sig fanget af frygten for at vælge den forkerte vej.
2.
Frygt for konsekvenserne:
Nogle mennesker undlader at træffe beslutninger på grund af frygt for de mulige konsekvenser. Den mentale byrde af “hvad hvis” scenarier kan være overvældende, og det kan føre til, at folk udskyder beslutningen for at undgå potentielle negative resultater.
3.
Manglende klarhed om værdier og mål:
Mennesker, der ikke har klart definerede værdier eller langsigtede mål, kan finde beslutningstagning særligt udfordrende. Uden en forståelse af ens kerneværdier kan det være svært at evaluere, hvilken beslutning der bedst passer til ens overordnede vision for livet.
4.
Perfektionisme:
Nogle mennesker lider af perfektionisme, hvor de konstant stræber efter den ideelle beslutning. Dette kan føre til en uendelig cyklus af overanalyse og tvivl, hvilket gør det vanskeligt at træffe en endelig beslutning.
En udfordring for den enkelte i forhold til dette er, at det kan blive til en rigtig uhensigtsmæssig vane at få etableret.
Vanen kan blive så ”tung” at selv den mindste beslutning bliver svær og nogle gange får man ganske enkelt ikke besluttet.
Som coach hjælper jeg mennesker med at forstå, at det er normalt at føle sig usikre ved beslutningstagning. Vi skaber sammen bevidsthed om disse udfordringer og folk får værktøjer til at få taget den rigtige beslutning for dem.
Beslutningsprocessen er en læringsrejse, og det er OK at begå fejl undervejs. Det arbejder vi meget ind i.
Vi fjerner overvældelse, arbejder med og lærer at håndtere frygt, skaber klarhed og den enkelte bryder langsomt men sikkert fri fra beslutningsparalysen og bevæger sig mod en mere selvsikker og proaktiv tilgang til livet. Og tager gode beslutninger 🙂
Og så bliver man jo glad.
#9
Lidt om stress
Denne historie er som de andre fra min hverdag. Det er desværre en historie jeg møder igen og igen og…
Jeg blev kontaktet af en kollega om jeg havde tid. Den drejede sig om en ung mand der var presset i hans liv. Jeg fandt tid da det var en hastesag.
Peter kom ind dagen efter. 32 år og i gang med hans første ”rigtige” job som færdiguddannet læge.
Som altid efter en indledende kort samtale gik vi et skridt dybere.
Da Peter skulle fortælle lidt mere om sig selv startede det på følgende måde, han sagde:
”jeg er normalt ikke god til at tale om mig selv men… ”
Så sagde han ikke mere… Han brød ganske enkelt sammen og græd og græd og græd og havde meget svært ved at være i sig selv.
Jeg er trænet i, og har stor erfaring med at møde mennesker i krise og sorg. Jeg har uddannelser og erfaring fra www.bornsvilkar.dk og sorggrupper og www.as3.dk hvor jeg har mødt mange mange mennesker i sorg og krise, derfor ved jeg hvad der sker, og jeg har ingen problemer med at være i et rum, hvor et andet menneske har brug for at give slip og give plads til det svære.
Da gråden fortog sig sagde han undskyld. Jeg sagde med det samme, at det skulle han på ingen måde undskylde og at der var plads til alt hos mig.
Så gik vi stille og roligt i gang med at sætte ord på alt det svære og der var meget.
- For meget arbejde
- For meget ansvar
- Forkerte konfrontationer ift kompetencer
- Glemt hvad der gør en glad
- Glemt at bevæge sig
- En gammel sportsskade
- Hukommelsesproblemer
- Søvnbesvær
- Tryggen for brystet
- Ondt i armene
- Dårlig mave
- Og en del mere
Peter kunne ganske enkelt ikke mere og var udmattet og færdig. Peter var ramt af voldsomt stress.
Når jeg møder dette uvæsen, strees, ændrer jeg egentligt lidt rolle og går fra det coachende til det mere rådgivende. Jeg tager ganske enkelt ansvaret for den der er ramt af stress. Forstået på den måde, at jeg rådgiver og vejleder og fortæller hvad der skal gøres. Den enkelte oplever ikke dette skift, da jeg flekser lidt ind og ud af rollen som henholdsvis coach og rådgiver.
Men det er min erfaring, at man ikke skal coache en der er ramt af stress. Kontrolcenteret hos den enkelte er røget og man kan ikke se skarpt og ikke mindst man ved ikke hvad der er den rigtige beslutning.
Da der kom lidt luft og ro på i samtalen sagde jeg ordret:
”Nu bliver det lige lidt hårdt det jeg siger…”
Når man siger dette får man automatisk endnu mere opmærksomhed.
Jeg fortsatte på følgende måde:
”Peter du er syg, du er syg med stress og der hvor du er lige nu, er det ganske alvorligt og vi skal passe på dig!”
Som coach kan jeg i sagens natur ikke stille diagnoser, men jeg er erfaren nok til at genkende stress.
Derfra sagde jeg følgende:
”Du skal sygemeldes og vi skal have dig til lægen så hurtigt som muligt, så du kan få en sygemelding. Du skal have en bisidder med til lægen så vedkommende kan høre hvad der også bliver sagt. Når dette er sket, laver vi en plan for at få dig tilbage i topform.”
Peters familie, far, mor, kæreste og hund stod til rådighed med det samme. De/vi rykkede dagen efter og Peter kom til læge og fik en sygemelding gående på akut stress. Og i første omgang gældende for 3 uger. (Stress kan hvis det ikke tages alvorligt, invalidere den enkelte. Ofte når jeg møder personer i stress kigger vi ind i længere sygeperioder)
Arbejdspladsen tog ansvar for at hjælpe og støtte Peter og meldte med det samme ud, at han skulle fokusere på at blive rask. Da vi mødtes ugen efter vores første møde var de formelle ting faldet på plads.
Så gik vi i gang med rejsen tilbage til livet, ”so to speak.”
Når man er ramt af voldsom stress handler det i første omgang om at erkende det og derefter få det afmonteret. Når det er afmonteret kan man begynde at sigte efter at komme tilbage på arbejdet igen.
Som coach tager jeg en del ansvar for dem som kommer hos mig, og sammen med Peter lagde vi en langsigtet plan, hvor jeg på dagligt niveau fulgte op på ham og over tid langsomt gav lidt mere slip på ham.
Jeg tager faktisk så meget kontrol, at jeg ”bestemmer” hvor hårdt og hvor meget man må træne i forhold til puls mm. Så det er ret detaljeret hvordan jeg/vi tilrettelægger ”vejen tilbage,” men jeg bestemmer – i starten i alle fald.
Det ville blive et meget langt skriv hvis jeg skulle fortælle hele rejsen tilbage for Peter, men grundlæggende har vi fået styr på alt og han er tilbage i livet for fuld skrue og ikke mindst i kontrol med sig selv.
Vi fik fikset sportsskaden, vi fik styr på arbejdsmængden, vi fik styr på arbejdsindholdet, vi genfandt balancen i livet, vi arbejdede meget bevidst med gode og glade ting, han blev glad igen og kom i overskud i hans liv, og langsomt fik vi ham guidet tilbage på arbejdet (at komme tilbage til arbejdet efter stress er en proces og noget der skal tages ganske alvorligt og styres stramt, man starter ikke bare op på fuld skrue) og et liv i overskud.
#stressernogetlort
Hej John-Erik
Jeg ville bare fortælle dig, at jeg om en uge har arbejdet i xxxx i 4 måneder, og jeg havde aldrig troet, at jeg kunne være så glad for at gå på arbejde! Jeg har det virkelig godt og jeg har lært utrolig meget om mig selv siden min sygemelding i september.
Samtidig kan ord ikke beskrive, hvor taknemlig jeg for, at du greb mig inden det gik rigtig galt. Derfor er jeg ovenpå igen!
Bedste hilsner
LM
Hej John-Erik
Jeg ville bare sige at jeg er startet på Mat A og har været i gang en måned nu.
Du har ret, som du sagde, jeg har får matematikhjerne. Det megafedt og matematikken taler til mig.
Tak for dig og dine gode samtaler!
Mange hilsner fra
Fie
#8
”Ingen i min familie har nogensinde læst på Universitetet – så jeg tror heller ikke det er noget for mig….”
Ung pige på 24 år.
Lidt om spørgsmål og begrænsende overbevisninger.
Fie kom ind på mit kontor en sen eftermiddag. Hun kom fordi hun ikke anede hvilken retning hendes liv skulle tage. Hun havde lidt modstand på, for hvad jeg nu for en ”dude.” Det er egentlig ganske normalt og helt ok.
Hun var en superpige, ekstremt kompetent, nærværende og autentisk.
Der var en række problemstillinger som vi fik listet op og kigget på. Det var som om der kun var en vej for hende, som var ok men ikke helt tilfredsstillende. En karriere i en kæmpestor virksomhed, hvor hun havde en række fordele grundet en allerede lang karriere i denne, og hvor hun havde vist sit værd.
Jeg arbejder meget bevidst med spørgsmål. Jeg kalder det ”Nøje Afstemte Bevidste” spørgsmål (jeg har faktisk skrevet en bog om spørgsmål, den kan du købe her: https://www.saxo.com/dk/guide-til-det-gode-spoergsmaal_john-erik-bang_epub_9788743018834 ) Eller NAB spørgsmål.
Et afstemt spørgsmål på det rigtige tidspunkt, kan skabe en livsændrende forandring hos et menneske.
Fie blev lidt irriteret, for det virkede som en god løsning, men ikke en der gjorde hende rigtig glad.
Så spurgte jeg hende på følgende måde (Et NAB-spørgsmål):
”Hvis nu alt var muligt, hvis vi kunne trylle, hvad skulle du så lave?”
Fie kiggede på mig, kiggede op i loftet og var stille et øjeblik hvorefter hun svarede:
”Hvis alt var muligt så skulle jeg være konsulent i et stort firma!”
Der blev helt stille.
Et sådant job ville matche alle hendes værdier, hendes kompetencer og hendes væsen.
Vi talte lidt rundt om denne drøm, hvad det ville give hende og hvorfor det var et spændende job.
Da vi havde talt lidt rundt om det hele, fandt vi ud af, at en af måderne til at nå drømmene og leve værdierne, var at tage en ganske specifik uddannelse på Universitetet, på CBS på Frederiksberg. Men at gå på universitetet var ikke umiddelbart en mulighed for pigen.
“For det er jo ikke noget man gør i vores familie” som hun sagde. Og derfor kunne hun ikke gøre dette.
Så lige som vi havde det hele på plads brast drømmen.
Det var blevet til det som man kalder en begrænsende overvisning. Noget jeg også lytter ind til, i hver eneste samtale jeg har, og hvis de er på banen, noget jeg langsomt og meget forsigtigt udfordrer.
Jeg spurgte forsigtigt Fie på følgende måde:
”Så fordi ingen i din familie ikke har gået på Universitet så sætter du lighedstegn ved, at du heller ikke kan?”
Er du gal hvor hun tænkte…. Der var helt stille. Så udbrød hun forsigtigt: ”Det er jo megafjollet.”
Herefter åbnede hun op for at komme i gang. Fordi alt inde i hendes hoved indtil hun fik spørgsmålet, havde været lukket land, var der meget der skulle undersøges.
Fie og jeg kiggede forsigtigt ind i det, og begyndte at undersøge universitet mm. Som så ofte så arbejdede vi også af et andet spor, således vi ikke nødvendigvis lukker ned for muligheder.
Måden jeg talesætter dette på er følgende:
”Hvorfor laver vi ikke bare en hybrid?”
Efter research af en lang række områder blev målet helt klart!
Hun starter med at læse Mat A op og derefter CBS på Frederiksberg om et år.
Vi lever alle vores overbevisninger, de kan være positive og de definerer ofte hvordan vi former os som mennesker.
De kan også være begrænsende og stå i vejen for, at vi kommer videre i vores liv. Ja faktisk kan de være så begrænsende, at vi ikke rigtig kommer i mål med det som vi går og drømmer om i vores liv.
Der findes familiekulturer der er defineret af sådanne overbevisninger. Som i for eksempel:
- I vores familie er vi sådan fordi…
- I vores familie har alle temperament…
- I vores familie kan vi ikke det fordi sådan…
På vores Master Coach Uddannelse (se mere her: https://bangakademi.dk/master-coach/ ) arbejder vi både med at beherske det gode spørgsmål og ikke mindst begrænsende overbevisninger.
Om overbevisninger
En overbevisning refererer normalt til en fast tro eller holdning, ofte baseret på personlige erfaringer, opdragelse, kulturelle påvirkninger eller logisk ræsonnement. Det er en dybt forankret opfattelse af, hvad der er sandt eller rigtigt. Men dette behøver ikke nødvendigvis være sandheden. Men kan godt virke som sandheden.
Overbevisninger former ens syn på verden, påvirker beslutningsprocesser og guider vores adfærd. De varierer betydeligt fra person til person og omfatter overbevisninger om værdier, moral, religion, politik, eller personlige egenskaber og evner.
En begrænsende overbevisning er en opfattelse eller tro, der hæmmer en persons potentiale eller evne til at opnå noget.
Disse overbevisninger begrænser en persons syn på sig selv, deres færdigheder eller muligheder og kan hindre dem i at forfølge mål eller handle på en måde, der fremmer personlig udvikling.
Begrænsende overbevisninger kan have forskellige former og stammer fra forskellige kilder som tidligere erfaringer, negative feedback fra andre, sociale normer eller personlige usikkerheder.
Eksempler på begrænsende overbevisninger inkluderer tanker som:
- “Jeg er ikke god nok”
- “Jeg kan ikke klare det”
- “Jeg har ikke fortjent succes.”
Det er ofte gavnligt for en person at identificere og udfordre begrænsende overbevisninger for at frigøre potentiale og opnå personlige mål.
Dette kan gøres gennem selvrefleksion, men ofte kan vi ikke selv finde disse da de jo ofte er en del af vores personlighed.
Man kan også søge støtte fra andre venner/bekendte der ved noget om dette, men det kan blive en meget personlig og udfordrende samtale.
Eller man kan søge professionel rådgivning via coaching eller andet.
Når jeg sammen med en gæst hos mig, ændrer begrænsende overbevisninger åbnes der ofte op for nye muligheder og for at opnå en mere positiv og konstruktiv tilgang til livet. Opnå mål der før synes urealistiske og umulige.
Og ikke mindst mere glæde og god energi.
Som pigen på 24 i starten af teksten, den glæde hun fandt ved at få stillet et enkelt (NAB) spørgsmål til hendes noget begrænsende overbevisning;
”I min familie læser vi ikke på universitet”
Den glæde og den energi hun fandt alene ved et enkelt spørgsmål på det rette tidspunkt, er uvurderlig og jeg bliver så ydmyg og glædes igen og igen når jeg ser denne transformation ske hos et andet menneske.
Se lidt mere herunder om en række af de begrænsende overbevisninger jeg ofte møder.
- “At starte min egen virksomhed kan jeg ikke, fordi jeg mangler erfaring og viden om forretningsverdenen.”
- “At tage en ny karrierevej kan jeg ikke, fordi jeg er for gammel, og det er for sent at ændre retning.”
- “At tale offentligt kan jeg ikke, fordi jeg er bange for at blive dømt eller kritiseret af andre.”
- “At opbygge nære relationer kan jeg ikke, fordi jeg er overbevist om, at folk ikke vil acceptere mig for den, jeg er.”
- “At lære at spille et musikinstrument kan jeg ikke, fordi jeg tror ikke, jeg har den naturlige talent eller evne til det.”
Lidt mere personlige begrænsende overbevisninger.
- At udtrykke mine følelser åbent kan jeg ikke, fordi jeg er bange for at blive såret eller afvist.”
- “At prioritere min egen trivsel kan jeg ikke, fordi jeg tror, at det er egoistisk, og jeg bør altid tage sig af andres behov først.”
- “At tage imod komplimenter kan jeg ikke, fordi jeg tror ikke på, at jeg fortjener ros eller anerkendelse.”
- “At sætte grænser i mine relationer kan jeg ikke, fordi jeg er bange for at miste forbindelsen med andre eller blive opfattet som krævende.”
- “At tro på min egen værdi kan jeg ikke, fordi jeg sammenligner mig selv med andre og føler, at jeg altid kommer til kort.”
De personlige begrænsende overbevisninger her, påvirker ofte selvværd og livskvalitet.
Identificering og udfordring af sådanne overbevisninger kan være en vigtig skridt mod personlig udvikling og trivsel.
#7
Skal jeg blive eller skal jeg gå…?
STL var direktør i et større forsikringsselskab i hovedstadsområdet. Hun kom til mig, for som hun sagde hun gik og sukkede lidt for meget i hendes arbejde. Der var for mange ledelseopgaver er var blevet for opslidende og kedelige.
Første ting vi talte ind i, var om hun skulle blive eller komme videre i karrieren.
Det blev et sjovt og energifyldt forløb. Vi var rundt meget. Jeg er stor tilhænger af at tale “ud af boksen” og tænke hybridløsninger og taler og spørger ofte ind i dette. (det jo blandt andet det der også er en coach´s rolle)
“Pludselig” opstod en ide i hendes hoved. Hvad nu hvis man opfandt et nyt område i koncernen. Et område som manglede, et område som ville generere kunder og ikke mindst et område som skulle organiseres og selvfølgelig også have egen chef.
Fra da af begyndte vi at arbejde med både udvikling af det nye område (jeg kunne “kun” komme med in put i form af spørgsmål og nå ja lidt til – fagligt kendte jeg jo ikke området) og ikke mindst en strategi for, hvordan dette skulle præsenteres for den øverste ledelse og hvornår.
Det blev både et nyt område og en spændende strategi for hvordan det præcist skulle præsenteres.
Dagen nærmede sig og vi var begge spændte. Hun eksekverede som aftalt……
Det blev lidt en fest og alt lykkedes 100% på egentlig relativt kort tid.
STL blev glad igen i hendes liv og vores veje skiltes.
En formiddag en del år efter tikkede der en mail ind. Jeg blev glad og smilede inden i.
Man skal ikke gå og sukke i ens liv.
#Coachingrocks
En formiddag mens jeg sad og drak kaffe tikkede denne meget fine besked ind og skabte solskin på en ellers grå gråvejrsdag.
Kære John-Erik
Jeg har tænkt meget venligt på dig i den seneste tid og den gode coaching, du ydede for efterhånden mange år siden.
Den coaching har medvirket til, at jeg igen – i en alder af 59 år – har valgt at skifte job.
Læringen, jeg også tog med mig dengang, var nemlig:
Når man begynder at sukke i sit job, skal man gøre noget ved det 😊 Ville bare give dig en 👍for godt arbejde tilbage i tid.
Håber stadig, du har god gang i din virksomhed.
Venlig hilsen Lisbeth
Kære John-Erik.
Tak for din tilbagemelding. Og – tak for din meget professionelle coaching af Olivia. Vi er meget stolte af hende, af at hun er nået så langt – på så relativ kort
tid ! Det er en anden Olivia ( eller en anden side af Olivia), der i den seneste tid har eksponeret sig for omverden.
Det er godt gået, og vi er så glade!
Kære John-Erik,
Tusinde tak for de gode ord om C og tak for din indsats. Vi ved om nogen, at det virkelig har været med til at gøre ham til den langt mere selvsikre dreng, som han fremstår nu end for bare 5 måneder tilbage.
Det er det mest fantastiske der er sket for ham og os – og tænk, så knokler han oven i købet på for fuld drøn i skolen. Ganske rigtigt har vi sagt til ham, at hvis han om et stykke tider føler at det kunne være godt med en snak med John-Erik igen, så gør vi bare det.
Tusinde tak for din måde at gå til både os, men ikke mindst C, på.
De bedste og varmeste hilsner herfra, Ida og hele familieklanen
#6
”Jeg ved godt det her er forkert at sige…. Men….”
Fie på 13 år kom en dag ind på mit kontor. Mor var med og sad i det tilstødende lokale. De var en dansk familie bosiddende i Malmø. Fie gik i 7.kl.
De kom fordi hun ikke trivedes i hendes klasse og ikke var glad i livet.
Over en kop kaffe og et krus kakao gik vi i gang.
Langsomt foldede der sig en vild historie ud. Fie synes selv hun bar skylden for alle de ting der ikke fungerede. Hun græd lidt og hendes lille brille gled hele tiden ned på hendes næse.
Efter et stykke tid stoppede jeg samtalen og sagde forsigtigt til hende: ”Fie det her er ikke dig der er noget galt med, det her er hård mobning!”
Til en start mente hun ikke det var mobning, men det var det. Det var ret voldsomme ting Fie blev udsat for af dem hun gik i klasse med. Alt fra vold, udstillelse på de sociale medier til ekskludering både i skolen, men også på klasseture.
Fies historie ramte mig. Når man hører en der bliver mobbet fortælle om de situationer de bliver sat i, kan man ikke undgå dette. Mobning er ganske vildt!
At skrive det hele ned ville blive en meget lang historie, men her kommer to ”små” ting fra hendes fortælling.
Fie fortæller:
1.
”Vi var på klassetur og alle pigerne skulle sove på første sal i huset. Det var et stort rum med skråvægge. Pigerne besluttede at vi alle skulle ligge os i en rundkreds i vores soveposer, med hovederne ind mod hinanden. Da jeg skulle til at ligge mig til rette, sagde de til mig at jeg ikke kunne være med, men at jeg skulle ligge mig over til væggen, der hvor skråtaget nåede ned til gulvet og at jeg skulle kigge ind i væggen og ikke måtte kigge på dem. Jeg græd lidt indtil jeg faldt i søvn.”
2.
På mit kontor et stykke inde i forløbet.
Med tårer i øjne og udfordring med brillerne som ikke kunne blive siddende netop på grund af disse tårer.
”Jeg ved godt det her er forkert at sige…. Men jeg har lige været på hospitalet i 4 dage. Jeg var så glad de dage jeg var på hospitalet. (selvom jeg havde ondt i benet) Jeg var så glad fordi jeg ikke behøvede at gå i skole. Jeg fik ligesom fri inde i mit hoved. Så selvom jeg godt ved det er forkert at sige, så var jeg altså glad da jeg var der. Jeg vil faktisk hellere være på hospitalet end i skole….”
Sagen blev lidt kompleks da det var i Sverige. Tingene foregår lidt anderledes, men meget langsomt tog skolen sagen seriøst. De lavede tiltag, men tiltag uden effekt og forståelse for mobningens væsen.
De mente faktisk, at Fie selv havde skylden for en del af de episoder der var og i samtaler mellem Sophie og ressourcelærere prøvede de at få hende til at tage ansvar for nogle af ekskluderingssituationer der havde været.
I sådanne situationer kan jeg faktisk godt blive rigtig vred.
Skolen anbefalede at hun blev gående og sagde at de nok skulle få styr på det.
Vi nåede til et punkt, hvor Fies ve og vel var på spil. Vi nåede til et punkt, hvor det i min optik var decideret sundhedsskadeligt for Fie at være på skolen. Hun var voldsomt stresset, blev igen og igen udsat for vold mm. (selv om skolen sagde de havde styr på det… )
Jeg kunne ganske ikke anbefale at hun blev på skolen. Konsekvenserne kunne blive for store.
Forældrene besluttede i samråd med mig, at tage hende ud af skolen. Da det skete, skete der også en opblomstring med Sophies humør. Hun blev glad og fik energi tilbage.
Vi fandt en ny skole til hende, og fra da af handlede vores samtaler om hendes fremtid i den kommende klasse.
I dag er Fie en glad pige som heldigvis er kommet godt videre.
#5
”Tidligere ville jeg være flygtet væk (med en flaske vin eller to), men jeg valgte at kæmpe for mig selv, for mine børn, for mit liv. Jeg kommer aldrig til at flygte igen!”
Peter
“I sådanne situationer glemmer man nogle gange det vigtigste, og prøver at nå alt på samme tid.”
Peter (det er ikke det rigtige navn) skrev inden vi mødtes. Han skrev at alt var ikke godt, og at han lige manglede lidt overblik i hans liv lige pt.
Han kom ind og efter en indledende samtale dykkede vi ned i hvad det skulle handle om.
Der var kaos det må man sige.
Familien var kommet hjem fra udlandet for et lille års tid siden. Begge børn gik på international skole i Dk. Det ene barn var i mistrivsel og ville ikke sin far. Det andet barn strugglede lidt med at finde fodfæste og Peter lå i skilsmisse med en ikke samarbejdsvillig hustru.
Der var en reel mulighed for, at hans hustru ville tage børnene væk fra Danmark.
Der hvor de boede kunne de ikke blive boende da de boede til leje.
Oven i alt dette havde han også modtaget et attraktivt jobtilbud.
Han ville allerhelst flytte til en anden by, som han fandt mere attraktiv.
Jobbet fungerede og var støttende og kollegaerne her var et af få positive områder i Peters liv.
Alt var et stort kaos.
Så gik vi i gang. I første omgang skulle vi lige have et overblik. Så begyndte vi at dele tingene op i mindre områder. Sådan brække det ned – hvad er der, der skal arbejdes med og ikke mindst i den rigtige rækkefølge.
En ting ad gangen.
Da vi var på plads med dette tog vi fat i det vigtigste først.
I sådanne situationer glemmer man nogle gange det vigtigste, og prøver at nå alt på samme tid. Det kan man ofte ikke, og der er en reel mulighed for at man brænder sammen, taber overblikket og ”går ned.”
I sådanne situationer er det altid en god ide at søge hjælp og støtte.
Det vigtigste i en sådan situation, er man ofte blind for hvad er, og man kan ”i det godes navn,” prøve at løse alt på samme tid.
Man glemmer ganske enkelt sig selv.
Så da jeg spurgte Peter hvad der gav ham energi blev han lidt overrasket, da han troede det skulle handle om alt det andet.
Det er bare sådan, at når du skal igennem svære situationer i dit liv, glemmer du dig selv og så at sige glemmer at tanke op, er der stor risiko for at du brænder sammen.
Nogle mennesker tænker at det er egoistisk at tænke på sig selv i sådanne situationer, men det er det ikke.
For Peters vedkommende blev det meditation, fodbold med drengene og vinterbadning. Dette sat ind i en ramme som fungerede i hverdagen, samtidig med at vi fik styr på de andre ”småting.”
Langsomt men sikkert faldt de forskellige ting på plads. Vi fik taget hånd om det vigtigste i den rigtige rækkefølge og det i sig selv gav Peter ekstra overskud i en meget svær hverdag.
De ”små” succeer blev platforme for sejr efter sejr. Jeg roste igen og igen Peter for at cope her i en vanvittig situation. Langsomt fik han selvtilliden tilbage og vi satte længere tid mellem vores sessioner.
Lige om lidt kommer han styrket ud af en vanvittig situation i hans liv.
Som han selv sagde;
”Tidligere ville jeg være flygtet væk (med en flaske vin eller to), men jeg valgte at kæmpe for mig selv, for mine børn, for mit liv. Jeg kommer aldrig til at flygte igen!”
#4
”Hvortil pigen svarede nej, for så ville de andre piger blive sure på hende…”
– lidt om det der mobning –
Gang i coaching-biksen her med mennesker i mange forskellige svære situationer. Modige mennesker der vælger, selv når det er værst, at række ud, at arbejde med sig selv og komme i mål med selv de hårdeste situationer.
Jeg er selvfølgelig glad for mit arbejde som coach, hvor jeg møder mennesker i disse svære situationer i deres liv. Jeg er så stolt af hver og en der vælger sig selv til, og vælger at ville sig selv. At kæmpe for sig selv. Og kommer i mål.
Det er vildt at se og følge, og jeg er ualmindelig ydmyg hver gang jeg får lov at støtte et menneske her.
Jeg arbejder som mange ved, også med mobning og trivsel. Både på skoler og på arbejdspladser.
Aktuelt har jeg desværre en række sager, hvor hvis man ikke vidste bedre, ikke ville tro at det eksisterede på det niveau det gør.
Hvad mennesker vælger at gøre ved hinanden på skoler og arbejdspladser er skørt. SKØRT!
Vi taler:
- Isolering
- Udstillelse på digitale platforme
- Overfald
- Ekskludering
Det er faktisk ret vildt!
Når så man retter henvendelse til voksen/leder er det ikke altid man bliver mødt…
Fra 2 helt aktuelle sager kan jeg nævne følgende udsagn fra en professionel voksen:
Dreng, 14 år, er blevet overfaldet, sparket i hovedet mm. af klassekammerat med hjernerystelse, sygdom, traumatisering, indlæggelse mm. til følge –
Pædagogisk leder siger:
”Så skal I bare lege lidt sammen i legegrupper så bliver alt godt igen….”
Pige på 16 ekskluderet, mobbet, isoleret, udstillet m billeder via SoMe, helt alene på hendes efterskole.
Pædagogisk kontaktperson siger:
”Det går over – vi skal jo alle igennem nogle hårde perioder i vores liv punktum. Vi ses i næste uge.”
NEJ!!!!
Jeg bliver oprigtig vred! Får lyst til at sparke døre ind! Ryste nogle mennesker i deres skuldre.
For få forstår mobningens væsen og styrke, for få forstår hvad der sker med dem som det går ud over. Vi taler reelt liv og død og vi taleer skader for livet.
Der er selvfølgelig dem som der mobber, dem skal man arbejde rigtig meget med. Og så er der klassekulturen. Den skal man tage styring på og ikke lade elever styre her.
Og hvis du skulle være i tvivl om det nu også er sådan det er derude.
Sætningen som indlægget her starter med, er fra en mail en mor sendte til pigens lærer i 8.kl. En mor til et mobbeoffer, en pige, der sindssygt modigt har prøvet næsten alt for at få lov at komme tilbage til det sociale fællesskab i klassen. Men fællesskabet sagde nej.
Mail fra mor:
”……hun, min datter, spurgte den pige, hun tidligere var mest sammen med, om de ikke kunne se hinanden igen, hvortil pigen svarede nej……, for så ville de andre piger blive sure på hende…”
Gjorde læreren noget….. nej desværre.
Det her er ikke et ”pegen fingre ad” skriv. I sagens natur er der fantastiske klasser og lærere derude. Det ved jeg, jeg møder dem på ugentligt basis.
Det er blot et lille skriv om, at vi skal lytte og tage mennesker alvorligt, når de har brug for hjælp!
#rækud
#3
“Nøøj hvor jeg glæder mig til at komme tilbage”
Nogle gange virker coaching teknikker som om man tryller. Det gør man ikke, men som en god coach har du en redskabskasse der gør, at spørgsmål ikke er tilfældige, men nøje afstemte bevidste spørgsmål. (Det hedder også NAB spørgsmål)
Det rigtige spørgsmål skaber refleksion og åbner op for nye muligheder, hvis de vel og mærke er nøje afstemt.
En ung pige på 24 kom forbi. Hun havde fået et lille forløb stillet til rådighed af hendes virksomhed.
Briefen gik på at det var en meget ressourcefuld pige (og det var det), men at hun ikke helt vidste hvad hun ville med hendes liv.
Hun kom ind, fik en kop kaffe og vi gik stille og roligt i gang. Deltagere på Bang Akademis coachuddannelser vil vide, at indledningen til en samtale på ingen måde er tilfældig. Grundlæggende arbejder en coach ikke med tilfældigheder – i min optik.
Efter at tillid og tryghed var blevet etableret, dykkede vi ned i hvad det skulle dreje som. I starten var der lidt modstand hos pigen, da det var indlysende hun dels selv havde stillet sig en række spørgsmål og ikke mindst også andre.
Mine spørgsmål var bevidst mulighedssøgende og også kiggende nye veje.
Langsomt startede pigens øjne at lyse af glæde og hendes smil blev større og større.
Vi lavede ingen konklusioner eller beslutninger, da det var det første møde og ting skal lige afstemmes. Men vi satte gang i en række positive initiativer, der alle vil få indflydelse på den unge dames fremtid.
En fremtid der før vi mødtes syntes låst og ”kun” med en retning, var på en session blevet til en fremtid med mange muligheder. Og ikke mindst hendes drømmejob var blevet bevidstgjort og ”pludselig” blevet til et mål.
Der var mange døre der skulle åbnes, og for at åbne dem skulle vi lige finde nogle nøgler til dette.
Da hun gik fra kontoret var det med stor energi og glæde og hun sagde
”Nøøj hvor jeg glæder mig til at komme igen”
#Coachingrocks
#Coachingclassic
#2
#rækud
“Opslag fra fb”
